Novalis lod knøsen Ofterdingen sukke af længsel efter poesiens blå blomst, og Shelley besang romantisk den følsomme blomst, ligesom senest f.eks. Peter Waterhouse knytter an til byens elektriske lysblomster.

Blomsten har på samme tid været et arkebanalt motiv og et uopslideligt topos for europæisk, og såmænd også arabisk og asiatisk, lyrik. Hvorfor egentlig?

Spekulativt kan vi foreslå, at blomsten vækker intense æstetiske sansninger i kraft af sin lugt og sit udseende; at den er så tilpas lille, at den er egnet som anskueligt emblem (i modsætning til f.eks. blåhvalen, der ikke kan prale af samme poetiske forhistorie), og endelig, at den med sin status af uskrømtet forgængelighed stærkt indkapsler en lyrisk intuition om menneskelivets forgængelighed.

Men blomsten er også ofte degenereret til utålelig banalitet, f.eks. i poesibogens regi, hvor der skal en hel Aidt til at få den til at – tilgiv mig – blomstre igen.

Når forholdsvist højkanoniserede norske Øyvind Rimbereid (f. 1966), der nu er nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris, kalder sin digtsamling ’Herbarium’, bevæger han sig derfor ind i et mildt sagt traderet og overtrasket felt, hvor det gode måske er, at han fra begyndelsen vedkender sig det hengemte og halvdøde, der ligger i ideen om herbariet – de tørre og hengemte planter organiseret efter en art systematik. Som indlysende samtidig er siderne i en florissant digtsamling.

Langt fra Norge
Konkret er samlingen – der modtog Brageprisen sidste år – ordnet som 20 grafisk forskudte og rimede digte omkranset af en prolog og epilog; titlerne og undertitlerne er blomstrende, ’Blå valmuesøster’, ’Tulipan’, ’Rose’, ’Hvitveis’, ’Peon’ etc.

Et enkelt digt er prosalyrisk skrevet over en episode i ’Absalon Pederssøns dagbok 1552-1572’, men ellers er der tale om digte, der typisk kan lyde sådan her:

»Lys over alle skomakerhjem, varehus, palass!/ Også over den lange framtidstrappa/ som selv forsvinner i lys!« eller »Var det trekken fra øst/ som for et øyeblikk/ vekket henne? Med glipende øyne i skyggen/ mellom serviceboligens laveste fjellhylle/ og rododendrontreet/ som hennes første jak –/ kalv akkurat nå gresser omkring«.

Og jeg ved søreme ikke ... Rimbereid er angiveligt højt værdsat i Norge; og jeg er muligvis belastet af at være på en vis afstand af det norske; men Rimbereids kloge, velfungerende poesi, der væver sig gennem et herbarium af politik, økonomi, historie, litteratur og filosofi (Giordano Bruno optræder her også), lader mig nogenledes kold.

Får næppe prisen
Og det er ærgerligt! For Weekendavisens anmelder, den skingert højtråbende reklameagent Lars Bukdahl, fedter i sin anmeldelse af Rimbereid på Litlive.dk flittigt for de kvindelige poeter Anna Hallberg og Mette Moestrup og benytter endog med vanlig, national-provinsiel aplomb Moestrup til at dukke Rimbereid.

Så kan man næsten ikke andet end få lyst til at hylde samme Rimbereid, selv om det bedste selvfølgelig er at slalome uden om blålyset Bukdahls mange manøvrer og se uhildet på teksten selv.

Men ak, det giver ikke meget mere end Bukdahls vanlige vræl, nemlig en tør konstatering af, at ’Herbarium’ næppe kommer til at tage prisen hjem i år, og at det er helt i sin orden, der er andre og mere intenst duftende blomster på marken.