Smuk og rå?

Det kalder forlaget Celia Waldens debutroman ’På sikker afstand’.

Klam og kynisk er nu mere dækkende. I hvert fald er personerne i den britiske forfatters rundtossede kærlighedskarrusel påfaldende usympatiske, ja, ubehageligt blottede for social intelligens og hjertets dannelse. Og ensomme.

Det ligner en idé og er det nok også – til dels. For bogens hovedærinde er uden tvivl at udstille ungdommelig naivitet, personificeret af historiens fortæller, Anna, der drager på sit livs dannelsesrejse til det sommerlige Paris.

Læseren bliver smittet
Problemet er, at den unge kvindes kølige og klodset kalkulerende omgang med omverdenen smitter af på læseren.

Trods hedebølge og svedige lagner lades jeg i hvert fald iskold. Nok er ungdommen per definition tromlende selvhævdende, men en så følelsesmæssigt afstumpethed, som pigen her udviser, skal der mere end almindelig ungdom til at forklare.

»Jeg følte ingen sorg. Der ville komme andre mænd, mænd med lige så smukke ansigter, mænd med sensuelle kroppe og bløde ord lige som hans. Men Beth ... «, ræsonnerer Anna med en nonchalance, der klæder en verdensdame – ikke en debuterende elskerinde eller forfatter, for den sags skyld.

Reflekterende fortællestil
Længe troede jeg i øvrigt, at Annas næsegruse beundring for den ovennævnte midaldrende kvinde Beth ville udvikle sig til et erotisk forhold, men så pikante affærer vover Walden sig alligevel ikke ud i, selv om denne Beth, der gør sig i den parisiske modeverden, beskrives som en yppig skønhed, en elskelig veninde og et uegennyttigt menneske ... Man lærer dog hurtigt at mistro Annas dømmekraft – det gør hun nemlig selv – i den lettere reflekterende tilbageskuen, der er hendes fortællestil:

»Måske vidste jeg på en eller anden måde, at dette var øjeblikket, hvor alting ville ændre sig, at mit følelsesmæssige fejltrin, der gradvist tog til i omfang, ville medføre, at det hele snart styrtede i grus«, lyder det på et tidspunkt, da Anna er langt inde i en banal, men gemen intrige.

Og det er denne ulykkelige trekant – udgjort af to umage kvinder og en umælende avlstyr, det hele er bygget op omkring.

Krokodilletårer
’Det hele’ er en romantisk gulnet kulisse fra ’Byernes by’ med hyppige citater fra gymnasietidens franskpensum og en ulidelig vaden frem og tilbage i stævnemøder, mobilbeskeder, forviklinger og vissevasse, mens rosévin bælles, og sommer går på hæld.

Det er svært at tro på, at Anna nogensinde kommer til at græde andet end krokodilletårer for Beth eller nogen som helst anden.

Og det kunne for så vidt have været en interessant pointe, hvis forfatteren havde ført misantropien rent igennem.

Det tør hun desværre ikke. Hun er selv alt for forelsket i ungdommen, i Paris og i sin ’heltinde’.