Meget belejligt.

Bedst som den surt sammenbragte familie er ved at gå i spåner til Amalies nonfirmation – for anden gang kan man vel roligt sige – går farmor i brædderne. Sådan for alvor med fråde i mundvigen og hjertemassage på entrégulvet.

Grimt og grotesk, lige inden stegen bæres ind. Men også befriende, når nu Amalie har inviteret sin far og hele pap-menageriet med hjem til ’den store dag’.

Fokus flyttes
For fokus flyttes uvægerligt fra anstrengt latter og krypteret samtale til noget så elementært som et genoplivningsforsøg.

Om genoplivningen lykkes i konkret såvel som i symbolsk forstand, er ikke så afgørende. Det afgørende er, at det finder sted. At der hos Christina Hesselholdt sker noget, der forskubber en stemning eller forstyrrer en inerti, prikker hul på ulideligheden, så man pludselig må smile skævt eller le – om så det sker gennem tårer. Og på skrømt.

Sygelig forældreloyalitet
Scenen er hentet fra den sidste fortælling, ’En festlighed’, i Hesselholdts aktuelle sammensurium ved navn ’Camilla and the Horse’, og personerne er gengangere fra sidste års harmoniske lille kammerspil om disharmonien i et familiesommerhus (’I familiens skød’).

Både hvad angår tematisk trivialitet og formmæssig genkendelighed får vi altså en efterfølger til den ganske bredt appellerende bog. Et helstøbt efterspil med fynd og klem og opvarmet sovs. Og gysende klare iagttagelser af det overansvarlige barns sygelige forældreloyalitet.

Men også i bogens øvrige fortællinger, hvor tanker og hændelser flyver mere frit og litterært associerende, rammes læseren af Hesselholdts før omtalte punkteringer, ja som små blodpropper dukker de op og skaber ravage i flowet.

Kærligheden knirker og knager
I den første historie, ’Vandreturen’, der nok ender med at blive min favorit, møder vi Alma og Kristian, der er på en art dannelsesrejse i de britiske, stormfulde landskaber.

Med Wordsworth’s muld under vandrestøvlen den ene dag og Brontës forblæste hede den næste. Det knirker og knager i parforholdet.

De køber, lidt i distraktion, lidt i kedsomhed, hos en lokal handlende et par meget varme og meget lange uldsokker, og som værn mod kulden finder de på at bruge dem som halstørklæder: »En til os hver, strømpefoden dasker midt på brystet; Alma vover et smil. Latterligheden forener os. Så koldt er det«. Ved Gud er det koldt. Men altså også morsomt og mildt forsonende.

Spontan ømhed
Lignende anfald af vanemæssig eller spontan ømhed opstår undervejs i denne vemodige og muntre refleksion over en kærlighed, der muligvis synger på sidste vers.

Alma funderer over, hvornår hun i sin benævnelse – og begribelse – af forholdet begyndte at sige ’jeg’ i stedet for ’vi’, mens Kristian føler sig som »den magre agurk på eddikeflasken«.

Og endelig viser kærlighedens højborg, Wuthering Heights, sig at være en forblæst ruin. Man får sådan en lyst til at skærme de to mod vinden.

Skuffelse
Til gengæld blev jeg noget skuffet over, at titelfiguren Camilla og hendes brunstige hingst af en mand, Charles, ikke er dén Camilla og Charles, men blot et modnet dansk ægtepar, der forsøger at jage kedsomheden på flugt med en champagnebrandert og nogle ukurante barpiger på en luderbar i Berlin.

’Camilla and the Horse’ og ’Camilla og Charles’, som parrets kapitler hedder, afslører skam muntre øje- og tilbageblik i et samliv, »hvor din delle er min, og min delle din«, men svagere vil de to nu nok komme til at stå i min erindring.

Svingende intensitet
Så er der noget umiddelbart rørende ved eneboeren Edward, der i ’Dødsbo’ lukker os ind i sine forældres hjem, deres dobbelte selvmord og det gråmelerede liv som gammelmandsbarn, der lå forud. Og ligger foran. Lugten er klam og fuld af muggen kærlighed. Men dog af kærlighed.

Forlaget annoncerer, at ’Camilla and the Horse’ er »forbundne fortællinger om menneskelige relationer, længsel og brutalitet«.

Tjoh. Vel er der konkrete personsammenfald og tematiske overlapninger. Men lidt sammensurium er der nu også over foretagendet. Og en smag af svingende intensitet.