Quirke, den 40-årige patolog og ungkarl, er en lettere alkoholiseret og menneskeforagtende enspænder, hvis kone døde i barselssengen for 20 år siden.

Vi er i 1950’ernes Irland, hvor den keltiske tiger endnu kun er en katolsk tamkat, buret inde i middelalderlig menneskeforagt og religiøs dobbeltmoral.

I krimien ’Christine Falls’, der begynder med, at en ung kvinde gedulgt tager til USA med et spædbarn i bagagen. En anden bringes på lighuset med en forfalsket journal. Øjensynlig skrevet af Quirkes svoger.

Noget er helt galt, og noget tyder på, at en hemmelig orden har magten over den lokale overklasse, både i den irske hovedstad, Dublin, og i den irske del af Boston, USA. Endnu en kvinde bliver dræbt, og ovre i USA møder vi et par, som heller ikke har det for godt i et goldt ægteskab.

Græsk tragedie
Også her viser den klassiske krimi noir sit fjerne slægtskab med den græske tragedie. Med de traurige kærlighedshistorier, hvor skæbnen agerer den hemmelige elsker i et tragisk drama mellem slægt og venner.

Benjamin Black alias den noble irske forfatter John Banville har siden 2006 udgivet tre sorte kriminalromaner, alle med den misantropiske retsmediciner Quirke som antihelt, henlagt til verden af i går for cirka 50 år siden.

Banvilles romaner er inspireret af samme ti års eksistentialistiske og halvreligiøse thriller À la Georges Simenon, Friedrich Dürrenmatt og Graham Greene.

Især den sidste, hvis kritiske syn på den katolske nådeopfattelse og determinisme, Banville til en vis grad deler. Han skrev da også filmmanus til instruktøren Neil Jordans udgave af Grahams Greenes metafysiske trekantsdrama ’Enden på legen’.

Sprogligt brillant
Samme bittersøde kærlighedshistorie risler igennem Blacks historie om en mand mellem to søstre, en forfærdelig hemmelighed og romerkirkens trafik med uønskede børn og deres mødre. Så kom ikke her og sig, at genren kun æstetisk dyrker det sorte for det sortes egen skyld.

’Christine Falls’ er nemlig både en inciterende og engageret sædeskildring og en sprogligt brillant roman med den poetiske prosastil, der kendetegner storbykrimien, når den er allerbedst og blændende.

Skidt med, at plottet er løsagtigt og slutningen åben, læseren er hele vejen godt underholdt med mord med mening.

Om livets meningsløshed, kærlighedens flygtighed og eksistentiel kedsomhed, der stadigvæk er en dødssynd, også selv om Gud muligvis er død.