Hvis du, min læser, har besluttet dig for i al fald at læse én god bog her i foråret, så lad det være Agneta Pleijels ‘Kongens komediant’.

Den har nemlig alt det, som god litteratur rummer: et sprog med mange nuancer, der er fordansket på suveræn vis, en historie, som fra første side fænger og fængsler, nogle fint tegnede karakterer og endelig en handling, man fascineres af.

Læseren lytter med
Denne udspilles i Sverige under Gustav III’s regeringstid. Gustav III var som bekendt så uheldig, at han blev skudt under verdens mest berømte maskebal og døde 11 dage efter, at skuddet var faldet.

Tæt på ham, tættere end nogen anden, er en lille skuespiller, som under hans sidste sygeleje læser for ham både dag og nat. Han hører og ser derfor alt, hvad der foregår omkring kongen i disse hans sidste dage, og det fortæller han på et langt senere tidspunkt til en gammel veninde. Liten kalder han hende.

»Du skal høre på mig«, siger han, »ellers får jeg ikke lov til at dø i fred«. Læseren får ikke at vide, hvad Liten tænker og føler ved beretningen, men denne diskrete modtager er lidt af et fortælleteknisk scoop. Liten lytter, og læseren lytter med.

I lære som læge
Vores fortæller er skuespilleren Lars Hjortsberg, og han beretter om sin barndom, sit liv ved teatret og om de dramatiske begivenheder tæt på kongen. Hjortsberg er en lille splejs, men han kan en masse, og især kan han få publikum til at vride sig af grin. Ikke dårligt for og af en skuespiller.

Den vigtigste tid i hans liv er de dage, hvor han er i kongens sengekammer op til kongens død og læser højt, når Hans Majestæt ønsker det. Hjortsberg fortæller nu som gammel om sit liv lige fra begyndelsen med de fattige forældre og den store søskendeflok, om teaterlivet og teatrets folk.

Der har stået teater over det meste af hans liv og tid, faktisk var han lige ved at blive født under en forestilling. Da familien ikke kan mætte alle mundene – der kom et barn hvert år – kommer han i huset hos en gammel læge, som lærer ham en del tricks. Men læge kan han ikke blive, for han er teatrets barn, og han bliver en strålende komediant.

Teatret er tomt
Men det er ikke nok. På et tidspunkt fylder vanære og skam ham: »Over alt det, jeg havde gjort. Eller fejt havde undgået. Mit liv havde bestået af tarveligheder, smiger og hykleri. Jeg var blød i ryggen som en regnorm«.

Og han fortsætter: »Hele tilværelsen var et gigantisk narreværk. Menneskeheden var rådden, fuld af skarn, den krøb, den åd, den tømte sig. Jeg indså, og det med stor skræk, at Gud var det allerstørste blændværk, skabt af menneskene for at danne en barriere mod intetheden«.

Han kommer dog ud på den anden side, men selvopgøret og hermed også afsløringen af hykleriet, hovmodet og hoflivets tomhed er stærk og påtrængende, og selv om han er teatrets ægte barn, ved han, at også teateret er tomt.

Agneta Pleijel er en glimrende forfatter. Sidste år kom hendes bog ‘Dronningens kirurg’, der også kredsede om livets genkommende spørgsmål, og ligeledes var fortalt med det suveræne greb, Agneta Pleijel har om sprog og handling.