Journalisten og forfatteren Jan Guillou var for nylig i Afrika.

På en af sine kostbare jagtrejser lykkedes det ham at nedlægge en løve.

Lige nu er det imidlertid forfatteren selv, der er under beskydning, og han ved, at mange af hans kritikere mener, de har fået ram på løven Guillou.

»Ja, jeg er en gammel løve med strittende manke og kradsemærker i ansigtet. Men når man skyder på en løve, skal man være sikker på at slå den ihjel, for en såret løve er det farligste dyr i Afrika. Og jeg er ikke død endnu«, siger Jan Guillou under et besøg på den danske bogmesse.

Årsagen til kritikken mod den svenske journalist er velkendt.

I sin erindringsbog ’Ordets magt og afmagt’ skriver Jan Guillou over 500 sider om især sine journalistiske sejre og nederlag. Ikke mindst om det store scoop, da han og to andre i 1973 afslører IB-affæren.

LÆS ANMELDELSEGavflaben Guillou er tilbage

Et skandale af dimensioner, der afdækker en hemmelig tjeneste, der sindelagsregistrerer svenskere.

Fra helt til skurk
Èn episode forbigår Guillou dog i noget nær tavshed.

Gennem fem år fra 1967-1972 mødtes han jævnligt med folk fra Sovjetunionens efterretningstjeneste KGB. Ja, ikke nok med det. Han skriver endda to rapporter til dem, og får penge for det. 800 kr.

LÆS ARTIKELJan Guillou havde kontakt med KGB

I erindringsbogen fylder tiden med KGB kun ti linjer.

Ti.

Og der står intet om, at han var i kontakt med KGB i fem år, eller at han modtog penge.

»Selvfølgelig er det en stor historie«
På få dage går Jan Guillou fra at være helten fra IB-affæren til at være skurken fra KGB.

»Expressen havde en fandens god historie, for de kunne offentliggøre et dokument, som jeg ikke anede eksistensen af. Det viste sig, at Arne Lemberg, som jeg troede var min makker, dengang gik bag om min ryg. Han gik til sikkerhedspolitiet for at sikre sig selv. Det er et spændende dokument, hvis man ser på det som journalist, og selvfølgelig bliver det en stor historie«, siger Jan Guillou.

Han fastholder, at han aldrig har haft andre hensigter end at infiltrere KGB for til sidst at kunne afsløre dem, når de på et tidspunkt bad ham om at udføre illegale opgaver.

Har du slet ikke gjort nogen fejl?

»Nej, ikke hvis man tager udgangspunkt i, hvad jeg vidste, da jeg skrev min bog. Hvis jeg havde kendt spionrapporten – shit – så havde jeg selvfølgelig haft en større historie, men det vidste jeg bare ikke dengang. Sagligt set er det stadig for mig en historie om en 22-årig ung journalist, der tror, han skal afsløre KGB«.

Hvordan reagerer man, når ens ven er gået til Säpo bag ens ryg?

»Jeg havde den samme fornemmelse, som folk må have haft, når de opdagede, hvem der i sin tid stak dem til Stasi. Hvad i helvede, var det min bror, der gjorde det? Ironien i denne historie er, at det jo netop var det, vi skulle have gjort. Vi skulle have kontaktet sikkerhedspolitiet og fortalt dem, at vi havde kontakt til en KGB-officer. Derefter skulle vi være gået til dem med vores oplysninger, og de kunne have skrevet de rapporter, som KGB skulle have.«

»Når KGB senere bad os om illegale ting, kunne Säpo få smidt nogle KGB-agenter ud af landet, og vi ville få vores historie. Den metode er der flere, der i tidens løb har anvendt. Men for mig dengang var det ikke psykologisk muligt at gå til Säpo, for Säpo var jo dem, der forfulgte os, når vi demonstrerede mod Vietnam-krigen«.

Gjorde det samme hos for CIA
I mediedebatten om erindringsbogen har Jan Guillou fastholdt, at han foretog en nøgtern vurdering af KBG-kontakterne til sin bog. Der var ikke til mere end ti linjer, og om han så tog alt, hvad han kunne huske, ville der kun være til to-tre sider i bogen.

En kommentator fra Dagens Nyheter har ellers her i avisen skrevet, at du mødtes med KGB hele 40 gange på fem år?

»Nej, det lyder af for meget. 25 gange tror jeg, og i det forløb gør jeg præcis det samme, som jeg ti år senere gør over for CIA. Jeg infiltrerer CIA, skriver falske rapporter til dem og får tusindvis af dollar for det. Derfor bliver jeg også dengang kaldt til forhør hos sikkerhedspolitiet, fordi de mistænker mig for at være spion. I min bog beskriver jeg det over ni sider, og da den skal udkomme, tænker jeg, at det er dynamit. At det er CIA, der vil fylde alle avisernes spisesedler«.

Men ingen har nogensinde beskyldt dig for at beundre USA, og derfor ville man vel også tro, at hvis du var involveret med CIA, var det ...

»... fordi jeg var imod dem. Ja, men set fra mit synspunkt dengang, var det lige så naturligt at være imod Sovjetunionen. Den del af venstrefløjen, jeg tilhørte, så ikke USA som den store trussel mod Sverige og Skandinavien, men derimod Sovjetunionen«.

»Smudspletterne bliver siddende«
Du er kendt som en hård debattør. Mister du ikke troværdighed med denne sag?

»Alle der udsættes for en smædekampagne, har smudspletter siddende på sig resten af livet. Men nogen katastrofe er det ikke. Det vigtigste for mig er forholdet til mine læsere, den svenske offentlighed, og der opfatter man ikke en 40 år gammel historie som noget, der undergraver alt, hvad jeg har lavet siden da. Vi taler jo om noget, der indtraf, da jeg var så ung, at jeg ikke havde lavet en skid, der betød noget som helst«.

Der er ellers trukket paralleller til afsløringerne af Milan Kundera og Günter Grass?

»De var ikke journalister, og ingen tror jo på, at jeg skulle have haft et andet formål end at være journalist«.

Ikke engang Expressen?

»Nej, da jeg skal chatte med Expressens læsere, skriver deres chefredaktør, at folk bare skal chatte med Jan Guillou, men kald ham ikke spion, for det findes der intet grundlag for at gøre. Det står der heller ikke i de 50 avissider, de har skrevet om mig. Jo, på forsiden skriver de, jeg er KGB-agent, men avisforsider lever jo i en verden helt for sig selv. Inde i avisen skriver de, at jeg fik penge for at skrive rapporter til KGB, men ingen på Expressen tror, jeg var KGB-spion. Det gør heller ingen i offentligheden«.

Hvorfor skriver avisen så 50 sider om det?

»Fordi det i udgangspunktet var et scoop, at de havde det dokument. Jo mere, de skriver, jo større bliver det scoop«.

Intet at bidrage med
Kunne du tåle at gense de rapporter, du sendte til KGB?

»Absolut. Det var en træningsopgave med meningsløse oplysninger. Som var lovlige. Desuden var jeg en meget ung reporter på et svensk mandeblad, så min indsigt i den svenske stats hemmeligheder var ret begrænset. De mente, de trænede mig med henblik på fremtiden, men jeg havde jo intet af betydning at bidrage med«.

Hvad skrev du?

»Fra Arne Lemberg-rapporten ved jeg, det var noget om Nordisk Råds møde, og så var det noget om centrumungdommens forventede ændrede attitude til Vietnamkrigen på partiets næste landsmøde«.