Den klassiske flanør er mennesket, der begiver sig ud i modernitet og metropol uden kort eller kompas, pas og papirer.

Slentrer tilfældigt på må og få og med idelig foragt for turisten med turguide og byplan.

Han – kvindelige flanører er få – er som regel af digterisk temperament og sensibel sjæl, gerne med et visionært visuelt fokus på det tilfældigt passerende.

Formål er det at se og (for)tolke og så gå hjem og kreere indtryk, hvor promenadens tilfældige tegn lutres til en mere struktureret retorik, som alligevel emmer af det midlertidige og momentvise.

Engang et lyrisk stilleben i Baudelaires 1800-tal, men nu også kakofonisk levende billeder.

Den sidste dandy
Dette er Jørgen Leth netop garant for i hele sit virke, her og der og alle vegne.

Med et rask slag på rejsetasken er han så ikke en af de få kunstnere herhjemme, der har formået so oder so at omkalfatre senromantikkens poetiske flanør til en filmisk kunstner med både stort f og k?

Til den sidste dandy i en tid, som mere og mere stener til i enten gold materialisme eller salmesyngende politisk korrekthed?

’Tilfældets gaver’ er just flanørens filmiske erindringer om forne film og film for fremtiden, som endnu er futuristisk og optimistisk, endnu ligger i det uvisse, endnu ikke virkeliggjorte.

Vi begynder med afsnittet ’Poetik’, som præcis er strøtankens teoretiske flan.

Ren spontanitet uden præk
Dog med skjulte dogmer, æstetisk løsagtighed og latent intention er de verbale spredehagl i Leths listige plan: at omkredse det filmiske ud fra alt andet end tanke, ord og sætning, men som ren film, ren kunst, ren spontanitet uden pastoral præk og moderigtigt påbud.

Siden får vi praktik på siderne.

Jørgen Leths noter og strofer om sine egne film.

Om det mere eller mindre perfekte og nu og da legende menneske, ’Dyrehaven’, ’Stjernerne og vandbærerne’, danske forfattere, Klaus Rifbjerg par lui-même med eget mæle, Søren Ulrik Thomsen frapperende unplugged på eventyr på Haiti, ’Udenrigskorrespondenten’ og andre omstrejfere fra pol til pol.

Plus meget mere.

Kolonial selvforståelse og notorisk spleen
Samt de berømte ’fem benspænd’, som Jørgens katolske discipel og djævel, den divine Lars von Trier, udsatte vor filmiske globetrotter for som engagementets fristelse over for tilværelsens ulidelige let(h)hed.

At drikke kold chablis og spise kogt laks med hollandaise, som om intet var hændt hverken i Indien eller på Cuba.

Vi kommer således Jorden rundt i 80 dage med dansk films svar på Phileas Fogg med både stiv overlæbe, moderne dresscode, kolonial selvforståelse og notorisk spleen med længsel efter det alternative sanselige i det fremmede.

En eklatant kunstner, som i sin udlængsel og rejseliderlighed, sågar med en hang til alt andet systematisk germansk, som står med gotiske bogstaver i eksistensens køreplan, hvor toget går til tiden og ankommer punktligt til småborgerskabets personløse perron.

Kættersk og i clinch
’Tilfældets gaver’ er i den grad kættersk både mod de sidste dages hellige omkring tidsskriftet Heretica og energisk, evindeligt i clinch med alle kulturradikale meningsmålinger.

Sålunde er Jørgen Leth pokkers helt sin egen.

Tak for det, dog med forbehold for en del lommefilosofi og hurtige cirkelspark mod dette og hint.

Flanørens grandiost ligeglade tanker river immervæk stærkt i sjælen på enhver fastboende biedermeier med klippekort til vanen, varm mad fra kantinen, mand og kone til globryllup i Ikea og torsdagskoncert med gode gamle Händel og kold hvidvin i pausen.

Kære læser, tilværelsens gaver kan også blive dine. På papiret i det mindste.