Først føler man sig som en fisk i olie, når man dykker ned i dette glas med udsøgte erindringer. Her er blødt og lækkert, men lydene forsinkes, og det er svært at få luft.

Fortællefisken har efter mange år i olie udviklet gæller og glidende bevægelser, så den kan leve under låg.

Men vi læsefisk har jo lunger, og selv om der godt kan være ilt i de talebobler, der langsomt udåndes fra fortællefisken, så må læseren jævnligt ud af glasset og op til overfladen for rigtig at få vejret.

Man omsluttes af smukke formuleringer.

Om forfatterens vej fra den salige selvforglemmelse, dengang han sad og drømte på en sten i barndommens have, til han senere som ung blev »jaget af den tvangstanke, at en anden gik rundt med min salighed under kjolen«. Godt sagt.

Slår lufferne om læseren
Men når forfatteren spørger sig selv, om han på en udlandsrejse kunne »fortsætte med at være helt den samme, eller ville orgelpunktet i mit liv moduleres, hvis jeg blev længe nok under de fremmede himmelstrøg?«, – så må man op og have ilt.

Jens Christian Grøndahl slår lufferne om læseren med et sprog, hvis viskositet føles som en luksus, når store sandheder siges med anekdoter og aforismer så som, at »mærkeligt nok er trangen til at blive en anden stærkest på det tidspunkt, hvor man knap nok er blevet sig selv«.

En stille undren bølger sympatisk gennem glasset.

Turen går til Middagsluren
Men man kvæles lovlig lækkert, når en taleboble kommer drivende med blå bemærkninger om nederlandsk genremaleri, italiensk turisme eller en fridag i den israelske by Haifa, hvor »vejret var sommerligt allerede i februar, men arkitekturen var moderne på den anonyme måde, der ikke røber, om man befinder sig i Californien, Australien eller Indien«.

Bogen  er illustreret med en lang række private billeder fra Jens Christian Grøndahls barndom og ungdom. Fotos fra bogen: Marianne Grøndahl Tak, Turen går til Middagsluren.

Men der er også en anden bog i bogen.

Der er stærke og vågne passager, hvor der synges ud og siges sandheder. Her skrives ikke med sardin i olie, hvad der så heller ikke skal være mere af i anmeldelsen.

Farvel fisk – og forfra.

Andægtig
Når Grøndahl skriver om sin mor, er han skånselsløs på en måde, som ikke er ond, men generøs:

»Ulykken i hende tog overhånd, men den havde ikke noget ansigt. Den var et hul, hun havde med sig, hvor hun kom fra, og hun har aldrig fået det fyldt, ikke med noget eller nogen«.

LÆS ANMELDELSE 'Fire dage i marts' Eminent stemningskunst (25.08.09)

Selv om sønnens blik er barskt, er det samtidig kærligt, når han holder på hat og briller, mens mor slår ud med armene.

Skarpt og skånselsløst ser han, at der lige siden hendes skilsmisse har været »noget fortabt over hendes umådeholdne behov for at dele og få bekræftet sin glæde, ja, i det hele taget sin væren i verden«.

Og man bliver næsten andægtig, når han husker, at »Man blev tavs, når hun talte sig varm, for hun gjorde alle ord til sine, for ivrig og utålmodig til at lade andre få et ord indført, og sådan blev hun ensommere i sin længsel efter fællesskab, skuffet og hul indvendig i sit begær efter mere fylde, betydning og glans«.

Smuk og stilfuld
Det er fornemt sagt, og Grøndahl er i sin gode ret til at være fornem.

Han ser en lang linje i sin slægtshistorie, som her i bogen går fra bedsteforældrene og deres bogstavelige kampe med kunsten og kærligheden til hans eget liv med de mange brud og ulykkelige kærligheder, som han benævner (Maja, Ellen, Rosa) og kunstnerisk bearbejder og betragter med en bevidsthed, som han selv er den første til at kende som en smule fjern og distræt.

»Det kunne ikke blive smukt og stilfuldt nok«, siger han om sine forældres boligindretning, der var en kompensation for deres fundamentale usikkerhed både eksistentielt og økonomisk.

At nøjagtig det samme gør sig gældende i Jens Christian Grøndahls forfatterskab, det findes der mange smukke og stilfulde udtryk for her i selvportrættet.

LÆS OGSÅGrøndahl: Jeg skal ikke længere bevise så meget

For eksempel dér, hvor et af den smukt layoutede bogs mange små indsatte billeder er et foto fra Firenze af hans far siddende foran morens kamera med »den portrætteredes foregøglede, lidt for medvidende eftertænksomhed«. Netop.

Fotos  fra bogen: Marianne GrøndahlMellem det maksimale og minimale
Når bogen er bedst, deler den varmt og generøst ud af sin fortællers dæmpede fortvivlelse.

Så skriver Grøndahl sig op i nærheden af de store trøstesløse, som Sophus Claussen kendte. Hos dem er der trøst at hente.

LÆS ARTIKEL Jens Christian Grøndahl erkender fejl

Når bogen er værst, bugner den af beåndede bemærkninger om Norden og Syden og Rom og Skagen og Stor Kunst og Orgelbrus.

Her tror den alfaderlige fortæller sikkert, at han giver milde gaver, men de mærkes af læseren snarere som en lidt fornæret modvilje mod at spendere det egentlige.

Alt dette skal man så summa summarum sige med hjerter, ja man skal. »Det kan man ikke«, sagde min matematiklærer,– »og så må man låne«.

Men jeg siger, at man må dele: midt mellem det maksimale og det minimale.