Neil Gaiman ’Coraline’ fungerede fint som roman.

Så hvorfor også lave historien om pigen ’Coraline’ som tegneseriebog – graphic novel? Tja, vel af samme grund, som man vælger at filmatisere en roman.

At man ser nogle muligheder for at realisere historien troværdigt og spændende på et andet medies præmisser. Man kan konstatere, at ’Coraline’, som i øvrigt også er på vej til biograferne som animationsfilm, viser sig at egne sig fortrinligt til at opfylde tegneseriemediets behov.

Startede i tegneseriernes verden
Det er der ikke noget særligt overraskende i. Neil Gaiman kender om nogen betingelserne begge steder.

Han har de senere år primært ført sig frem som romanforfatter, men han startede i tegneseriernes verden som fortæller af legendariske The Sandman. Så han kender alt til, hvordan sådan en billedfortælling skal skæres.

Gaiman ved ganske givet, at det er lettere at skabe uhygge med bogstaver alene, hvor fantasien med sin sans for mørke og dybde er nødt til selv at digte med.

Men det er faktisk lykkedes for Gaiman og tegneren P. Craig Russell at bevare ’Coraline’s ganske specielle uhyggestemning.

Sådan en slags realistisk H.P. Lovecraft for moderne børn.

Almen uhyggeressouce
At skabe en stemning af snigende horror ved at fortælle om en mor og en far med sorte, blanke knapper i stedet for øjne, lyder måske ikke særlig uhyggeligt. Men det er det.

Gaiman trækker her på en almen uhyggeressource. Fornemmelsen af, at man pludselig ikke rigtigt genkender dem, man holder af.

Et strejf af noget ukendt i øjet. En ordskifte, som minder os om, at vi i virkeligheden ikke kender hinanden så godt, som vi tror.

Mange børn og voksne har nok oplevet denne grundlæggende fornemmelse af fremmedhed i en febertilstand. Det er uhyggeligt. De velkendte pejlemærker bliver mærkeligt gradbøjet.

Og uhyggeligt bliver det for Coraline. Hun småkeder sig alene hjemme med sine gab-gab-almindelige forældre i det gamle hus, familien for kort tid siden er flyttet ind i. Det er et delehus. Den anden del af huset står tomt.

Den anden mor
En tilmuret dør adskiller de to dele af huset. Og adskiller to forskellige verdener eller dimensioner, om man vil. For en dag står døren uforklarligt åben, og da Coraline går igennem den, møder hun sin anden mor.

Som ligner hendes rigtige mor til forveksling. Bortset fra at hun har sorte knapper i stedet for øjne, spiser knasende sorte biller som slik og har lange røde negle for enden af de kloagtige fingre.

Desuden er hun meget bedre til at tilbyde Coraline alskens underholdning og kalas. Det eneste, hun kræver til gengæld, er, at Coraline elsker hende som sin rigtige mor.

Neil Gaiman blander dygtigt mange dimensioner. Psykologisk er fortællingen elegant. Nysgerrighedens drivkraft og nødvendige risici.

Kærligheden, som både har en pris og ikke kan købes for penge. Smerten og suset i ethvert åndeligt vokseværk.

Klassisk udviklingshistorie
Elementer fra skrækgenren blandes med eventyrets verden med dets hekse og nøgler. Her er både Grimm og Poe.

Som Alice i Eventyrland går også Coraline igennem skabe og spejle ind til en anden verden, hvor hun kan tale med dyrene. I spejlene fanges sjæle, mens de sjælløse ikke har noget spejlbillede.

Der er rotter bag murene og under sengen, og også William Fryer Harveys ’Hånden’ får en central hilsen.

Samtidig er ’Coraline’ en klassisk udviklingshistorie om en pige, der er nødt til at blive modig og udspekuleret i en farlig fart, hvis hun skal redde sit skind og sit liv sammen med sin rigtige mor og rigtige far.

Uhyggen ved det velkendte
P. Craig Russell arbejder dynamisk, men relativt traditionelt med sine sider og billedrammer.

Diskret, men sikkert bruger Russell forskellige grundfarver til at bearbejde fortællingens atmosfære. Også her er manøvren at finde en stil, hvor det hverdagsagtige etableres for desto mere lumsk at blive underløbet af uhyggen bag alt det velkendte.

Og hvad er vel mere velkendt en helt banal sort knap med huller i, så man kan sy dem fast på en frakke eller en kedelig nederdel.

Eller hvad man nu kan vælge at sy en knap fast i.

For knapper er da ikke spor uhyggelige ... vel? Mon Mor bruger kødnål, når hun tager håndarbejdet frem?