Først sank hjertet i livet på mig.

Men så steg det gudskelov langsomt igen, indtil det bankede mod pandelappen.

For netop som jeg mistænkte, at jeg med afdøde Jakob Ejersbos ni fortællinger i ’Revolution’, anden del af den store Afrikatrilogi, var indlagt til et kedsommeligt lærestykke i moraliseren og politisk korrekthed:

De hvide er dumme, de sorte gode, de rige forlorne, de fattige autentiske, enhver renhed afskyelig, blandingen og hybriden herlig.

Men netop da rejste fortællingerne sig fra lærestykkets hængedynd og Mellemfolkeligt Samvirkes drævende prædikener, hvor de ret beset aldrig hang fast, og knuste med fortællekunstens overlegne styrke enhver ansats til blegnæbbet moralisme.

»Gnistrende rå doku-realisme«
Lad mig præcisere:

Der er ingen grund til at juble over Ejersbos angivelige karske realisme og modstille den visse hjemlige æsteters forkælede og verdensfjerne ordklange; det ville være en falsk og enfoldig modstilling.

For med Ejersbo har vi en samling beretninger, der på den ene side suger næring af og langt ude er i slægt med så forfinede vestlige Afrikaskribenter som Hemingway, Conrad, Blixen og senest Katrine Marie Guldager, men som samtidig på den anden side gnistrer af en rå doku-realisme, med uskrømtede kilder i journalistik og rejselitteratur. Først og fremmest har vi dog et vigtigt perspektiv!

LÆS OGSÅ anmeldelse af første del af Afrika-trilogien: Jakob Ejersbo har efterladt et storværk

Gennem sine ni jegfortællere, der skiftevis er kvinder og mænd, skiftevis etniske hybrider og ’rene’ hvide, får vi ganske enkelt og meget lidt simpelt et blik på, en viden om og en gengivelse af en verden, der almindeligvis er umådelig fjern for de fleste af os.

»Mennesket er opportunistisk«
Og vi hører andre stemmer end dem, vi plejer.

Ikke blot i konkret forstand – for os, der trisser rundt herhjemme og andetsteds i den privilegerede første verden, men også sociologisk, derved at Ejersbo med stor effekt gengiver den voldsomme brutalitet, grusomhed, og banalt perverse hårdhed, fattigdommen skaber hos mennesket.

»Mennesket er hverken godt eller ondt – det er opportunistisk«, som 23-årige Jarno formulerer det oppe i Helsinki.

Med opportunistisk menes ikke blot det bovlamt moraliserende, at mennesket ofte er følgagtigt og fejt, men mere grundlæggende, at mennesket i uhyggelig vidt omfang dannes af sine omgivelser.

Moral er en fritidsfornøjelse
»Moral? – en fritidsfornøjelse for velhavere«, vrænger Jarno, og lidt efter hedder det om os hvide:

»Men han er hvid, og derfor tror han, at mennesker er gode og rare«.

Det sidste kan være livsfarligt i Afrika. Perverse forskelle mellem rig og fattig skaber perverse individer, der udfører perverse handlinger.

Læs portræt af Jakob Ejersbo(bragt i Politiken 6. april 2008)

Ondskaben er dermed ikke hverken metafysisk eller patologisk; men et resultat af en grotesk indretning af verden; det indebærer ikke, at vi fritages for skyld og ansvar – men det opfordrer os kraftigt til at overveje det, som ligger i Ejersbos titel – nemlig ’revolution’.

Grusomt menneskeligt
Hvad får vi?

Ni fortællinger, knyttet til Afrika med mangfoldige tråde.

Halvgrønlandske Sofie glider fra København til Kenya i en hæsblæsende og hårdkogt roadnovelle.

Den materielt forkælede, men også underkuede indiske pige kaldet ’Baby’ spiller tennis i Tanzania. Panos bestiger et bjerg og konstaterer tørt om de uretfærdige forhold i sit hjemland:

»Ja, det er grusomt, men det er den menneskelige måde«.

Søde sorte 16-årige Rachel bliver langsomt og modbydeligt gjort til prostitueret i storbyen. Muslimske Sharif involveres i et blodigt overfald ...

Dog: Jarno havner måske i kærlighedens favn i Helsinki.

Lægen Shakila, der er sluppet til paradiset USA, mødes pludselig med venlighed. Og til slut ender det hele muligvis med endnu mere opløftende og komplet usentimental kærlighed for Troels.

Sandheder om kærligheden
Undervejs sejler vi rundt i oceaner af korruption, liderlighed, svig, vold, sex, magt, afmagt, brutalitet uden lige.

Mellem køn, racer og sociale klasser. Og indbyrdes imellem mennesker af enhver art.

Ingen går helt ram forbi, men enhver kan i princippet tillige rammes af den dunkle nåde, Ejersbo antyder – kærlighedens ofte bizarre, hårde, mærkelige, men også frelsende gestalt.

Ejersbo lader os støde på to sandheder om kærligheden.

Den ene er, at kærligheden er en (overvejende vestlig) romantisk illusion holdt i live af urimelig velstand:

I Afrika har vi ikke forelskelse, men overlevelse.

Et vigtigt værk
Den anden er mere speget, og antyder, at kærligheden kan være andet og mere end et dække for sex og vold, nemlig et lykkeligt, usentimentalt sammenstød med det fremmede midt i en falden verden, der er blottet for håb om en politisk revolution.

Jeg har altid været en anelse skeptisk over for forfatteren Ejersbo – al den påfaldende aggressive dyrkelse og påkaldelse af virkeligheden, der sjovt nok altid er beskidt, rå og lugter af hash, og den insisterende brug af et fladt, journalistisk normalsprog virkede forceret.

Den skepsis er nu endt. Trilogien tegner til at blive et stort og vigtigt værk.