Anna Mejlhede, der selv er af præstestand, fortæller om Victoria på 11 år, som flytter fra Paris og ind i præstegården, dér hvor kragerne er vendt.

Vi er i Jylland, og far er blevet nede i det franske. Menigheden undrer sig over, hvor manden bliver af. Og Victoria er ked af det.

’Victoria og den røde silkekåbe’ er dog en hyggefyldt historie om at tage 4-toget den anden vej.

En forvildet sjæl
Victoria og hendes mor møder sognets børn med åben pande, og pigen Stine dukker op. Hun er klart historiens mest interessante person. En forvildet sjæl uden rod og overblik. Gennemsigtig og grænseoverskridende.

Victoria har aldrig oplevet noget lignende. Og det har hun heller ikke ovre i stalden, hvor hun finder en rød kåbe fra oldtiden, som bringer hende i kontakt med discipel nummer 13 og 14: Maria og Martha. De er ikke uhyggelige, men medfølende, og de hjælper hende, da Stine forsvinder. Det er Victorias skyld, tror hun.

Det er femi-fantasy
Og imens bages og pludres der over hække og i køkkener i det lille sogn. Også hos naboen, der er bøsse og jøde. Der går en del husmor i bogens mange detaljerede beskrivelser af mad og boligindretning. Sådan er det i femi-fantasy.

Anna Mejlhede er en rolig fortæller. Hverdagen vinder over den magiske kåbe ovre i stalden. Den er også for tynd! Til gengæld luner det at læse om solidarisk flytterod og blandet saftevand. Bogen har et stort hyggepotentiale. Det dramatiske element er forholdet imellem de to umage piger. Mellem vanvid og vemod. Og det bliver ikke forløst.