Annonce
Annonce
Skønlitteratur For abonnenter

Norsk narcissisme giver den fuld skrue

Begge norske romaner er om forfatternes liv. Ny realisme – eller narcissisme?

Mange romaner handler jo i grunden om sig selv, om romanens egen tilblivelse, om forfatterens kamp med at skrive en orden frem af sit livs kaos.

Men i reglen er den proces forklædt: En fiktiv person med et andet navn og en anden profession, ikke nødvendigvis kunstnerisk, bakser for at få orden på eksistensen. Og fortællingen bliver den orden.

Nordmændenes priskomité har imidlertid i år bidt hovedet af al litterær maskerade og indstillet to romaner, hvis forfattere begge fortæller om sig selv og vejen til litteraturen.

LÆS OGSÅ
Balladen om Karl Ove

Eller med det forbehold, vi vel omsider har lært efter diskussionerne om Suzanne Brøgger, Peter Høeg, Knud Romer m.m.fl.: i hvert fald romaner, hvis forfattere deler navn og familie, bopæl og delvist livsforløb med deres respektive fortællere, som også er deres hovedpersoner.

Men overfladisk ligner de to norske kandidater ellers ikke hinanden mere, end Sukkenes Bro i Venedig ligner Øresundsbroen: Det ene værk er lige så kort, som det andet er langstrakt.

Erindringen kredser om døden
Tomas Espedal (f. 1961) var indstillet til den nordiske pris i 2007 for romanen ’Gå. Eller kunsten at leve et vildt og poetisk liv’, på dansk samme år.

Abonnér og få fuld adgang til artiklen, samt alt på politiken.dk for 66 kr. per måned.

Allerede abonnent? Log ind

Del link
Relaterede artikler
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce