Abbassi er tøjfabrikant.

På hans fabrik sidder kvinder og broderer med så småbitte sting, at deres øjne ødelægges i løbet af kort tid.

De bliver blinde. Abbassi ved det, og han har det så dårligt med det, at han på et tidspunkt stoppede med tøjproduktionen. Nu er han begyndt igen, noget skal man jo leve af. Men han undgår kvinderne.

Der er andre, han ikke kan undgå, embedsmændene, tolderne og alle de andre offentligt ansatte, der kommer forbi i en lind strøm og kræver gaver, penge og en underdanig behandling fra Abbassi. Ellers ...!

Ny udgave
Da vi møder fabrikanten, står han i sit baglokale og åbner en flaske Johnnie Walker Red Label for at skænke to glas med is, vand og whisky.

Et til sig selv, et til embedsmanden fra elselskabet, som venter inde ved siden af. Abbassi er ved at spytte ned i det ene glas, men indser, at det ikke er tilstrækkeligt udtryk for hans følelser.

Så han løsner sine bukser, stikker sin højre hånds lange- og pegefinger dybt ind i røvhullet og rører så rundt i det ene glas med fingrene. Derefter serverer han omhyggeligt det rette glas for embedsmanden, der kvitterer med at drikke dybt, slikke sig om munden og udtale:

»En rigtig mandedrik«.

Abbassi smiler ironisk.

Hans smil er et af de få i ’Between the Assassinations’, en novellesamling, som Aravind Adiga har fået udgivet efter sin store succes med ’Den hvide tiger’, sidste års uventede Bookerprisvinder.

LÆS OGSÅIndisk debutant vinder Bookerprisen

’Between the Assassinations’ udkom i hans hjemland nogenlunde samtidig, nu udgivet i Vesten i en ny, udvidet og revideret udgave, som viser, at ’Den hvide tiger’ ikke var en enlig svale.

ANMELDELSE 'Den hvide tiger' er satirisk og barsk

’Den hvide tiger’ havde i al sin amoralske barskhed en underliggende strøm af humor i beskrivelsen af en slider, der ikke stod tilbage for noget i vor tids Indien.

INTERVIEWBookerprisvinder: Min roman er ikke moralsk, men provokerende

Hudløsheden er mere fremtrædende i novellesamlingen. Aravind Adiga er gået tilbage i tiden mellem 1984, da Indira Gandhi myrdes, og 1991, da hendes søn, Rajiv, lider samme skæbne. Forfatteren har opfundet sin egen by, Kittur, på Indiens vestkyst.

Mere end sørgeligt
Novellerne indledes af en slags rejsebogsbeskrivelse af Kittur, af geografien, bemærkelsesværdige steder og begivenheder, som har fundet sted i byen.

Adiga gør ligesom et barn, skaber sin egen verden med bykort. Der er hverken hobbitter eller troldmænd i dette indiske mikrokosmos. Kun fattigfolk og dem lige over, som alle forsøger at klare sig mod alle odds. De rige svæver over det hele, fuldstændig ligeglade med de fattige, af og til langt over grænsen til det ondskabsfulde.

Vi møder tiggerbørn, bygningsarbejdere, kuffertslæberen, flyttemanden med cykelvognen, alle de, der ikke engang har skindet på næsen, men som kæmper og kæmper, mens de forbander deres guder.

Det kunne være sørgeligt, men det her går ud over sørgeligt.

Adiga formår at skabe virkelige mennesker med masser af mørke og grå sider, hvor andre ville finde det fristende at gøre dem til liljehvide ofre.

Ikke plads til fejltagelser
Menneskene i Kittur har deres egne, højst personlige fejl, og de gør dumme ting.

Problemet er, at på bunden af samfundet er der ikke plads til fejltagelser. Som f.eks. den, cykelbuddet Chenayya begår, da det ved hårdt slid er lykkedes ham at få ikke alene et fedt chaufførjob hos en rig dame, men også få sin søster ansat i damens køkken.

Men Chenayya vil mere, han vil anerkendes som menneske og som mand af den rige dame. Hvor overmodig kan man dog være?

Der er en totalitet og en finalitet over de ulykker, som rammer de Kittur-borgere, vi møder.

Helt igennem indisk
Vi er et sted uden happy endings, et sted, hvor barmhjertighed og medmenneskelighed er små forkrøblede planter.

Alligevel er det ikke dybt deprimerende at læse Aravind Adiga. Hans mennesker kryber ind i en, og der sidder de og gnaver og bider og vil ikke gå væk.

’Beetween the Assassinations’ har fået meget fine anmeldelser i Storbritannien, hvor bl.a. Vikas Swarup i The Guardian har rost den for dens komplekse personer og usentimentalitet.

Swarup er forfatter til ’Q & A’, romanen, som blev filmatiseret til den prisbelønnede ’Slumdog Millionaire’.

Også Aravind Adigas ’Den hvide tiger’ skal filmatiseres efter et manuskript, som Hanif Kureishi i øjeblikket arbejder på.

Kureishi er indisk-engelsk (ligesom man vel kan kalde Salman Rushdie) og en glimrende beskriver af det multikulturelle samfund, han er vokset op i.

Adiga er noget ganske andet, indisk hele vejen igennem, selv om han skriver på engelsk, og tidens bedste bud på øjne og ører i det gigantiske bundløse samfund, gennemsyret af urgamle religioner og lige så gamle klasseskel.