Goddammit, visse bøger er som en tyrefægtning og en snasket burger i skøn forening: De tværer sig ind i éns system med en brutal og hidsig insisteren. Det er en både virtuos og hårdkogt stil, der præger den yngre spanske kultforfatter Benjamin Prados 'Giv aldrig en kejthåndet revolvermand hånden'.

For én, der kender meget lidt til ny spansk litteratur - og kun en lille smule til dansk ditto - er det en sær, men betagende oplevelse at få Prado lige i synet. Hvad sker der? I fire kapitler underinddelt i adskillige ultrakorte dele får vi i rækkefølge de fire efterladte unge venners perspektiviske beretning om Israels liv og levned.

---

Israel er det karismatiske, tvetydige midtpunkt i de fems gruppe, og i det fortællende nu - der er arrangeret af en vis Benjamin Prado - former historien sig som en krimiagtig, barok afdækning af, hvad der skete i den løgnagtige, digteriske og romantiske Israel Lacasas korte, hårde liv, inden han uden et spor forsvandt.

Israel var en uheldig dreng. Hans far var en modbydelig sadist, der tampede enhver selvfølelse ud af ham med lige dele raffinement og grovhed, samtidig med at han tvang ham til at læse Dickens og Stevenson, London og Conrad, fra han var fem.

Moderen døde tidligt, og lille Israel sluttede sig til tre drenge og en pige, Sara, der alle boede i nabolaget. De havde en klub, fiskede, lavede numre og havde en hule i en trætop. Senere blev Sara og Israel kærester, Israel studerede jura, den horrible fader døde, Israel faldt fra studiet, hengav sig til aparte adfærd, der vakte faderens venners raseri og had.

---

Handlingen er til dels tilsløret og banal hos Prado, og en stor del af tekstens energi og kraft kommer af dens heftige stil og af det hårdtpumpede moment af levet liv og lidelse, der bærer den fortalte erfaring - vi er meget, meget langt fra den danske velfærdsnormalitet, der piller sig lidt i navlen, ryger en chillum, fræser en knallert og læser lidt mere nouveau roman, mens der ventes på kontanthjælpen.

Prados personer har en forkærlighed for pudsige sammenligninger, for eksempel »og så var der ordene (...) han brugte dem sådan: de mindede om (...) levende fisk på en pande eller noget i den stil«. Hvad angår livsfilosofien kommer den til orde i korte, talesprogsagtige sentenser, om eksempelvis kærligheden: »den fordobler dig, og den deler dig«, og om livet generelt: »Indtil det går op for én, at man kun er en brik, og at man ikke engang ved, hvad resten af puslespillet består af. Ikke andet. Resten fører ingen steder hen«.

Der er meget mere hos Prado, og jeg skal ikke røbe slutningens finurlige og morderiske krølle, men først og fremmest er der altså dette amalgam af Hemingway og Borges, Stevenson og Salinger, en frejdig, tæt, kortklippet, men også svagt bizar, Almodovar-agtig prosa.

Dropper De tyrefægtningen i år og bliver hjemme i Snekkerstens svale have, skal Prado hermed være anbefalet som et hedt pust af elegant spansk brutalitet.