Tænk engang, hvis aviskarikaturerne af Muhammed i stedet havde været vellignende karikaturer af Osama bin Laden. Så havde den satiriske provokation undgået at bidrage til et af vor tids største politiske bluffnumre, nemlig det kun alt for vellykkede forsøg på at fremstille den globale politiske kamp om verdens ressourcer som en nutidig religionskrig.

Med Bush juniors rene ord for pengene: et korstog. Dén formørkelse bidrager det danske regeringsflertal som bekendt til, og især dens styre- og støtteparti.

Latteren som våben vil den algeriskfødte franske journalist Sifaoui øjensynlig gerne anvende mindre generelt diskriminerende end Jyllands-Posten.

Han har i en halv snes år beskæftiget sig med terrorisme, bl.a. i bogen ’Brødre – mordere. Jeg infiltrerede al-Qaeda’ (dansk udg. 2003) og tv-dokumentaren ’Vredens tegninger’. Men »latteren er også en værdi, der skiller os fra dem«, siger han som begrundelse for dette ’tegneserieattentat’ mod terroristerne, »den fanatisme, der nærer dem, og den tåbelighed, der holder dem i gang«.

Langt fra nogen genistreg
Godt set. Fermt tegnet og velunderrettet fortalt – men langtfra nogen genistreg. Hverken politisk eller kunstnerisk.

Bercovici er en udmærket humoristisk tegner, men med et lumsk monotont billedsprog, når det kommer til synsvinkler, beskæringer og sidekomposition.

Alene mængden af eksplosioner skulle ellers indbyde til mere spektakulær grafik, men de nedtones bevidst. Lettere bliver det selvfølgelig heller ikke at afvige fra opstillingen ’to samtalepartnere i halvtotal’, når dialogen er så afgørende for hele beretningens autenticitet.

En liderlig nar
Rammen om historien er amerikanske styrkers tilfangetagelse af den aldrende bin Laden i maj 2016 under en tilfældig aktion i Waziristan. Til to CIA-agenter fortæller han sin historie.

Dvs. den islamistiske terrors nyere historie lige fra bin Ladens oprettelse af al-Qaeda i 1989 sammen med Ayman Al-Zawahiri og Muhammed Atef. Fra kampen mod Sovjet i Afghanistan via fly-, flåde- og ambassadeattentaterne frem til 11. september 2001 – og så Bush og Foghs ’krig mod terror’.

Bortset fra i forbifarten at fremstille Irak-invasionen i 2004 som ren benzin på terrorbålet – først derefter slutter alverdens tilfældige attentatmagere sig til al-Qaeda – er satiren i tegneserien imidlertid ikke dybtgående.

Tværtimod: Bin Laden er – især ved tankebobler, der modsiger hans talebobler – fremstillet blot som en forfængelig og liderlig nar. Det samme er for den sags skyld Bill Clinton, George W. Bush og et par franske præsidenter.

Narreværk i stor skala
Ofrene for bomberne – terroristernes såvel som Nato-styrkernes – er stort set usynlige, og dermed den forbrydelse mod civile, uskyldige liv, som ellers er og bliver hovedanklagen mod terrorisme.

Dybere analyser af den slags må man læse sig til i litteraturlisterne bag i albummet, foruden en nyttig dansk liste udarbejdet af Lars Erslev Andersen.

Satiren selv er altså mere pjattet resumerende end politisk analyserende: Vi er alle bjergsomme og driftsstyrede selvbedragere, og politik er bare samme hykleri og narreværk i stor skala.

Det livssyn kan vel godt være korrekt? Ja, men det modsiges af Muhamed Sifaouis egen bekendelse til »de universelle værdier«, som han efter forordets højtidelige erklæring netop vil forsvare, og med latteren som våben. Lattersalven rammer også ham selv i foden.