Man behøver kun at sige navnene for at se billederne af bekymrede politifolk for sig.

Frost, Barnaby eller Dalgleish.

Gråsprængte herrer, der kører rundt i smukke, britiske landskaber på jagt efter hensynsløse mordere.

Eller skarptskårne Rebus, der vender vrangen ud på en skotsk storby.

Og nu skal vi snart føje endnu et navn til listen over tv-helte.

Banks.

Alan Banks.

Banks som tv-stjerne
Den britisk-canadiske forfatter Peter Robinsons kritikerroste seriefigur fra romanerne er på vej til at blive en skikkelse i kød og blod i form af skuespilleren Stephen Tompkinson, og ITV har foreløbig købt retten til at filme to episoder hentet fra Robinsons krimi-univers.

»Jeg håber da, de derefter filmer samtlige romaner, som de har forkøbsret til, men foreløbig begynder de med romanen ’Aftermath’ (fra 2001). Optagelserne begynder i slutningen af denne måned«, fortæller Peter Robinson under et besøg i Danmark i anledning af den årlige krimimesse i Horsens denne weekend.

Fortrøstningsfuld
Hvis ITV beslutter sig for at tage hele pakken, er der mere end rigeligt at tage af, for Peter Robinson har allerede fået udgivet en lille snes bøger om Yorkshire-detektiven Alan Banks, og allerede til august kommer den næste, ’Bad Boy’, i såvel Storbritannien som USA.

Peter Robinson er ret fortrøstningsfuld, for han har allerede læst manuskriptet til den kommende tv-serie, og hvis Stephen Tompkinson ellers formår at få Banks til at leve på skærmen, burde der også være mulighed for at trække en del seere til, for i bogform har Yorkshire-detektiven allerede mange varme tilhængere, selv om han mildt sagt ikke har et helt let liv.

En hadet chef
Lettere udbrændt forlod Alan Banks et liv som politimand i London for at slå sig ned i Yorkshire. Han ville starte på en frisk og troede oven i købet, han var lykkeligt gift.

Det sørgede Peter Robinson så for, at Banks ikke blev ved med at være.

LÆS OGSÅSørgmuntert gensyn med vicekommisær Banks

Som forfatter introducerede han tillige et par kvindelige kolleger, hvis liv tydeligvis også har skaffet dem et ar eller to på sjælen. Annie Cabbott og Winsome Jackman af henholdsvis britisk og jamaicansk oprindelse. Plus en chef, de alle kan være fælles om at hade.

Nogen finder et lig
»Jeg kan godt lide at se personerne udvikle sig, men det skal ske i forbindelse med den sag, de arbejder på. Det er den, de skal lære noget af«, siger Peter Robinson.

Men hvad personerne skal lære, har han ikke på forhånd nogen anelse om. Som regel ved han næsten ingenting om, hvad der skal ske i romanerne.

LÆS OGSÅDen britiske krimi er stadig kongen

»Min historie begynder gerne med, at nogen finder et lig. Derefter er det mit udgangspunkt. Jeg kan fortælle historien om, hvordan vedkommende blev, som han eller hun blev. Hvorfor vedkommende blev så hadet eller frygtet, at nogen var parat til at slå ihjel for det. Liget er et godt udgangspunkt, når man som jeg er en forfatter, der ikke er god til at planlægge. Jeg ved ikke, hvem morderen er, før jeg er to tredjedel eller måske tre fjerdedele henne i historien. Derfor er der som regel også et par dage undervejs, hvor jeg går rundt og spekulerer over, om jeg overhovedet kan få det hele til at hænge sammen«.

Serieelskere
Den nye bog på dansk, ’En personlig sag’, begynder, da en kvinde på vej i bil gennem natten synes, hun bliver forfulgt. Er hun overspændt, paranoid eller klartseende? Er det den samme mørkeblå Mondeo, hun ser igen og igen?

Og hvorfor har kvinden Alan Banks adresse på et stykke papir i baglommen, da hun kort efter bliver fundet død i vejkanten med et lille hul over øret, nogenlunde på størrelse med kaliber 22? Og hvorfor ringede Banks’ bror til ham kort forinden og var bange, når de ellers aldrig taler sammen?

Med andre ord lader Peter Robinson sin politimands historie langsomt men sikkert væve sammen med den aktuelle forbrydelse. Og han ved, læserne elsker det. Han ved også, de kan lide at læse om de samme personer i bog efter bog.

Sæbeopera
Hvorfor tror du, læserne elsker serier?

»Der er et element af sæbeopera over det. Læserne vil gerne vide, hvad der sker i personernes liv. Det afspejler sig også, når jeg får flere mail fra læsere om Alan Banks’ kærlighedsliv, end jeg får om mordene i bøgerne. Folk spørger mig, hvornår han bliver lykkelig, og om han ikke skal være kæreste med Annie Cabbott?«

Det forstår man jo godt, for du leger hele tiden med muligheden af, at det kunne ske?

»Ja, der er seksuelle spændinger i luften, men der ville jo forsvinde noget, hvis man fulgte indskydelsen og bragte dem sammen. De kan aldrig blive gift«.

Banks går aldrig på pension
Så ville du nærmest være nødt til at lukke serien?

»Ja, men det ville være bedre end at slå ham ihjel«, griner Peter Robinson.

Han understreger dog, at han absolut ingen planer har om at pensionere Alan Banks. På et tidspunkt i serien har han også sendt Banks og Cabbott i armene på hinanden, men det gik nogenlunde lige så godt som Banks’ første ægteskab.

»Han var jo gift i de første ni bøger, og han troede også, det var lykkeligt, lige indtil han pludselig så sig selv som skilt. I dag tør han ikke automatisk gå ud fra, hvordan hans privatliv ser ud. Hans børn er voksne, og han har kun sig selv. Det er nok også derfor, mange læsere synes, jeg skal give ham en kæreste og gøre ham lykkelig, men når det kommer til stykket, ville de jo ikke bryde sig om, hvis det skete. Ingen kan se en Alan Banks for sig, mens han stiller sig op og synger ’Oh, What a Beautiful Morning«.

Fra digte til krimi
I dag kan Peter Robinson selv med fuld ret stille sig op og skråle med på lige netop den melodi, men det var der mildt sagt ikke meget, der tydede på, da han var yngre.

Dengang studerede han på universitetet, hvor han siden fik både en master og en ph.d. Og så skrev han digte og læste forfattere, som lå nogenlunde så langt væk fra krimigenren, som tænkes kunne.

Ezra Pound, T.S. Eliot og James Joyce.

Faldt over krimierne
Set udefra kan Peter Robinson godt forstå, hvis nogen synes, der er langt fra digtene til politimanden Alan Banks fra Yorkshire, men sådan ser det ikke ud for ham selv.

»Jeg skrev meget fortællende digte, nogle gange endda rimede, og jeg var også meget optaget af at få det geografiske sted ind i teksten. Det var nok også derfor, jeg valgte at henlægge mine Banks-historier til Yorkshire, for på den måde kunne jeg så på den ene side bo i Canada, og på den anden kunne jeg forestille mig, at jeg stadig boede i det område, jeg savnede, Yorkshire«.

LÆS OGSÅMade in England

Men hvorfor blev det krimier? Med din baggrund kunne det vel lige så godt være blevet almindelig skønlitteratur?

»Jeg faldt over krimierne, som jeg ellers ikke havde læst. Jo, jeg havde som ung læst Sherlock Holmes og James Bond-historier, men ellers havde jeg i årevis kun læst beat-poeterne sammen med Pound, Hardy, Joyce og Eliot, og som de fleste andre litterære snobber, troede jeg, at det var en slags laverestående litteratur, som kun blev læst af folk, der aldrig læste en rigtig god bog«, fortæller Robinson.

Raymond Chandler
Dette litteratursyn holdt sig, indtil han en dag lånte en af sin fars bøger. Peter Robinson husker ikke, om han var i slutningen af tyverne eller i begyndelsen af trediverne, men han husker tydeligt, at bogen var en omnibus-udgave af Raymond Chandlers historier.

Og han husker fornemmelsen af, at han var gået glip af noget indtil da.

»Jeg kunne lide stilen, humoren og rytmen hos Chandler. Han kunne skrive om folk, der kørte rundt i Californien og filosoferede, og han kunne skrive fantastiske scener, men han var til gengæld håbløs til plots«.

Sociale færdselsregler
I tiden derefter åd Peter Robinson sig ind på krimigenrens klassikere. Simenon og Sjöwall-Wahlöö røg indenbords i store mængder.

I Skandinavien bryster vi os af at have opfundet den samfundskritiske krimi. Er det en myte eller en realitet, synes du?

»På Sjöwall-Wahlöös tid var der ikke noget tilsvarende, og når de var bedst, var de gode til at se ind i den menneskelige psyke. De kunne se, hvordan sociale færdselsregler og personlige behov stødte sammen, og det er jo ofte i det felt, forbrydelserne forekommer. Det lærte jeg meget af. Det interessante var, at jeg dengang mest læste europæiske og amerikanske krimier, og det skyldtes formentlig, at jeg var mere interesseret i krimien som en genre, der udforsker den menneskelige natur end i de puslespilskrimier, som f.eks. Agatha Christie skrev«.

Krimien som udfordring
Efterhånden blev Peter Robinson mere og mere interesseret i krimien, og han så det efterhånden som en udfordring at få skrevet en genreroman selv.

»Jeg ville jo fortælle historier, og her var en form, der passede mig perfekt. Her skulle jeg skabe spænding, og de fleste af de bøger, jeg kunne lide at læse, havde den karakter. Alle gode romaner indeholder jo en form for mysterium, selv om de ikke er egentlige krimier. De får dig til at vende siderne og læse, ikke kun for at nyde et godt sprog, men også fordi du vil vide, hvad der sker med personerne. Hvad gør de, og hvorfor er de endt, hvor de nu er?«

I levende live
Peter Robinsons læsere er formentlig ikke i tvivl om, hvorfor Alan Banks er endt, hvor han er nu – i den fiktive by Eastvale i Yorkshire. Lidt efter lidt sørger forfatteren også for, at hovedpersonens familiehistorie dukker op.

I ’En personlig sag’, som griber lidt tilbage i serien, er det Banks’ bror og forældrene, der er i fokus, mens det i den endnu ikke udkomne ’Bad Boy’ er Banks’ datter.

LÆS OGSÅLitteraturens Barnaby underholder stadig

Forfatteren er slet ikke i tvivl om, at der nok skal dukke nye ideer op til at holde Banks-historien levende i adskillige år fremover, men han har en enkelt bekymring lige nu. Han ved ikke, hvordan han vil blive påvirket af at se sin helt i levende live på tv.

»Det bliver svært ikke at følge med, og gør man det, kan man ikke få billedet af ham ud af hovedet igen. Det skræmmer mig da lidt, at John le Carré engang sagde, at han ikke kunne skrive om Smiley igen, da han havde set Alec Guinness spille rollen«.