Et norsk ægtepar er på ferie på en unavngiven tropeø.

De ligger på stranden og betragter de indfødte. »»Der er noget over deres fysik«, sagde hun, og han mærkede et stik af jalousi. »De er utroligt smukke«. Hun strøg ham over armen. »Men det føles også meget fremmed, synes du ikke?«« Alle, der har prøvet at rejse langt hjemmefra, kender følelsen af, hvordan det fremmede er forlenet med både en særlig skønhed og magi og med en potentielt truende fremmedhed, der giver det eksotiske sus i maven, man rejser for at opleve.

En filmisk roman
I norske Sara Johnsens ’White Man’ ligger denne tvetydighed til grund for et drama, der ender med mord. Sara Johnsen har baggrund i filmens verden – hendes spillefilmsdebut ’Vinterkys’ var Norges officielle Oscarkandidat i 2005 – og det mærker man tydeligt i ’White Man’, der er en ekstremt filmisk roman, hvis begivenheder fortælles fra flere forskellige synsvinkler og flettes sammen til et svært gennemskueligt billede, som læseren skal forsøge at manøvrere rundt i.

Og det er slet ikke så let, for Johnsen skifter umærkeligt fra den ene side af historien til den anden og demonstrerer derved en af romanens centrale pointer: hvor forskelligt virkeligheden (mis)forstås af mennesker med forskellig baggrund og forudsætninger.

Romanens første del er den bedste. En tilsyneladende fredelig fortælling om Thomas og Cathrine og deres etårige datter, som tager på badeferie, emmer fra første færd af en let truende fornemmelse. Truslen føles skiftevis som noget uafklaret de to imellem og som en trussel udefra, som da en eftermiddag på stranden udvikler sig uheldigt, da Cathrine ammer den lille, og Thomas opdager, at en sort mand betragter hende.

Da de senere kommer hjem til ferielejligheden, er Cathrines kommentar: »Det var da godt, der endelig skete noget«, hvortil han svarer: »Nu behøver der ikke ske mere«. Eksotisk fremmedhed, ja tak, men med måde.

Ubesvarede spørgsmål
Da fortællingen skifter fokus til den engelske kvinde, der gennem flere år har haft et forhold til en yngre sort mand på øen, bliver tematiseringen sort/hvid, gerningsmand/offer sat mere banalt på spidsen, men den kriminalistiske intrige fastholder spændingen, for først i romanens sidste sider kaster Johnsen lys over tekstens afgørende begivenhed. Og selv da sidder man som læser tilbage med en masse ubesvarede spørgsmål.

’White Man’ er en overlegent komponeret roman, hvor den store og lille historie på fremragende vis griber ind i hinanden. Den ulykkelige skæbne, der overgår den sorte mand, der af øens indbyggere kaldes ’White Man’, er både en følge af den historiske og politiske udvikling og et resultat af uheldige tilfældigheder, sat i gang af uvidende turister. At mestre den balance er en kunst, og den behersker Sara Johnsen i sin imponerende stilsikre debut.