Det er ikke nogen lille oplevelse at genlæse Salman Rushdies ’De sataniske vers’, her 20 år efter at ayatollah Khomeini afsagde sin ’dødsdom’ over forfatteren.

’De sataniske vers’ er en stor, skøn, spraglet, stopfyldt fortælling om to indere, der lever spændt ud mellem London og deres oprindelige hjemland og har deres hyr med livets mening, deres identitet og ikke mindst kvinder, kvinder, kvinder.

Samtidig er den en åbenlys hyldest til multikulturalitet, multietnicitet og afsindige kultursammenstød. Ikke mindst i passagerne om storbyen London og i dens stærkt underholdende festfyrværkeri af referencer til alle mulige og umulige mytologier – både de hypermoderne, dem fra Bollywood og islams helt egne.

Islam og profeten Muhammed
Voldsomme muslimske reaktioner blev som bekendt bogens skæbne. Men hvordan kommer islam og profeten Muhammed ind i billedet?

Joh, den ene af hovedpersonerne, Gibreel Farishta, er syg i hovedet og har vilde drømme. I dem er han ærkeenglen Gabriel, ham, der gjorde en arabisk forretningsmand ved navn Muhammed til profet ved at åbenbare Guds budskaber for ham.

Men Gibreel er også Satan, der smugler uhyrligheder ind i budskabet, så der er fra starten lagt op til en alt andet end ortodoks genbrug af islams grundlæggende fortælling. Eller rettere: Historien om ’De sataniske vers’, som Muhammed senere trækker tilbage fra åbenbaringen, er ikke Rushdies opfindelse, men en del af historierne om islam.

Men den er i øvrigt kun et enkelt element i den tredjedel af bogen, der kredser om Mekka og Medina (under andre navne), og som rummer deres helt egen version af en række skelsættende episoder i profetens liv.

Rushdies styrker og svagheder
SOM ROMAN har ’De sataniske vers’ de styrker og svagheder, man kender fra Rushdies øvrige forfatterskab. Han skriver blændende flot, og de ekstreme stilskift fra højt til lavt, mellem filosofiske indspark og hverdagslivskatastrofer, fortalt med pulserende indisk intonation midt i det brillante engelsk, kan stadig få en til at grine – og gribes – undervejs.

Rushdie er uhyre begavet og særdeles underholdende. ’De sataniske vers’ er efter min mening en af hans bedste bøger – i hvert fald den bedste af de fire, jeg har læst. Og det skyldes i høj grad det islamiske stof, der kun er blevet mere vedkommende her 20 år senere, hvor islam og profeten må siges at fylde noget mere i vores aktuelle bevidsthed, end de gjorde dengang.

Men hans svagheder er heller ikke til at komme udenom: at alt kan ske – og sker – i en roman, øger efter min mening kravene til klare plotlinjer og dramatisk spænding i den overordnede fortælling. Men den dramaturgi synes jeg ikke for alvor, Rushdie har styr på.

Leger med islams dogmer
Men hvad med fatwaen (Khomeinis religiøse dødsdom) og alle de andre muslimske reaktioner? Dødstrusler mod kunstnere er lige så uacceptable nu som dengang, og det helt uantagelige og i bogstaveligste forstand grænseoverskridende i tilfældet Rushdie var jo, at en stat – Iran – stod bag.

Men har bogstavtro muslimer derudover grund til at føle sig fornærmet? Det må man sige ja til – bogen er aldeles løssluppen i sin undergravende leg med islams dogmer og tidlige historie. Det er i vidt omfang det, der gør den spændende at læse også i dag, hvor mange af os ved noget mere – om end stadig meget lidt – om religionen islam og fundamentalistiske udlægninger af samme.

Rushdie skrev uforfærdet sin roman ind i en moderne tradition uden religiøse tabuer. Paradokset var, at han på en gang skrev med udgangspunkt i sin egen muslimske baggrund – og ind i et vestligt litterært rum, hvor dem, han fornærmede, slet ikke befinder sig.

Men de valgte selv at opsøge provokationen – og for ayatollahen og andre fanatikeres vedkommende at bruge den politisk i global skala.

Rushdie overlevede heldigvis. Det gør ’De sataniske vers’ bestemt også.

Læs mere om Rushdie-sagen i Tøger Seidenfadens Signatur.