Andrzej Tichýs roman ‘Fält’ hører ikke til dem, der umiddelbart gør læserens sind forårslyst, for det er en mørk, hård, tragisk historie, der berettes.

Ikke et eneste smil eller grin, for der er ikke noget at smile endsige grine ad, når man er flygtning på flugt gennem et Europa, som hader en. For anderledes kan den ene af de to skikkelser, Nadir, i Andrzej Tichýs bog ikke opfatte omverdenen.

For ham er verden ond, ond, ond. Her er ingen – og det skal forstås bogstavelig – lyspunkter på den vej, han er tvunget til at gå.

Lidt flere solpletter er der på den anden hovedpersons vej. Hun hedder Nadia. Hun har hørt til et sted, har fået et langt brev fra sin farmor, et brev, hun endevender for at søge at finde ud af, hvordan hendes verden er skruet sammen, og for også at finde svar på de mange spørgsmål, hun i den anledning stiller sig selv.

Intet håb for menneskeheden
De to – Nadia og Nadir – løber på hinanden på et psykiatrisk sygehus i Sydsverige, for her er de havnet. De spadserer sammen, taler sammen, og de venter sammen.

Det er Nadirs historie, der er den mest rystende, og ved læsningen af den bliver man endelig klar over, at der ikke er noget håb for menneskene. Sjældent har læseren læst så begsort en historie.

Og det er ikke kun Nadirs personlige historie, der har denne mørke farve, den farve ligger hen over hele menneskehedens.

Blanke sider
Nadia sidder en dag og bladrer i overgrebenes historie, idet hun kigger på nogle billeder i en bog med fotos fra en af åndssvageanstalterne i Rumænien.

Og så vender hun siden. Det gør læseren også, for det gør man jo, når man er nået ned på en side, og der ikke er mere på den, og hvad finder hun så?

En blank side, eller rettere en næsten blank side. Nederst på den står der: »Somalia 1992«, og teksten siger: »Tørstende og sultende børn i ødelagte bygninger«.

Læseren må selv lave billederne
De tørstende og sultende børn må læseren selv se for sig, og det gør man så, ligesom man gør det på de følgende 30 sider. De står på samme måde blanke bortset fra nøgterne, oplysende bemærkninger som: »En uniformeret mand retter et maskingevær mod en kvinde ved en vaskebænk«.

Læseren kan ikke undgå at se de to skikkelser for sig, og hun tænker, at det her er helvede. Og det er naturligvis også Andrzej Tichýs ærinde: Læseren skal se de helveder, vi har lavet for hinanden.

En atypisk apokalyse
Det er stærke, oprørende scener, læseren føres igennem, kulminerende med de blanke sider, hvor det er ens egen fantasi, som breder billederne ud. Og man må konstatere, at man faktisk går rundt med disse billeder inden i sig. Det er en grum oplevelse.

Læseren famler under læsningen rundt i et mørke, hvor der kun sjældent er lys at skimte. Man føler sig fortvivlet over de ufattelige forbrydelser, menneskene har udøvet, og i ‘Fält’ er der – i modsætning til de fleste apokalyptiske fremstillinger – intet håb at hente.

Ikke bare håndværker, men kunstner
Man bliver faktisk slået ud af fremstillingen af den massive ondskab, som Nadir møder på sin flugtvej gennem Europa, og når bogen virker så sjælerystende, som den gør, skyldes det, at Andrzej Tichý er en forfatter, der ikke bare er håndværker, men en kunstner, der får læseren til at se både ind i sig selv og ud på den verden, vi lever i, og til at spørge, om vi dog ikke kunne gøre det bedre.