Der var engang, Strid proppede en agurk op i røven på statsministeren.

Det var dengang, han tegnede daglige striber på Politiken.

Den slags antiautoritære uartigheder er han end ikke i nærheden af længere.

Det værste, han kan finde på i sin nye bog, er at samle en aldeles miljøforkert Lamborghini Gallardo supersportsvogn og køre den langt ud på savannen.

Blot for at stige ud og sparke til et næsehorn, der forståeligt undrer sig, da Strid straks efter er forsvundet i den lille gule bil i en støvsky i horisonten.

Formidabelt kreativ
Den korte stumme fortælling indleder den nye store bog om figuren Strid.

Med et frisættende modsat fortegn præsenterer den et af bogens bløde økooptimistiske fantasier, hvor Strid ved hjælp af teknologi skaber harmoni i en brudt natur.

I én fortælling indsamler han ilt fra sin glaskuppel, der indeholder en lille grøn skov, og flyver luftarten ud til en bjergged, der er gået i knæ, et par søløver, der hænger med mulen i vandskorpen, en moskusokse, der bare hænger ud, og historien slutter her med ordet ’etc.’.

Det er en hovedsagelig god og venlig og opbyggelig Strid, vi møder i denne bog. I margenen bliver han vred, da han ikke kan slå et karateslag gennem en sten og i stedet må hente en sav.

Værre bliver det ikke. Han er til gengæld formidabelt kreativ.

»We make things«, står der i et af billederne, hvor nutidens vigtigste ressource bliver fejret: opfindsomheden.

Strid omfavner det moderne
Bogstaverne er store genstande, som Strid sammen med sin gule hjælperobot fremstiller af fine naturmaterialer som træ, filt, sten og levende planter.

Måske denne økologiske fremskridtstro er så godt et bud på, hvad det vil sige at være moderne i dag, at den går lige ind og rammer Politiken i hjertet.

Tegning:  Jakob Martin Strid. I sin aktuelle bog ’Politiken mod Politiken’ skriver Bjørn Bredal, at det altid har været fortolkningen af Politikens forpligtelse på at være moderne, der har drevet den indre strid i bladet og udspændt det mellem fornuft og følelse.

Jakob Martin Strid dykker eventyrromantisk lige ned i dette hav.

Han omfavner det moderne og viser os en farverig uproblematisk sameksistens af natur og teknik, hvor der altid er plads til et lille sødt dyr på passagersædet.

Stram økonomi
Og måske derfor er ’Strid’ fabelagtig at læse med små børn.

Han folder fantasiens rumraket ud med hilsen til Claus Deleuran, han bygger biotoper i sit værelse, hvor han sidder og læser tegneserier inde i bævernes hule dæmning, og med computeren tilsluttet den lille gule kats lodne hoved, får han den til at tænke et helt træ op af gulvet.

Jakob Martin Stridhar skærpet sit fortælletalent til denne bog.

Fortællingerne er stadig små, men leveres med stram økonomi, der kun får dem til at vokse i sammenligning.

Tegning:  Jakob Martin Strid. Som i den foregående ’Decimal 0,4’ er der i de lidt længere fortællinger (mere end to-tre tegninger!) tale om stadig muterende fantasier, der minder om alt fra Lille Nemo i drømmeland over Moebius’ stumme fortællinger om Arzach til Steen og Stoffers dynamiske drengefantasier.

Den bedste i så henseende er fortællingen, hvor Strid lægger sig ind i en hul pudeslange sammen med sin gule kat, der vokser og vokser fra billede til billede.

Inspirationer fra Hergé og Franquin
Da han tænder en spilledåse, forvandler deres indesluttede verden sig til en vidunderlig associativ rejse gennem et russisk islandskab mod en sønderskudt kirke omgivet af forladte maskingeværstillinger og nedkæmpede nazitanks.

Inde i kirken gennemgår han en ny rejse fra mørke mod lys.

Han finder en gul bil under gulvplankerne, et lysende tog kører gennem en lille dør, og de kommer til slut ind i et dejlig varmt tog, der bringer dem hjem i den rammeløse stue.

Historien afsluttes med, at Strid tegner en grøn streg i bunden af siden.

Og den streg, Strids streg, er vidunderlig.

Strid er både influeret af de rene linjer hos Hergé (Tintin) og den dynamiske streg hos Franquin (Spirillen, Vakse Viggo).

Pixelfnidder
Han er ikke nær så grundig som nogen af de to mestre, men han er behændig nok til, at stregen skaber et charmerende univers, der er helt hans genkendelige eget.

Som regel har han en ren konturstreg af jævn tykkelse, der giver indtryk af faste og robuste former (der er nemme at farvelægge), men den er også så tilpas blød og bevægelig, at man mærker åndedrættet i dens ophav.

Desværre skæmmes det ellers imponerende fine og farvekraftige tryk i bogen af, at nogle af billedfilerne har været overført i en for ringe opløsning.

Her bliver stregen opløst i pixelfnidder, og det er synd for sådan en luksusbilledbog, hvor man gerne går på opdagelse igen og igen for at finde og nyde selv de mindste detaljer, som hober sig op for den eventyrlystne læser.

Turbo på farverne
Farverne har dog ikke taget skade af turen til Kina, hvor bogen er trykt. De har turbo på. I den klare farvelægning ligger en af mange glæder ved bogen.

I en fortælling på bare to billeder kører Strid på en traktor og trækker som en printer fem farvespor efter sig. Men traktoren vælter, farverne løber sammen, og en indsmurt Strid får et af sine få vredesanfald.

Og det er nok noget af det mest bemærkelsesværdige:

At mens målgruppen med årene har udvidet sig nedad og nedad mod et stadig yngre publikum, er kanterne blevet slebet af tegneren med de autonome tilbøjeligheder.

Han er ikke blevet ringere af at vægte det nuttede frem for det bidende. Han vader stadig lige ind i brystkassen på læseren. Det er bare noget andet.

Strid er blevet blid.

Tegning:  Jakob Martin Strid.