Arvid er den gennemgående skikkelse i de fleste af Per Pettersons romaner, dog ikke verdenssuccesen ’Ud at stjæle heste’.

I den nye roman ’Jeg forbanner tidens elv’, der endnu ikke er kommet på dansk, er han midaldrende, men han fortæller en historie, der ligger længere tilbage. Han er i romanens nutid 37 år, året er 1989, hvor Muren faldt og hele verden drejede rundt.

Det gør den også i hans eget liv.

Han er ved at blive skilt fra den ungdomskæreste, han blev gift med, men det er nu ikke det, der er udgangspunktet for den eksistentielle sejltur, han indleder, da han tager danmarksbåden fra Oslo til Frederikshavn, moderens fødeby.

Konfronteret med en kræftdiagnose er hun taget en tur ned til det gamle sommerhus for at opsøge fortidens steder.

Her finder Arvid hende, og igennem et par blæsende novemberdage erindrer han sig tilbage til den barndom og ungdom, der som en tidens flod er skyllet hen over ham – jf. titlen, et citat fra et af Maos digte – uden at han har kunnet gøre meget andet end at lade sig rive med.

Mor-søn-forholdet er romanens omdrejningspunkt
Han ser ikke forandringerne, før de er over ham – »Jeg var uoppmerksom i livet mitt, ting skjedde og jeg fikk det ikke med mig. Vigtige ting«. Han bruger et billede af fedt, der glider af en teflonpande, til at beskrive tilstanden af ikke at have greb om tingene.

Moderen ser også, at der måske ikke rigtig er hold i ham. Det er mor-søn-forholdet, der er romanens omdrejningspunkt, skrevet frem med stort nærvær og bevægende melankoli. Han vil så gerne tæt på hende, men svælget er lige så stort som Rio Grande.

Men selv store floder kan udtørres, og det ville han gerne sige til hende, da hun blev 50. Da var han desværre blevet så fuld, at han havde glemt, hvad han ville sige, og siger i stedet de rystende ord: »Jeg husker ingenting om dig«.

Men han husker alt, mens han fortæres af ikke bare sin egen følelse af mislykkethed, men i lige så høj grad fornemmelsen af, at moderen har opgivet ham.

Hun har vendt sig fra ham, siden han afbrød studierne og meldte sig ind i maoistbevægelsen og blev fabriksarbejder. Mest for at please partikammeraterne, sådan skulle man gøre. Senere kom han til at arbejde i en boghandel.

Det litterære har altid været et bånd mellem mor og søn, men noget kan blive for sent. Det er den smertefulde erkendelse for Arvid. Han vil så gerne, men får aldrig gjort det helt rigtige. Da han i en formidabelt skrevet scene fælder det fyrretræ ved sommerhuset, moderen altid gerne har villet af med, får han helt symbolsk aldrig ryddet det væk. Det bliver bare liggende.

Raffineret psykologi
Romanen kommer på grund af moderens sygdom også til at handle om at dø. For Arvid bliver dette det øjeblik, hvor man forstår, at »alle muligheter for åt være den, du egentlig ville være, er over og forbi, og at den du var, er den de andre vil huske«.

Denne »sakte stramming om halsen« gælder både for mor og søn, men dette som så meget andet sætter de aldrig ord på.

Per Petterson sætter til gengæld ord på den tavse viden om hinanden, de to har.

Glem alt om traditionel og banal moderbinding, det er en meget mere raffineret psykologi, Petterson udfolder i sin lavmælte og gribende prosa, der her skaber en stor elegi over mor-søn-forholdet. Han er en forfatter, der skriver om et liv, der kunne være blevet hans.

Varmere end Hemingway og Carver
Som vi ved, gik det anderledes. I dag er han både læsernes og kritikernes yndling – bogens flapper kan næsten ikke rumme alle roserne om hans bøger, fra verdens betydeligste aviser. Det er svært at føje noget til dette jubelkor, som jeg gerne tilslutter mig.

Hvad er Per Pettersons hemmelighed?

Han bliver altid sammenlignet med Hemingway og Raymond Carver, som den unge Arvid da også læser.

Men Petterson har større varme. Det, han kan, er at få øjeblikket til at stå frem med en fuldstændig indlysende klarhed.

Kompositionens vekslen mellem et nu og et da udgør et sindrigt fletværk, der lægger en umærkelig eksistentiel dybde ind i de dagligdags scener, der alle kommenterer hinanden for at samles i billedet af en ensom, halvmislykket søn, der måske for sent prøver at råbe sin mor op.

Og sig selv.