I ubrudt nutid fortæller Anita Krumbach om drengen Elo.

’Et mærkeligt skib’ er tynd og tæt. En insisterende parade af konstateringer. Fuldført rækker de fra himmelhøj glæde til grøftedyb sorg. Historien om Elo er kortprosa, når det er kortest. Og en debut tillige.

Fuld af ubrugt varme
Man skal gætte sig til meget. Ikke mindst om Elos datid. Mor er der ikke mere. Far spuler gulvet i svømmehallen. Elo er sådan en fnisende, leddeløs skabning. Han er fuld af ubrugt varme. Så da Rune kommer ind i klassen, og de to bliver sat sammen på en opgave om Canada, får Elo en mor.

Hjemme hos Rune regerer Susanne, og i en kort periode flytter Elo ind i en drøm. Her er hjemmebag og brændeovn. Venlighed og saftevand. Men glæden er for stor. Elo kan ikke styre sig selv. Og en dag står Susanne i døren og siger: »Ikke i dag«. Det er hjerteskærende læsning. Historien ender, hvor den begyndte, i ensomhed og hjælpeløshed. Og det mærkelige skib driver havareret af sted i isfyldt farvand.

En såret sjæl
Elo bliver fulgt tæt. Hans originale iagttagelser og daglige ydmygelser. Læseren kommer helt ind i en såret sjæl og fornemmer, at her er måske drengens sidste forsøg på at gå i udbrud. Hvad præcis der er galt med ham, og hvorfor den klorduftende far ikke træder i karakter, det skal man gætte sig til. Der kommer en knitrende kontrast ud af den betydelige forskel imellem en tåget virkelighed og en kirurgisk registrering af opløsning. Sproget er poetisk midt i al nutiden:

»Små døre lukker sig i ham. Lukker ned for til sidst at fjerne den sidste rest af skrøbelighed«.

Nemt er det ikke at læse ’Et mærkeligt skib’. Den ligner ikke mængden af hurtige bøger. Og alligevel er den både nem at forstå og stærkt bevægende. For vi kender alle en Elo.

Bogen kiler sig ind på hylden med korte fortællinger som dem, der skrives af Peter Mouritzen, Bent Haller, Hanne Kvist og (naturligvis) Louis Jensen.