Efter reglerne skal også Grønland nominere en kandidat til Nordisk Råds Litteraturpris, og det er i år blevet til Qujaukitsoqs digtsamling ’Sisamanik Teqeqqulik’, i det foreliggende oversat til dansk.

Byrden er tung at løfte for den grønlandske kandidat. Alt for tung. For det første er det næsten umuligt at vurdere digtene efter fortjeneste, når man – som jeg – ingen som helst fornemmelse har af, hvordan de lyder på det oprindelige grønlandske.

For det andet kan jeg dermed slet ikke vurdere oversættelsens kvalitet, eller mangel på samme. Og for det tredje er digtene – som de foreligger for mig – næsten pinagtigt ringe.

Efterskoledansk
Sprogligt er der adskillige tåkrummende greb, f.eks. »heller ikke om hvornår jeg skreg gav mit første grin«, »hvad er dine hensigter for min eksistens?« etc.

Dertil kommer en tendens til det, jeg ville kalde for et efterskoledansk, f.eks. »jeg bliver nemt forvirret midt i det hele/ Satans liv – du gør mig så pisse sårbar« eller »Vil du stadig livet?/ Er du til noget?«. Her punkteres den eksistentialistiske patos af et ubehjælpsomt sprog.

Livet og kærligheden
Er det hele da ren elendighed? Ikke udelukkende.

Der er – gennem tågerne af ringe sprog og pueril råben – noget, der kunne minde om ansatser til noget ikke helt elendigt, f.eks. det rapagtige digt ’The Lost One’ med strofer som »Politisk emne /toiletrulle/ Peter Pan/ jeg’ ikke din fan« og »Violet hjerte/ express card/ Noahs ark/ jeg’ i din park«, hvor noget helt barokt og næsten vittigt sniger sig ind og løfter det hele. En anelse.

Som det måske fremgår, er digtene overvejende på urimet prosa og tilsyneladende uden nogen synderlig metrisk komposition; de kredser tematisk om ’livet’ og kærligheden; der fremsættes kritik af forbrugerismen på Grønland; der luftes en vis postkolonial aversion mod det danske og engelske sprog, f.eks. »Jeg kommer ikke til at blive engelsktalende/ for din skyld/ Jeg kommer ikke til at uddanne mig på dansk/ for din skyld«; der ymtes lidt om religionen og troen og sendes hilsener til forfædrenes fangerkultur.

Sympatisk forord
Potentialet i selve stoffet er i og for sig stort – med konglomeratet mellem det politiske, det religiøse og det kulturelle, på den spændte grænse mellem Grønland og den vestlige verden; men det fordrer immervæk en digter af en helt anden kaliber, end Qujaukitsoq her fremstår som.

Digteren selv har leveret et forord – der virker så ualmindeligt sympatisk og hjertegribende, at man næsten ikke nænner at kritisere de efterfølgende digte. Men med de forbehold, jeg ovenfor har taget, er det desværre umuligt at komme uden om at konkludere, at Grønland øjensynligt ikke for tiden har en digter, der er blot i nærheden af at kunne modtage Nordisk Råds Litteraturpris.