Jeg har lige lugtet til mine brugte underbukser.

Borede snudeskaftet helt ned i bomuldstrekanten, der hvor al snasket fra kussen naturlovmæssigt samler sig til en stiv, hvidlig kage. Hvad lugtede det af? Lidt syrligt, lidt havagtigt? Mest af sved faktisk!

Pointen er, at den lugt aldrig mere vil forplante sig til min opfattelse som ’uhumsk’. Aldrig mere vil følge de kulturelle lugtkonventioner, der udgrænser den fra hverdagens accepterede duftrepertoire.

Ikke efter at have annammet budskabet i tyske Charlotte Roches debutroman ’Vådområder’, hvor introspektionen af kvindekroppens sekreter, lugte og huller tilbageerobres af kroppens ejer.

Nærstudier af alle ind- og udgange
I det brave, uhyre velskrevne udspil møder vi attenårige Helen, som er kommet til skade med ladyshaveren, da hun skal fjerne hårene i røven. For at nærme sig tidens glatbarberede ideal har hun måtte lave en rundbarbering, der uheldigvis er resulteret i en flænge ved røvhullet, som hospitalet nu må lappe sammen.

Sengeliggende med meget ondt mellem ballerne og udsigt til at kede sig ihjel foretager Helen sig tankevækkende ting. Hun indynder sig hos den mandlige sygeplejerske Robin ved at overtale ham til at dokumentere hendes blodige krater med et kamera, så hun ved selvsyn kan studere såret.

Helen er nemlig optaget af kroppens mangfoldige ind- og udgange, de væsker, der siver fra dem, og de lugte de afgiver. Alt må smagstestes og beføles, så kroppens terræn og lystpotentiale kan kortlægges.

Heldigvis får hun menstruation undervejs, så væskerne fra de forskellige huller kan blandes og proppes i munden sammen med andre af kroppens generøse udsondringer. Ligesom hun fantaserer om at tisse på gulvet, så alle der kommer på besøg vil trække hendes spor med sig overalt, hvor de færdes.

I yderkanten af Helens virkelighedshorisont lusker en verdensfjern faderskikkelse og en straffende mor rundt som repræsentanter for det samfund, der forbyder piger at pille undersøgende ved sig selv. Men det skider Helen på helt bogstaveligt.

Sansebaseret kropsfortolkning
Lad gå, at romanen kunne være skåret 50 sider, samt at den næsten vulgærfreudianske historie om forældresvigt og tabubelagte selvmordsforsøg virker påklistret. Det er alt det andet, der er romanens hovedærinde. Det, der rykker.

Ved at udpensle Helens omgang med sine slimede bussemænd, sårskorper og menstruationsblod tager Roche et krast opgør med alle de områder, hvor kvindelighed disciplineres til krøbling: hygiejne, seksualitet, æstetik og skønhed.

Samtidig etablerer hun en platform for erkendelse hos læseren. For når væmmelsen stiger én op i halsen, tvinges man i nærkontakt med egne grænser. Kolliderer praktisk taget med de kulturelle konventioner, man dydigt har indoptaget i sine livslange bestræbelser på at blive anerkendt/genkendt som ’rigtig’ kvinde.

Umiddelbart virker ’Vådområder’ genremæssigt beslægtet såvel med Melissa Panarellos ’100 tag med hårbørsten’ (2003) som med Catherine Millets ’Catherine M’s seksuelle liv’ (2001). Som Roche har de begge udpenslingen som fortællestrategi, når de beskriver de kvindelige hovedpersoners hang til at stille sig til rådighed for seksuel udnyttelse.

Men hvor Panarello og Millet i mine øjne foregiver at ville spejle kulminationen på kvinders seksuelle frisættelse ved at pege på underkastelsen, objektgørelsen som mulige nydelsespositioner for kvinder, men reelt går det mandlige bliks ærinde, giver Roche Helen fuld kontrol over sin sansebaserede fortolkning af egenkroppen.

Delte vande
Som kvinde tager man imidlertid ikke patent på fortolkningen af sin egen krop uden at ryge en tur i skammekrogen. Den tyske tabloidavis Bild, der under normale omstændigheder ikke kan få smuds nok, kalder helt konsekvent Roches roman ’Ekelbuch’.

Men hun er også blevet hyldet for at pege på alt det ved kvindekroppen, der almindeligvis bortdømmes, fordi det ellers forstyrrer billedet af den idealiserede kvindelighed i sin æstetiserede, objektgjorte og seksualiserede form.

Også i Danmark deler vandene sig. Mens Jens Andersen fra Berlingske i sin anmeldelse højlydt forarges over eskapaderne, kalder dem »facebook unplugged« og efterspørger »kvindefrigørelsen i denne opreklamerede fis i en hornlygte«, mener Lilian Munk Rösing fra Information, den er »kvalmende interessant – ikke bare æstetisk, også kulturanalytisk«.

Spændvidden i de to anmeldelser fik mig til at tænke på et afsnit i Hanne-Vibeke Holsts bog ’Ned til kvinderne’ (2000), hvor en mand just kønsskifteopereret til kvinde smerteligt erkender, at han selv med ny, fin kusse og kvindeligt cpr-nummer aldrig kan erhverve sig de kropslige erfaringer, kvinder fra naturens hånd gør sig.

Mandlig forståelse
Jeg tillader mig at tro, denne subtile pointe har relevans i forhold til vurderingen af ’Vådområder’. Kan man forstå og værdsætte Roches introspektion, hvis man er en mand? Jeg mener, virkelig forstå?

Kan man se det kulturkritiske, ja, det rent ud sagt subversive i det, der for et ordinært blik fremstår ækelt, hvis man ikke selv har erfaringer med følelsen i vagina, når den fyldes og tømmes?

Måske er det unfair at riste Jens Andersen, fordi han ikke er født med en kusse. Men hvor han ækles, oplever jeg romanen som noget af det vigtigste, jeg har læst i årevis.