Katinka My Jones’ debut ’Havet er sort, kysten er hvid’ (2007) fik lidt blandede ord med på digtervejen, forbeholden ros kunne man sige, men nu kommer hendes ikke mindre svære toer, ’Sølv’, og hvordan med den?

My Jones er en talentfuld elev fra Forfatterskolen, hun kan minde en smule om Pia Tafdrup, hævder nogle, hun skriver det, de fleste genkender som ’digte’: korte, inddampet intense linjer med fast venstremargin, og en art centrallyrisk jegs angivelige kredsen om natur, tid, død og kærlighed.

River My Jones sig nu med ’Sølv’ ud af denne lammende tryllekreds af det blot mådeligt interessante? Mit svar må blive et rungende »måske«.

’Sølv’ falder i fem dele med de ordknappe overskrifter ’Jeg’, ’Gave’, ’Spejl’, ’Port’ og ’Hest’.

I sig selv et lidet lovende inventarium, hestepige nørkler med spejle, porte og gaver. Men sølvet løfter sig godt undervejs. Især hestedigtene, der burde parres med Morten Scheldes enorme, røde tegninger af heste, det kunne blive helt godt.

Glimtvis humor og sanselig præcision
Løftet kommer til syne som en glimtvis humor, en sanselig præcision i blikket og en synftig kløgt, hvor det sidste f.eks. kan lyde sådan her:

»Men underbevidstheden sorterer/ordet ikke fra,/så det er umuligt at forstå et udsagn som:/Jeg elsker dig ikke. Nej forstår man til gengæld. Nej«.

My Jones’ prosaiske og urimede linjer opererer typisk med gentagelsesmønstre, f.eks. af ord eller vendinger som i »Se hvordan træerne vælter/Se hvordan benene ikke er ben«, eller den mere løbske »musklernes greb under skindet,/sener, hinder, hud, blod blod blod blod blod«, alt i en form, der viser hen til en art biologisk grund-analogi:

»Fugl, hund, menneske, hest;/ de ligner alle hinanden/når celledelingen begynder«.

Formernes fødsel ud af hinanden
Formelt viser dette sig hos My Jones som en babusjka-model, der også angiver formernes fødsel ud af hinanden:

»Men før eller siden ligger hesten/inden i en hest/som en russisk dukke«.

Mindst inciterende er My Jones for mig, når hun flirter med det åh-så-lyriske, som f.eks. her:

»et blodstænk udvider sig og bliver til en plet./Blomster i en gårdhave der tilhører alle«, hvor særlig sidste linje har sådan en pseudo-underfundig appel i sig.

Men der også en genuin og skarp sårbarhed og skrøbelighed på færde, som i afslutningen på gave-suiten, der konstaterer:

»Jeg troede jeg var en gave./At jeg kunne bære mig selv« – en god, gnomisk tristesse.

Jeg holder også meget af den ublu selvstyrke, der ligger i jeg-delen, det trompeterende »Jeg er mere fascinerende end noget andet/når jeg drømmer om heste og glas der falder/mod jorden uden at splintres«.

Slægtskab med Mette Moestrup
I denne udeblevne splintren kan man læse et distant slægtskab med Mette Moestrups lyrik, og under alle omstændigheder en indtagende dronningeattitude, der åbner sig midt i solens lys:

»Man kunne studere denne proces,/lade den gentage sig./Åbne hånden som et kort,/lade solen falde ind i striber/på det skakternede gulv/og stå der som en dronning«.

Sølv er i og af verden, men spejler den også månekoldt, hvis blot man husker at pudse det godt.

My Jones pudser talent-snerpende til, men skal måske stadig pudse sig selv lidt hårdere og mere kontant på digtningen.