Er der én kvinde i Virginia Woolfs forfatterskab, der rumsterer mere rundt i baghovedet end de øvrige i disse år, er det Clarissa Dalloway.

Denne britiske overklassefrue, der spenderer en hel dag – og en hel roman! (’Mrs. Dalloway’, 1925) – på at lade op til sit eget middagsselskab.

Hos alle andre forfattere ville denne fru Dalloway blot være inkarnationen af det ubekymrede, forkælede liv, men i Woolfs hænder nuanceres hun, bliver snarere billedet på stædig vitalitet, en kvinde, der kender værdien af ’at holde sig oprejst’, som det hedder, og hvis selskabelige instinkt skaber uforglemmelige øjeblikke af væren.

Så når romanen indledes med: »Mrs Dalloway sagde, hun selv ville købe blomsterne« ... er det nok den forfængelige, rædsomt snobbede værtinde, der er i sit es – myndig, initiativrig og forventningsfuld – men også selve livsdriften, som denne smukke junimorgen endnu en gang hanker op i sig selv og begiver sig ud i Londons mylder med en kurv over armen ...

Fremragende forord
Dødsdriften, den tabte kærlighed, konventionens tyngende åg, ja, tilmed en underspillet lesbisk flirt, alt sammen er det til stede i romanen som forudsætning og forklaring på det liv, der er blevet mrs. Dalloways.

Et liv, der har sine kvaliteter i form af tid, penge og tyende, men samtidig et liv, som i feminismens skarpe lys næppe kan kaldes fuldt forløst.

Som vi da slet ikke tør kalde fuldt forløst ...

Jeg tror, Merete Pryds Helle har været en tur omkring samme mrs. Dalloway, da hun skrev sit fremragende forord til den fjerde danske udgave af en anden af Virginia Woolfs storslåede, impressionistiske romaner: ’Til fyret’ (1927) – på dansk i Merete Ries’ slidstærke oversættelse fra 1982 – der på et plan handler om en families storhed, fald og oprejsning i takt med verdenskrigens kommen og gåen; med det rummelige sommerhus på øen Skye i Hebriderne som foranderlig, pittoresk ramme.

I hvert fald samler Pryds Helles analyse af ’Til fyret’ sig også om festligheden, selskabet, nemlig den middag, der holdes i bogens første del, med husets frue, mrs. Ramsay, som overhoved; en statelig og, forstår man på gæsterne, nærmest skræmmende smuk kvinde, i hvem selskabet spejler egne drømme og længsler.

Ja, Pryds Helle afslutter ligefrem sit forord med fru Ramsays opskrift og en opfordring til at invitere gode mennesker på Bæuf en Daube »og se, om ikke vi ... samler det hele til et øjeblik af væren«.

Menneskeligt overskud
For også Pryds Helle er tilsyneladende forelsket i dét, Virginia Woolfs velkonsoliderede fruer – ganske vist med kogekoner og friske råvarers hjælp – evner: at skabe fylde midt i flygtigheden. At sætte ikke blot deres forfængelighed, men hele livsambition, ja, kærlighed, ind på at stimulere sanserne hos de mennesker, de har omkring sig – og i varierende grad holder af.

Ikke fordi værtinderollen hos Woolf altså fremstilles ukritisk, »hvad er det, jeg har brugt mit liv til?«, tænker mrs. Ramsay eksempelvis, da hun sætter sig til det veldækkede bord, men fordi den symboliserer et overskud, der stikker dybere end både tid og penge.

Et menneskeligt overskud. Måske på trods, måske af pligt, men dog et overskud.

’Til fyret’ indledes ligesom ’Mrs. Dalloway’ med handlekraft, forventning og fremdrift: »»Ja, naturligvis, hvis det bliver fint vejr i morgen,« sagde Mrs. Ramsay. »Men du må stå op med hønsene«, tilføjede hun.

For hendes søn indebar disse ord en umådelig glæde, som om det var afgjort, at udflugten ville finde sted ...«.

Som det snart skal vise sig, rummer mrs. Ramsays lille ’hvis’ en usikkerhedsmargen så dramatisk som en klippespalte, allerede en side længere henne tager ægtemanden, mr. Ramsay, livet af ethvert håb med modreplikken: »... det bliver ikke fint vejr«.

Således lægges kimen til faderhadet, der kulminerer i romanens tredje del, således antydes den følelsesmæssige magtkamp mellem ægtemand og hustru, og således slås et af romanens bærende temaer an – forventningen, den aldrig indfriede forventning.

Virginia Woolf har ikke travlt
Prosaen i ’Til fyret’ duver – med al sin moderlige havmetaforik – blidt rundt mellem virkelighedens kontante kyster, frem og tilbage på tankens åbne, uendelig dybe hav.

Modernismens impressionistiske bevidsthedsstrøm, svingende mellem højpandet poesi og munter (selv)refleksion. Det er vidunderlig, vederkvægende læsning, der fordrer, at man sætter tempoet ned i et for det postmoderne menneske næsten glemt gear, falder ind i rytmen og accepterer Woolfs digressioner.

Teknikken tillader flere følelsers tilstedeværelse samtidig og lader tankespor flette sig ind og ud af hinanden uden at nå frem til endestationen.

For Virginia Woolf har ikke travlt. Hverken med at bringe handlingen videre eller med at nå til slagfaste sandheder om det menneskelige sind – uden netop denne ene: kompleksiteten, selvmodsigelsen. Kampen. ’Til fyret’ er litterær slowfood af højeste kvalitet – nærende og dyb i eftersmagen.

BIOGRAFIVirginia Woolf & Vanessa Bell

Er denne mrs. Ramsay så interessant i dag – er hendes litterære kusine mrs. Dalloway? Mon ikke!

Måske i endnu højere grad end den anden kvindelige nøglefigur i ’Til fyret’, maleren Lily Briscoe, der trodser mandschauvinisternes ’kvinder kan ikke skrive, kvinder kan ikke male’, forbliver ugift og tro mod sit maleri.

Ja, jeg vil vove den påstand, at mrs. Ramsay – der i øvrigt er modelleret over Woolfs egen mor – har mere at sige os i dag end den Woolf, der skriver om retten til frirum og likvider (’Eget værelse’).

Dén side af kvindesagen har vi masser af kloge koner i slægt med Fay Weldon og Hanne-Vibeke Holst til at minde os om.

Det er det andet, det, der fejlagtigt kunne koges ned til det konservative ønske om kvindekønnets retireren til kødgryderne, der er behov for at tale om. På en kvalificeret måde.

Fordi tiden har brug for dén kollektive falden i staver og konversationens frie leg, som mrs. Ramsay og mrs. Dalloway trods deres indre følelsesmæssige flagren skaber rammerne for.

Tiden har brug for mennesker, der tør insistere på væren midt i al denne gøren. Og som, i lykkeligste fald, ’ud af øjeblikket skaber noget vedvarende’, som Lily Briscoe formulerer det i ’Til fyret’ med modvillig respekt for den kvinde, hvis opofrende liv, hun samtidig foragter.

En brugbar opskrift
Woolf giver os aldrig opskriften på, hvordan vi slipper ud af det dilemma, der ved gud har kønsspørgsmålet i sig, men som ret beset består af de mere almenmenneskelige grundkonflikter – frihed over for forpligtelse, introvert fordybelse over for socialt engagement.

Også familiefaderen, forfatteren og videnskabsmanden mr. Ramsay drømmer jo til tider om et andet liv end dét med myldrende børn og evige afbrydelser. Forventningen igen, den aldrig indfriede.

Får vi ikke denne opskrift, får vi til gengæld – med Merete Pryds Helles mellemkomst – en aldeles brugbar opskrift på en uforglemmelig Bæuf en Daube!

Hjemmet lugtede grangiveligt som mrs. Ramsays køkkenregioner i det døgn, de to kilo okseinderlår lå og trak med kraftig rødvin, appelsiner og en skov af urter i mit køleskab.

Sovsen blev ganske vist lidt grålig og konsistensen næppe som hin sommeraften på Skye – mindre måtte mine gæster nødvendigvis nøjes med.

Tiden er jo ikke just til underbetalte kokkepiger og hjemmedalrende husfruer med oceaner af tid, selv om man i ny og næ kunne ønske sig det.

Åh, at skulle dette ene, men dog så afgørende: købe blomsterne selv.