Allerede fra første side er læseren indfanget af 'Den lukkede bog'. Med denne roman på over 500 sider debuterer den godt 40-årige Jette Kaarsbøl på Gyldendal.

Vi er i en gade nær Amalienborg en kold mørk morgen i marts 1933, og det undrer pigen, der er inde for at tænde op i spisestuen til herskabets morgenmad, at den gamle dame i karnappen overfor sidder på sin plads så tidligt ... Både pigen og herskabet er uvæsentlige for resten af historien, men den gamle dame er den Frederikke, hvis skæbne og udvikling vi skal følge.

Vi møder hende lidt længere henne i romanen som nyforlovet og medgørlig rødhåret borgerdatter i 1875, følger hendes udbrud til fordel for et ægteskab i det fritænkende miljø omkring Brandes-brødrene, møder hende igen som ensom, forgyldt hustru i 1883 og genfinder hende som gammel, ondskabsfuld dame kort før hendes død.

Frederikke udvikler sig gennem hele romanen - ikke nødvendigvis i positiv retning, det er der grunde til - men dens heltinde bliver hun aldrig rigtigt. Dertil er forfatterens blik på hende for skarpt.

Foruden Frederikke og hendes nærmeste - som der tegnes grundige og ukonventionelle portrætter af - har Jette Kaarsbøl befolket sin roman med mange små, men betydningsfulde skæbner, bipersoner og historiske personer som f.eks. Georg Brandes, hvis heltekårede piedestal hun rokker velgørende ved.

---

Forfatteren behersker det store format, et myldrende persongalleri og sin egen moderne forfatterrolle, som hun endda har frækhed og overskud til (sine steder næsten risikabelt) at minde om. Hun har modet til bardus at lade forfatterstemmen kommentere moral- og samfundsforhold midt i fortællingen, som da heller ikke lader sig standse.

Den skiftevis resignerede, sarkastiske og kærligt overbærende forfatterstemme viser os verdens dårskab, forfængelighed og kærlighedslængsel i skikkelse af Frederikke, hendes indskrænkede, selvgode teolog-forlovede, hendes store kærlighed, den idealistiske kvindelæge Frederik med tornen i kødet, hendes konventionelle forældre og ukonventionelle søster, dennes jyske godsejermand og grimme erot af en spillelærer, Frederiks lykkelige kunstmalersøster, hendes elskelige ægtemand, den velmenende, men også indbildske og hykleriske Brandes-kreds, tjenestefolkene, portneren, diverse sagførere, gadens fattige og så et par personager, der synes vellykket omplantet fra et Dostojevskij-univers.

Det er i mange tilfælde netop disse personer, der sætter skred (ja, netop skred!) i handlingen.

---

Men det, der holder denne læser fanget, er først og fremmest, at der hele tiden er små glædelige, sproglige overraskelser, klichéer der afsnubbes, før de folder sig ud, og beskrivelser, der tager en lidt anden drejning, end man ventede.

Der er liv i sproget, kort sagt, en lydhørhed og vilje til at komme ud i dets kroge, men også hvad der kunne ligne en barnlig (eller lidt ordblind?) brugers bevidsthed om dets fælder og folder og spil.

Et par gange er spillene overflødige og derfor lidt skæmmende for den ellers suveræne sprogbrug. Men et par små skævere tager jeg hjertens gerne med til gengæld for det sproglige og mentale overskud, der præger 'Den lukkede bog'.

Også for dem, der hænger sig mindre i sproget og mere i handlingen, er der nok at komme efter. Lad os ikke gøre os bedre, end vi er: der skal også lidt spænding, lidt skadefryd, lidt af den sikre forventnings glæde, lidt rørthed over gedigen tragedie og snagen i andres kiksede sexliv.

Men først og fremmest vil vi nok gerne bekræftes i, at kærligheden om ikke sejrer, så dog findes - og ikke kun den erotiske, det billige skidt, men den store - næstekærligheden. At det bliver godtgjort i 'Den lukkede bog' - på måder, der aldrig er i nærheden af det utroværdige, klamme eller letkøbte - er en ikke ringe bedrift af en stor og moderne roman i 2003.