Det, vi får med Rifbjergs nye roman, er familien Nielsen beset som rotationskugle.

Og intet er selvsagt nyt eller forbavsende under den rifbjergske sols skiftevis svale og bidske lys.

Vi kan notere, at romanforfatteren Rifbjerg gudskelov formår at holde det skabilkenhoved, der er debattør og polemiker, på afstand, sådan at skriverens kløgt ikke drukner i dumheder.

LÆS ARTIKEL»Jeg er ved at kaste op over Rifbjerg og co.«

Emma Nielsen er enke efter Richard og vågner en morgen i Vanløse ved, at ordet ’Dagstelegrafen’ »tikkede ind« i hendes bevidsthed.

Emmas datter, Rie, (der er skilt fra Torben) er ansat på et reklamebureau, der minder om Preislers ’Mensch’, Ries søn, Anders, er dunet elev på Forfatterskolen, Emmas søn og Ries lillebror, Carsten, er derimod rebel mod lærerhjemmets kulturradikale sovs og er udstationeret på Camp Tordenskjold i Irak eller Afghanistan, familieoverhovedet Richard er død, men nogle gange atter i live pga. forskydninger i den fortalte tid, og et sted, fordi han morbidt overværer sin egen obduktion.

Sanselig elegance
Vi har dermed en familie i tre generationer placeret i København og omegn i disse dage. Det er denne familie, Rifbjerg med dreven, sanselig elegance lader rotere foran læserens øjne gennem seksten kapitler.

Og enhver familie er, som P.C. Jersild engang mindede os om, ved nærmere øjesyn skrupskør.

Det indebærer her konkret, at vi bevidner de halvt skjulte, tektoniske brud, der ryster familiens landsokler – gammel utroskab, svigt, oprør; naturligvis indlagt i sprød kærlighed, som f.eks. relationen mellem Emma og hendes barnebarn Anders.

Men vi ser ikke alene ind i rotationskuglen, ind i familiens skiftevis dæmpede og hysteriske trykkoger – kuglen spreder også et vist lys ud over verden, et satirisk, kærligt, livsglad lys.

Ud over Københavns gader, over livet i Camp Tordenskjold, over reklamebureauet, over Forfatterskolen, over fortid og især nutid.

Lyset er filtreret gennem Rifbjergs stil og stemme.

God halvstor forfatter
Notorisk et dejligt overlegent og sprogelskende gemyt; dog med de obligatoriske skavanker – dialogen lyder ofte som noget fra 1966, dømmesygen lusker fidelt rundt (vi får klar besked om vindere og tabere, får og bukke), »en skid« gentages tohundrede gange (det var måske frejdigt i 1966, men i dag fremstår det mest nuttet, som en lille servante på Arbejdermuseet), fremmedord optræder som typiske signaler fra lærerhjemmet (»epifani« »Larynx«, etc.), dvs. båret af en kun halvbagt kultur, livssynet er støbt i armeret beton.

Og ja, naturligvis er Rifbjerg ikke en af de store forfattere i verden – i kapitel fem laver han en lille Joyce-øvelse, men den tjener kun til at illustrere forskellen. Men! Men han er knageme en virkeligt god halvstor forfatter.

Og selv set gennem filteret af alle hans små fejl og mangler blev jeg rørt og berørt af ’Dagstelegrafen’s tikken.

Forfriskende makaber
For billedet af gamle Emma rummer skært fine strejf, portrættet af manden som ukristeligt dum er jo ofte korrekt, den scene, hvor Richard bivåner sin obduktion, er forfriskende makaber, beskrivelsen af Forfatterskolen kritisk, men også båret af varmt overskud, fuglene flakser livligt i teksten, og bundlinjen – grib dagen!

Lad ikke livet forblive ulevet, er så evindeligt betimelig en påmindelse. Og så er der sproget, jeg holder meget af, at Rifbjerg pludselig skriver »døller«, af rytmen og sangen i prosaen.

Den slags gider jeg ikke give hjerter, men jeg synes, De skulle lytte til romanens tikken.