Efter borgerkrigen (1861-65) henlå store dele af USA som Tyskland efter Anden Verdenskrig.

Hærget, lovløst og i den dybeste armod.

Tilsætter man iltre folk fra Irland, har man ingredienserne til Joseph O’Connors nye roman, ’Guvernørens hustru’.

Det irske spørgsmål blev endevendt til søs i ’Havets stjerne’ (2005), der er en fremragende bog. Nu er emigranterne gået i land, men de har fortsat tankerne hjemme på den grønne ø.

Grum skæbne
De svirer og skændes.

Og de kæmper på begge sider i borgerkrigen.

’Guvernørens hustru’ er et kor af stemmer og myriader af oplysninger, som alle skal bidrage til at tegne et billede af general og guvernør, frihedshelt og tidligere tugthusfange James O’Keeffe. Hans skæbne bliver grum.

Det meste af handlingen udspiller sig i de første fredsår. Efter en række uheldige episoder er den store kriger O’Keeffe havnet som en slags guvernør i et ikke tæmmet territorium i omegnen af Utah.

Hans hovedstad hedder Redemption Falls. Han bebor byens eneste beboelige hus.

Og han er uvidende om, at skæbnen er på vej fra Baton Rouge i Louisiana i form af en pige, der leder efter sin bror.

Lig i lasten
Guvernøren har også nok at gøre med at holde sig ædru og i perioder forsøge at holde på sin kone af det finere newyorkerborgerskab.

Det viser sig, at pigens bror bor i guvernørens hus.

Og det viser sig, at den feterede helt har lig i lasten fra sin tid som frihedskæmper og senere livstidsfange i Tasmanien.

Joseph O’Connor kommer kloden rundt for at beskrive en stivnakkes endelige sammenbrud og forudsigelige undergang.

Langmodig
Forfatteren er meget langmodig med detaljerne.

Sproget er tilpasset den, som bruger det, så derfor rummer bogen en rigdom af dialekter og udtryksformer. Tonen spænder imellem underdanighed og irsk trods.

’Guvernørens hustru’ handler mest om guvernøren. Bogen giver et trøstesløst billede af en trøstesløs tid. Den røde tråd fortaber sig ofte i fodnoter og folkelige ballader.

Helt vedkommende bliver det ikke. Forfatteren breder sig, uden at intensiteten følger med. Han får aldrig rigtigt dåseåbneren i sin hovedperson.

Det er en historie, man læser med respekt og interesse.

Men hvor er ilden og det røde hår?