En efterårsdag satte den unge digter sig ned og skrev et brev til sit livs første store kærlighed, en pige ved navn Riborg Voigt.

Det var gået op for ham, at hun var forlovet med en anden.

»Glem mig«, skrev H.C. Andersen.

Det ville være syndigt af ham at fortsætte sin belejring af hende, forklarede han først. Og Riborg gjorde klogest i at opfatte ham som én, der aldrig nogensinde havde eksisteret.

»Glemme Dem kan jeg ikke!«
Så forsøgte han ellers at skrive sig direkte ind i hendes hjerte.

Det er kladden til brevet, der er bevaret.

Man ser tydeligt, hvordan digteren kradsede sine desperate sætninger ned. Han blev ved med at strege over og formulere om.

LÆS ARTIKEL H.C. Andersen udgives i pocketformat

»Den første Gang jeg havde talt med Dem, hang [overstreget: allerede min Sjæl ved Dem] jeg allerede ved Dem med min hele Sjæl, jeg vidste ikke at De var forlovet, derfor blev min Følelse endnu mere levende, og da jeg vidste det, var det umueligt at kjæmpe imod, jeg troede ogsaa at læse i Deres Blik noget mer end Venskab, jeg udtydede enhver Mine hos Dem til min Fordeel; det var min Phantasie! Glemme Dem kan jeg ikke! nei aldrig vil noget andet Væsen saaledes opfylde mit Hjerte! Ved Dem kan jeg blive Alt, uden Dem – – det vil Tiden vise Dem!«

Kladden er dateret 30. oktober 1830, så Hans Christian var 25 år. Riborg var et år yngre.

Viser nye sider af digteren
Udkastet til dette brev har aldrig før været offentliggjort.

Men fra i morgen lørdag kan det læses på internettet, sammen med godt og vel 8.800 andre breve til eller fra H.C. Andersen.

En femtedel af alle disse breve har ikke tidligere været tilgængelige for den brede offentlighed. Og når man dykker ned i dem, føjes der nye facetter til historien om eventyrdigteren.

For eksempel får man en god fornemmelse af den sjælerystende krise, Riborg Voigt var skyld i. Brevet viser, hvor svært han havde ved at droppe hende.

»Han opfordrer hende til at glemme ham – og samtidig vælge ham frem for den forlovede«, siger Ejnar Stig Askgaard, der er overinspektør i Odense Bys Museer, som står for brevarkivet sammen med H.C. Andersen-Centret på Syddansk Universitet.

»Ordlyden i brevet fra den ulykkelige Andersen arbejder sig som bølger, der skyller op og trækker sig tilbage på en strand ... Det er besynderligt, at dette brev aldrig er kommet på tryk«.

Selvmedlidende
Ejnar Askgaard mener, der er tale om en »systematisk fejllæsning« af H.C. Andersen, hvis man opfatter ham som homoseksuel.

»Dagbøger og breve er fyldt med voldsomme kærlighedserklæringer til kvinder. Og brevet til Riborg understreger, at der virkelig har været nogle følelser på spil her. Det trækker yderligere væk fra teorien om, at han skulle have været homoseksuel«.

LÆS OGSÅ Måske var ællingen ikke så grim

Til gengæld fyrer H.C. Andersen godt op under selvmedlidenheden:

»Overvei Alt og tænk da aldrig paa mig mere [overstreget: Digteren er kun som en Lampe]. Digteren vil synge dybere; Lampen [overstreget: maa jo] skinner for Mængden medens den selv fortæres! [overstreget: Var Lad der kun ... hvad der vil nu frygter jeg intet] – Jeg bliver aldrig lykkelig; men saaledes maa det være! derfor glem mig! – tænk aldrig paa mig! De vil blive lykkelig mere ønsker jeg jo heller ikke! Lev vel! - kun eengang hører jeg endnu fra Dem – saa aldrig mere! Vær ikke bedrøvet for mig, Riborg! Gud er jo god og naadig! Lev vel! evig lev vel!«

Psykologisk profil
Men H.C. Andersen skrev ikke kun, når han havde kvaler.

Han skrev tilsyneladende hele tiden. Uhyrlige kaskader af ord strømmede fra hans hånd.

»Man kan næsten følge Andersen dag for dag i hele hans voksenliv. Men der er stadig nogle huller, og de her breve er med til at fylde nogle af dem ud«, siger Ejnar Askgaard.

»Når man læser en større del af den her brevmasse, kan man nærmest danne sig en psykologisk profil af en forfatter, som er død for så lang tid siden«.

Med den nye brevbase er der simpelthen flere stemmer til at beskrive H.C. Andersen.

Hidtil har der kun været udgivet korrespondancer mellem digteren og den collinske familie plus et par af hans tætteste venner.

Nu udvides venneskaren betragteligt. Og der er breve fra komponister og andre forfattere ude i Europa.

Et trafikuheld
H.C.  Andersen. Dateringen af billedet er usikker, men det menes at være fra omkring 1865. Polfoto»Men jeg er nok mest forbløffet over er, hvor dygtig til sprog han er. At det skinner igennem et simpelt brev ...«, siger Askgaard.

I julen 1842 sendte H.C. Andersen en hilsen til den 15-årige Jonna Drewsen, som var barnebarn til Andersens faderlige velgører, Jonas Collin.

Digteren og den purunge kvinde var nære venner.

LÆS OGSÅ H.C. Andersen-hærværk går verden rundt

Han underholdt hende med et trafikuheld, han netop havde været udsat for.

»I Slud og Taage rullede vi ud af Vesterport! – vi havde Postheste til Corporalkroen; da vi i den mørke Aften var omtrent en Miil fra dette Sted, hvor Grevens egen Vogn og Heste ventede os, standsede vore Forløbere og sloge bag ud. Vognen dreiede, Vognstangen knak, Hestene gik ned i Grøften; vi kunde slet ikke inde fra faae Døren op og Postkarlen havde nok at gjøre med Hestene til at høre os!«, hedder det.

»Jeg tog da en dristig Beslutning, krøb ud af Vinduet, først Hovedet, saa Benene, og Springet lykkedes, skjøndt ud i det dybeste Dynd, den lille Adam Knuth sprang efter og saa lukkede jeg op for de andre; vi gik i den mørke kolde Aften ude paa den sølede Vei, til vi igjen kunde age; det gik saa ret pænt fremad, og vi var her paa Bregentved Klokken henimod tolv; jeg er imidlertid bleven lidt rusten i Stemmen og min Fod er noget øm, / da jeg har gjort et skjævt Trit i det jeg sprang ud! – er det ikke kjedeligt«.

Destruerede breve
Det omfattende materiale i brevbasen vil være fyldt med »slåfejl og alt muligt«, oplyser Ejnar Askgaard. Finpudsningen kommer senere.

»Men vi kunne ikke nænne at vente, til det hele var færdigt, for sådan noget som det her, det bliver aldrig færdigt. Man kan lige så godt invitere interesserede indenfor ...«.

Det er ikke alle breve i H.C. Andersens mange korrespondancer, der er bevaret.

Da han døde i 1875, fik folk de breve tilbage, de havde skrevet til digteren.

Og nogle af dem destruerede deres breve, fordi de frygtede, at intime detaljer fra deres liv ville blive udgivet i bogform.

Det gælder blandt andre Louise Collin, en anden af de kvinder, H.C. Andersen bejlede til i sin ungdom.

Fik bud på at tøjle fantasien
Til gengæld findes der en del breve mellem den helt unge H.C. Andersen og militærmanden Christian Høegh-Guldberg, som var overbevist om Andersens talent og nærmest betragtede ham som sin søn.

Oberst Høegh-Guldberg gav digterspiren en mængde råd og formaninger.

»Høegh-Guldberg bad ham om at tøjle fantasien og tage sig sammen. Brevene giver et fantastisk billede af et helt uregerligt sind«, siger Ejnar Askgaard.

Obersten havde en blind tiltro til den fattige dreng fra Odense.

»Og det er ikke, fordi den her oberst har været vanvittig eller småtosset«, siger Askgaard.

»Han var en uhyre dannet person. En meget velbegavet mand ... Han beroliger Andersen, og samtidig indgyder han ham mod«.

Ikke helt så grim en ælling
Brevvekslingen med Christian Høegh-Guldberg er blandt dem, der ændrer på det lidt stivnede billede af H.C. Andersen.

Det er en mere levende og menneskelig eventyrdigter, der toner frem.

Ejnar Askgaard er fascineret af denne velbegavede oberst, der taler til en fuldkommen udannet skomagerknægt, som er smækfyldt med drømme.

Det vidner om, at Andersen rent faktisk havde et overbevisende talent, før han blev forfatter. At han var god til at underholde folk. Var en god improvisator ...

»Før har man mere haft billedet af, at Andersen møver sig ind og er en pine og plage for alle de folk, han skal læse op for. Og Andersen bidrager selv lidt til det. I sine selvbiografier ironiserer han over sine ungdommelige ambitioner, hvor han vælter ind og besøger en balletballerina i København og danser en voldsom dans for hende, så hun bliver helt forskrækket og tror, at han er gal i hovedet«, siger Ejnar Askgaard.

Så han fremstillede sig selv mere klodset og uelsket, end han i virkeligheden var?

»Ja, netop«.

Eksistentielle kvababbelser
Digteren proppede sine breve med eksistentielle kvababbelser og overvejelser om, hvilken levevej han skulle vælge.

»Han sparer ikke på beklagelser og jammer«, siger Askgaard. »Hvis der er noget, der piner ham, så kommer det ud ...«.

H.C. Andersen blev ved med at skrive breve i sin alderdom. Også selv om han var stærkt plaget af sygdom.

Han led blandt andet af kræft i leveren. Cirka et år inden, at denne sygdom tog livet af ham, skrev han et brev til sin unge ven William Bloch. Et brev fyldt med stærke billeder som dette:

»I forgaars Aftes fik jeg en ny Glæde, et Brev fra Dem, saa foraarsfrisk, saa hjerteligt som naar en ung Digter har Hjertet fuldt at Lyrik og hver Dag Besøg af sin Muse, det har De og derfor har De det godt! min Muse besøger ikke mig, jeg har en anden høist ubehagelig Indquartering, jeg har Besøg af Gigten, der holder Leirøvelse i mine ømfindtlige knæ, Albuer og Fingere«.