Det lyder skrupskørt. En sten, der brummer. Kun to personer kan høre lyden, med hundrede års mellemrum. Den bliver fundet i en drypstenshule dybt nede i De Schweiziske Alper, før Første Verdenskrig, af en amatør og naturvidenskabelig huleentusiast, som bliver døv af den mærkelige brummen. Han mener, den må være vidnesbyrd om underjordiske kræfter af geologisk art.

Stenen forsvinder efter Murens fald i den anden ende af århundredet, mellem hænderne på en kunsthistoriker fra det sunkne DDR, som har fundet den på et kunstmuseum i Düsseldorf og sætter livet ind, og til, på at opspore dens oprindelse.

Indimellem har stenen bevæget sig som en stafet gennem det turbulente 20. århundrede, fra finderens dødsbo til hans nevø, en tysk anarkist, der forelsker sig i en ung jødinde i mellemkrigstiden.

Videre fra hendes flugtbagage til en hittegodskontorbestyrer og det barn, han hitter, som gemmer sig i de østtyske skove, indtil Det Tyske Socialistiske Enhedspartis kadrer putter ham i Freie Deutsche Jugend, hvorefter han flygter med den nu lydløse sten i lommen til Vesttyskland, hvor han forelsker sig i en ung kunstnerinde, der lægger stenen i en æske, binder en sløjfe om den og kalder den et kunstværk, for hun har studeret Fluxus og Beuys og lært, at et kunstværk er en handling, som man beslutter, er et kunstværk.

Herfra, og med hjælp fra det kapitalistiske marked, havner æsken med stenen i en kunstsamlers bo, hvorfra den går til kunstmuseet, hvor den kvindelige kunsthistoriker von drüben drister sig til at åbne æsken, selv om der står udenpå, at den kun må åbnes på en 'kunstnerisk ansvarlig' måde. Men kan hun ikke det, så kan hun i hvert fald føre alt det udvendige vedrørende stenen og æsken til bogs, så der hverken er naturvidenskab eller kunst tilbage, kun kustodevirksomhed.

---

Det her er en kavalkade gennem et århundredes udvikling fra fascination af videnskab til fascination af først kunst, så 'kunst', det vil sige det, nogen kan bilde andre ind, er noget. Gamle P.A. Heiberg brugte i 'Rigsdaler-Sedlens Hændelser' metoden med en ting, der bevæger sig fra miljø til miljø og bruges til at sætte grupper og tider i kontrast til hinanden.

Nu er modernismen kommet imellem. Per Højholt brugte i 'Auricola' en flok ører på samme måde. Peter Adolphsen er nok mere inspireret af Højholts ører end af Heibergs kroner. Marcel Duchamp figurerer i baggrunden hos både Højholt og Adolphsen som urfaderen for den forskydning af kunsten fra værk til handling, som er det, der gør stenen til kunst.

Peter Adolphsen har ikke Højholts humor - eller nogen andens for den sags skyld, han er gravalvorlig. Men han har til gengæld en enestående evne til med få ord at lægge fylde og dybde i sine skitser af sindstilstande i det 20. århundrede, både omkring den modernistiske kunst, hvis udvikling stenen beskriver, og om meget andet: Tyskland, krigstiden, DDR, glade amatører og snurrige specialister. Det hele registreret i et minutiøst encyklopædisk sprog, af en knirkende arkivarstemme, som ejer præcisionens poesi.

Peter Adolphsen debuterede med små stykker, der allerede i anden bog truede med at blive manér, en selvkørende maskine, så velsmurt, at dens originaler begyndte at ligne imitationer. Han har med denne sin tredje bog foretaget et spring op til et nyt, hidtil uset niveau. Sprogmaskinen har fået resonansbund. Den kan pludselig håndtere mange forskellige slags stof og flette dem overraskende sammen. Et århundrede vokser frem af de små sider, stenen giver genlyd. Sjældent har der stået så meget på så kort plads.