Annonce
Annonce
Annonce
Skønlitteratur 20. aug. 2003 KL. 09.45

Helsingør for begyndere

Lars Kjædegaard har skrevet en kalejdoskopisk og episodisk roman om en række stille og skæve eksistenser.

Skønlitteratur Israel Falk

Info Lindhardt & Ringhof, 264 sider, 299 kr.
Forfatter Lars Kjædegaard
ISBN 87-595-2125-2
send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print
Den 60-årige platugle og seniorplayboy, Georg Tahlby, får sit slentrende liv ganske ændret i løbet af meget kort tid. Han ser en ældre Volvo, han må eje, han møder en kvinde, han må elske, og ved to dødsfald bliver han millionær og ejer af en brugtvognsforretning. Men også ensom, tom og trist.

Thi døden koster ved kassen. Den ene døde var netop hans eneste ene, den anden hendes mand, vennen som egentlig gerne på sit dødsleje ville have haft, at Georg havde overtaget konen. Men sådan skulle det ikke være, og sådan blev det aldrig. Og hvor skal Georg nu hen med sit liv og alle pengene?

Samtidig med denne historie, men med tråde til denne møder vi så titelpersonen, Israel Falk, den efterstræbte Volvos jødiske ejer med en fortid som overlevende fra holocaust. Han eller rettere hans søn vil ikke sælge, men så møder han den lettere autistiske mekaniker, Palle, som fra sin gamle skolelærer har arvet en fanatisk interesse for jødisk liv og kultur, især i Helsingør. Uden nogensinde før at have mødt en jøde.



Imidlertid åbner Palle sig og finder sig måske endog en kæreste, mens Georg klarer alle skærene, undtagen dem der gør ondt i hjertet og kan drive et menneske til vanvid og selvmord. Men det meste falder på plads, jeg siger ikke mere.

Lars Kjædegaards nyeste roman er en kalejdoskopisk og episodisk roman om en række stille og skæve eksistenser uden for Helsingør. Vi er så absolut i det Nordsjælland, som bestemt ikke er det mondæne sommerland for turisten, men snarere et mikroskopisk univers for mennesker, som kun nu og da er på solsiden af livet - og selv der med lidt tristesse i sjælen. Mennesker der så alligevel overlever på et usagt sammenhold og en underjordisk strøm af fælles værdier.

Kjædegaard er god til dialoger, og hans velturnerede realisme er både poetisk og præcis uden at være provokerende. Man holder af hans personer og læser side efter side for at vide mere om dem. Og det er netop bogens svaghed.



Der er mange bolde i luften med eksistentielle ambitioner, som ikke indfris, fordi vi sådan set aldrig får nok at vide om historiens personer til at erkende deres særegne eksistens. Vi får lidt mere end et visitkort fra hver og sådan er det, og det er for mig ikke helt nok.

Dermed ikke være sagt at 'Israel Falk' ikke er underholdende og læseværdig. Netop visuel og scenisk med gode replikker til sympatiske mennesker. Sådan lidt Helsingør for begyndere, mere som en moderne dansk film end som en moderne dansk roman. Det er ment både som et kompliment og en begrænsning.