I det Herrens år 1857 udvandrer jyske Johannes Nielsen fra Pandrup til det forjættede Nordamerika.

Altså flugten til Amerika, men langt mindre romantisk end Christian Winthers udgave, langt mere barsk og langt mere brutal, hvilket vi alt sammen allerede ved fra Vilhelm Mobergs berømte og filmatiserede indvandrerromaner. Tilmed er Johannes’ udvandring noget af en personlig flugt, han har taterblod i årene, moderen er død, og stedfaderen er meget af et dumt svin.

Nuvel, vor sympatiske jyde ankommer langt om længe til en fætter oppe i Illinois, staten, hvis hovedstad hedder Chicago og ligger ved den store sø, Lake Michigan. Slægtningen findes død, men Johannes får snart hyre hos en enke, hendes søn og en frigiven farvet slave. Det bliver til noget, som ligner et forhold. Et erotisk valgslægtskab og så alligevel ikke mere end et par husmandsknald her ude i vildnisset, hvor du lever om kap med hungersnød og sygdom og mennesker, som ikke vil dig det godt.

En smuk irsk kusine
Så godt, så langt, og tiden går tungt og trælst i det melankolske Midtvesten, på alle måder så langt fra Det Vilde Vest og det milde øst. En smuk syngende irsk kusine kommer forbi, og Johannes skriver en sang til hende og for hende, en traurig ballade, hun siden gør til et hit inde i Chicago.

Men så bryder borgerkrigen ud mellem nord og syd. Heroppe i nord, holder man naturligvis med de blå, unionen og præsident Lincoln. Og så alligevel er der personlige relationer til Sydstaterne, som komplicerer frontens sort-hvide opstilling. Johannes har et par halvbrødre, som slår sig løs i New Orleans og siden bliver marodører på de store slagmarker. Det bødes der for, ligesom der bødes for at desertere fra hvilken som helst hær, hvad enten den marcherer til ’Dixie’ eller ’John Brown’s Body’. Så slutter broderstriden med sine dybe traumatiske ar.

Krisen er dog ikke forbi, og en løgnagtig halvbror arriverer heroppe i Illinois, hvor Johannes lever som en pragmatisk gårdmand og husbond.

Er du forvirret? Synes mit resume rodet? Tag det roligt, Lars Kjædegaards roman ’Illinois’ tager dig støt og roligt ved hånden og leder dig igennem tilfældige skæbner for stille eksistenser i den amerikanske brydningstid med de smertelige veer ved en nations fødsel. Med danskere i det fremmede, som bliver til amerikanere på den hårde, men også hærdende måde, hvor nationens unikke sammenhold og spontane hjælpsomhed bliver dens rygrad mere end en moderne urban og europæisk lignende statsdannelse.

Enerverende underlig
Alligevel er romanen enerverende underlig i sit episke design. Ikke nødvendigvis på nogen dårlig måde, Kjædegaard har sans for små mennesker, det ved vi fra hans mange romaner fra Helsingør, han skriver i en åben form for realisme, som mestendels undgår det gumpetunge i den dur.

Men vi støder sådan med brask og bram brat ind i mennesker for en kort stund, som hurtigt tager deres eget liv eller bliver dræbt ved et tilfælde, uden at de umiddelbart virker inciterende vedkommende for fortællingens flod. Måske for at skildre tilfældets ulidelige tragedie, undgå den forudsigelige kronologi, hvor alle brikker passer for godt i prosaens puslespil?

Men det virker også, som om romanen er begyndelsen til noget større og mere, slutningen peger ud over den sidste sides horisont. Imidlertid er ’Illinois’ underholdende hele vejen, fra det lille hus på prærien til de store vidder med indianere og storbyer, hvis lys aldrig slukkes.

Forfatteren og et band har endog skrevet og sunget musik til sagen, så hvis du køber bogen, kan du også downloade et soundtrack til hele molevitten.