Det er en stak store spørgsmål, Vilhelm Topsøe har taget sig for at behandle i romanen ‘Operasangerinden’. Hovedpersonen – sangerinden Helenes Lissner – tumler med en række pinagtige og tunge privatlivsproblemer, som igen spejles i de store politiske problemer og sammenstød, sådan som de udfoldes i Mellemøsten.

Læseren møder Helene Lissner i Tel Aviv. Her skal hun synge et stort, svært parti, og læseren indføres i en sangerindes mange problemer. Holder stemmen, eller har flyveturen ødelagt den, for flyveture er noget af det giftigste, stemmer kan komme ud for?

Passer kostumet? Og er dirigenten til at arbejde sammen med? Og ikke nok med det. Det viser sig, at stedet, Tel Aviv, og de komplicerede israelske problemer også spiller ind, og her i Tel Aviv bliver Helene Lissner for første gang konfronteret med sin jødiske baggrund, som hun hidtil ikke har gået videre op i.

Konsekvenserne af livet som divamor
Helene er gift med en læge, han kommer og besøger hende og rejser hjem igen, og så begår han selvmord. Denne hæslige begivenhed sætter hendes liv på standby, og hun må konfrontere sig selv med sine mange svigt, hvoraf en del er affødt af hendes slidsomme rejsende divaliv.

Det har betydet, at hun har svigtet både sin mand og sine to børn. De har alle lidt under hendes dobbelte fravær – både det konkrete, at hun har været så meget væk – og det mere abstrakte, at hun heller ikke har været til stede, selv om hun har sovet hjemme.

Intens samtale med Jomfru Maria
Hun får et nervesammenbrud, bliver indlagt, og hun må nu se sit tidligere liv og sine svigt i øjnene, og det bliver en slidsom vej ikke tilbage, men frem mod en ny begyndelse – uden opera.

Til slut rejser hun igen til Israel og får her nærmest en slags religiøs vækkelse, sådan må man vel tolke hendes intense samtale med jomfru Maria.

Vilhelm Topsøe søger i romanen at belyse en lang række store og svære spørgsmål, bl.a. løgn, utroskab, svigt af børn. Hertil kommer de langt større nemlig krisen, krigen og katastrofen i Mellemøsten.

De tunge og uhyre delikate spørgsmål om Israels handlemåde over for palæstinenserne inddrages også, og man kan ikke påstå, at Vilhelm Topsøe putter med problemerne og søger at stikke dem ind under stolerækken. De kommer frem – og så må læseren selv tage stilling.

Lange dialoger
Det er en roman, der vil vældig meget lige fra forskellen mellem slaviske og skandinaviske sangeres vokalbrug, de personlige og familiemæssige omkostninger ved altid at være på rejse til den komplicerede krise i Mellemøsten.

Spørgsmålet er så, om det er lykkedes Topsøe at få alle disse spørgsmål og problemer til at spille sammen, og så er svaret desværre ikke rigtigt. Romanen falder for meget i afgrænsende problemkataloger (politik, jødisk afstamning, børn, ægteskabsproblemer), og et minus er, at dialogerne er alt for lange, alt for udpenslede og desværre også i passager lettere ligegyldige.

Fortællerstemmen knirker
Hvorfor veninden og hjælpersken Grehtes småsnak ligesom hendes fnisende hvidvinsforbrug skal fylde så meget, står som et ubesvaret spørgsmål.

Det er ikke problemerne og deres politiske og menneskelige påtrængenhed, der knirker i ‘Operasangerinden’, det er det rent fortællermæssige. Her slæber den desværre, sådan at læseren af og til træt lader bogen synke og skimter ud i rummet for at se, om der ikke skulle ligge en krydsogtværs et sted, som venter på at blive løst.