Når man udgiver små, gratis teksthæfter i lettere forvokset pixibog-format, er det selvfølgelig ikke udødelige mesterværker mejslet i granit, man beskæftiger sig med.

Det er logisk nok tale om noget mere hurtigt og kortfattet. Noget til at stikke i lommen. Have med i bussen. Smuglæse. Få et kick i 5A, så man samtidig slipper for synet af en Nørrebrogade, hvor Bondams trafikforsøg har kværket storbyens puls så godt og grundigt, at man i myldretiden føler sig hensat til en bilfri søndag i 1973.

Den fynske lurifaks Viggo Madsen får sammen med Kristina Stoltz æren af at skyde Fingerprint-serien i gang.

I Madsens ’Ønskebarn’ sidder en vægtig herre og læser i en Die Zeit-lignende publikation på et mondænt torv i en europæisk storby en sen eftermiddag. En balletpige i lyserødt laver rejehop. En ’socialtabertype’ reciterer sætninger, som han tilfældigt/ikke spor tilfældigt hiver op af en plastikpose.

Sat som absurd scene bringes pænt store spørgsmål som religiøs fundamentalisme, naturromantikkens ubæredygtighed, moderbindinger, sjælevandring på bane sammen med spørgsmålet om, hvorvidt en krukke med slimede ål kan agere kusseerstatning.

Formatet passer
På typisk Viggo Madsen-facon bliver man udsat for en uforudsigelig blanding af eminente formuleringer, visdomsord og vandholdige vittigheder.

Det starter i fin stil med »Kvinden kan defineres som et væsen, der tildeler manden opgaver«. En afvæbnende anti-autoritær understrøm ulmer under hele den rablende traktat.

Mullaher, moderdyr og embedsmænd får på gongongen. Også den logiske indvending imod sjælevandring kommer på banen. Hvordan forestiller man sig egentlig, man skal kunne gøre comeback på den karmiske trappestige, hvis først man er endt som indvoldsorm i en hund? »Ved at være sådan en sød lille indvoldsorm, måske?«.

Det uformelle og kvikke format passer fint til Viggo Madsens snurrigheder, og i dén ramme sluger man så også vittigheder, der lader De Røde Brigader have moro på Aldos bekostning, bytter om på engelskmandens ’diarré’ og ’diary’ (dagbog) og bramfrit hævder, at en eller anden Allan er stor.

Street digtning
Også Kristina Stoltz betjener sig af et sprog, der passer til det hurtige, uformelle format. Det er poetiske hofteskud, der bramfrit vrænger og vrikker sig vej fra rum til tekstrum i de 13 x 13 linjer, der udgør ’Hjemstavn no. 13’.

En slags lyrisk chicklit: »Jeg vil gerne have silikonepatter og en is med tre kugler«. En mundret digtning, der betjener sig flittigt af engelske gloser. »Slik såret og vær dog lidt street«, skriver Kristina Stoltz.

Hun er selv ret street i disse digte, der lever højt på energien, når de stamper snarere end slentrer sig af sted i digtets byrum i en tid, hvor »retsstaten er svækket, ja døsig«, og hvor det meste har det med at gå hurtigt snarere end stikke dybt. Det gælder også disse digte. Skabt til at klapre hen ad fortovet i lommen.

Og så bliver der da noget liv på Nørrebrogade, der kun ligger et par stenkast fra Underwood Ink. i Ryesgade, hvorfra de første eksemplarer af Fingerprints digtsamlinger blev frigivet.