Den helt normale pige Bella er nu blevet 18 år i denne tredje omgang af Stephenie Meyers Tusmørke-fortællinger.

Hun er stadig vanvittig forelsket i vampyren Edward Cullen, der heldigvis kun drikker dyreblod. Men hvor længe kan han modstå Bellas duft?

Og hun er truet fra flere sider af andre vampyrer og et umuligt valg mellem Edward og barndomsvennen Jacob, der er varulv og hader vampyrer.

Det er en udmærket spændings- og kærlighedsfortælling, Bellas dilemmaer føles virkelige, og fantasivæsnerne er ganske troværdigt skildret.

Men Stephenie Meyers voldsomt populære tusmørkefortællinger er uden den charme, der gør Potter-serien til en nyklassiker.

Konflikter i et mulikulturelt samfund
Der er masser af vraggods fra gamle dages forestillinger om sex og race på spil i serien.

Når man i dag ikke længere frit lufter sine fordomme om indianere, sorte eller muslimer i Vestens fortællinger, så er det belejligt at kunne udskifte frygten for fremmede racer med fiktive arter.

Faktisk formidler Bellas historie de følelseskonflikter, unge kan have i et multikulturelt samfund, særligt når de forelsker sig på tværs af kulturer.

Det her med at holde sandheden skjult for forældrene og det at være draget mod det andet og forbudte.

Bella er jomfru, understreges det i en pinlig scene over for hendes far, og hun ønsker, at Edward skal være den første, der bider hende, hvilket i sagens natur vil få dem til at leve sammen i evighed – romantikken ligner Jane Austen.

Karin Rørbechs stemme er behagelig og tydelig, men en kende for moden til Bella.