Ghita, luk munden!«.

Ja, man tror det næppe, men i mange år efter debuten ’Ung leg’ i 1956 var det den besked, der blev bjæffet til den unge lovende skuespillerinde Ghita Nørby. Yndig, bevares, men altså det overbid! Kombineret med en tilsyneladende uhelbredelig lethed til stor latter. Det var ikke godt.

Men godt var det jo alligevel. Godt nok til at ende med at blive en af de største skuespillerkarrierer i dansk film.

En fornem og spraglet og stadig vældig aktiv og nysgerrig karriere i dansk film, som bliver taget under kærlig og ærlig behandling i ’Mine levende billeder’.

Det er en samtalebog, hvor samtalen føres mellem Ghita Nørby og Niels Birger Wamberg. Den tager tråden op fra ’Mine egne veje’, hvor temaet i bredere forstand var Nørbys erindringer med vægt på teateret.

En glimrende og livlig samtalebog
Egentlig er jeg ikke særlig vild med bøger, der burde have været radioprogrammer. Wambergs erklærede intention, »at bevare den spontanitet og det moment af improvisation, der hører en samtale til«, er jo meget god.

LÆS OGSÅGhita Nørby: Den perfekte kvindes datter

Det virker absolut efter hensigten, men alligevel virker det lidt absurd, når man på tryk har alle sidespringene, strøtankerne og de små klap på skulderen med. Men når det er sagt og skrevet, så er det af mange grunde en glimrende og livlig samtale.

Bogen  er en efterfølger til 'Mine egne veje' som lagde mest vægt på erindringerne fra teateret. Ghita Nørby har en helt unik mulighed for at betragte dansk film på nærmeste hold. Hun har været med i mange film i løbet af de sidste 53 år og har med lige stor entusiasme boltret sig hos Morten Korch og Lars von Trier.

Der er stor respekt for både folkekomedien og filmkunsten, men lige præcis ikke overdreven respekt for nogen af delene.

Læg dertil hendes smittende varme, når hun fortæller om glæden ved at træde ind i en ny ’filmfamilie’, hver gang optagelserne skal starte. Om det næsten rituelle i at forelske sig en smule i instruktøren.

Men temperaturmæssigt modsvaret af en velgørende snert af kold røv. Film er en kunstart og en underholdningsindustri opfostret på praktiske kompromiser, og sammenlignet med karrieren som teaterskuespiller betragter Nørby filmarbejdet som en noget mere uhøjtidelig disciplin.

Svær på sine egne præmisser, men mindre dybsindig som metier. Det kan man på en måde være glad for. For det har skærpet hendes blik for filmarbejdets omskiftelige realiteter.

Ghita Nørby leverer mange skarpsindige iagttagelser om film som kunstart og arbejde.

Ghita uden omsvøb
Ghita Nørby er uden omsvøb. Hun gider hverken fedte med roserne eller lægge fingrene imellem. Interessante er derfor også de korte, koncise domme over et langt livs filminstruktører.

Rodehovederne, genierne, alkoholikerne og håndværkerne. Her er, hvad hun siger om nogle af de vigtigste af de yngre.

Om Kaspar Rostrup: »Så naivt og så begejstret og så brændende et menneske«.

Om Bille August: »Man er så optaget af, at han er taget til Hollywood og sikkert har solgt sin sjæl, og jeg ved ikke hvad. Det har han aldeles ikke ... Bille er et utroligt beskedent væsen. Han bor inde bag sine briller«.

Om Susanne Bier: »Meget speciel pige. Langt fra dum. Stor selvbevidsthed. Og som sagt vanvittigt forkælet«.

Om Per Fly: »Han er overhovedet ikke smittet af filmmiljøet«.

Om Nils Malmros: »Nils Malmros er en despot. Han vil bestemme alt. Og det miljø, den omgangstone, kan jeg ikke holde ud«.

Om Lars von Trier »som tilmed er et geni. Eller er han? Men han ejer nogle billeder inde i sit hoved ... som løfter kasketten på os alle sammen«.

Filmdebuten  'Ung leg' med Frits Helmuth som bejler. Foto: Scanpix Løfte kasketten gør Ghita Nørby i denne livfulde samtale fuld af sprælske anekdoter om alt fra det kuldsejlede venskab med Max von Sydow, om hvordan Dirch Passer en gang var skyld i, at ellers utilnærmelige Birgitte Federspiel måtte et døgn på hospitalet med latterkramper.

Hun fortæller om, hvordan det egentlig var at være et uskyldigt sexsymbol, der spillede vovede roller, men nok i virkeligheden med egne ord var seksualforskrækket og længe mere interesseret i skildpaddesuppe.

Med årene blev hun gevaldigt klogere på sig selv og på det specielle mikrokosmos, som er filmens.