En knægt kommer ved et uheld til at slå den lokale sherifs kæreste ihjel med en stegepande, fordi han troede, hun var en bjørn.

Vi er i midten af 1950’erne i den amerikanske provins. Drengen er moderløs. Faren er kok. Og omkring dem færdes en håndfuld personer, der alle – mildest talt – er lidt til en side.

Her har den observante og litteraturkyndige læser allerede trykket på knappen og svaret: Hvad handler den nye roman af John Irving om? På ægte Jeopardy-vis.

For når en historie beskæftiger sig med det tilværelsesomvæltende tilfælde og er krydret med bjørne og originaler, så kender man vel sine lus på travet.

Menneskets længsel efter helhed
Lige siden debuten med den mærkværdige ’Slip bjørnene løs’ i 1968 og især efter gennembruddet med ’Verden ifølge Garp’ ti år senere har den brydebegejstrede newenglænder, som efterhånden nærmer sig de 70, diverteret verden med sine fortællinger om menneskelivet som en lang vandring mod en lykke, man i sin forvildelse tror findes som absolut størrelse.

Og i alle bøgerne, såvel de fantastiske som de mindre vellykkede, har bjørne, brydning, byen Wien samt seksualdriftens utøjlelighed medvirket i hoved- eller biroller, side om side med kærlighed, tab og savn.

For godt nok skriver Irving feel good-litteratur, men han har aldrig været bleg for at give sine figurer nogle ordentlige drag over nakken.

Som forfatter er Irving runden af den klassiske europæiske realisme og ikoner som britiske Charles Dickens og franske Honoré de Balzac, men man aner også et fællesskab med den canadiske mesterfortæller Robertson Davies.

Men først og fremmest er John Irving sin egen, selv om han både dyrker de excentriske personager og sætter scenen for den store menneskelige komedie. Og det skyldes ikke mindst hans udtrykkelige kærlighed for bjørne, brydning og så videre.

LÆS INTERVIEW John Irving skriver sig ind til kernen

Samt det underliggende tema, der findes i alle romanerne: længslen efter helhed, såvel menneskeligt som kulturelt. For i Irvings univers er USA kendetegnet ved en rodløshed og en mangel på historie.

Det tema ses mest udfoldet i Irvings mesterværk ’Hotel New Hampshire’ fra 1981, men så sandelig også i den monstrøse ’Indtil jeg finder dig’, der ligefrem for en dels vedkommende udspillede sig i København.

Det autobiografiske er til stede - igen
I ’Sidste nat i Twisted River’ er melankoliens genstand dels en død mor og hustru, dels etniske rødder i Italien, men det er så udpræget primært det menneskelige tab og grublerierne omkring skylden for det, der driver værket. Men ud over disse temaer dyrker Irving også forfatterrollen. For det er i skriften, i historiefortællingen, at mennesker kan bearbejde deres ulykkelige erfaringer og dermed blive hele.

Det handler ’Sidste nat i Twisted River’ om, og et eller andet sted er romanen vel i virkeligheden også romanen om Irvings egen udvikling som forfatter, eller det tætteste vi kommer på det, medmindre han en dag sætter sig ned og skriver sine erindringer.

Det autobiografiske niveau har hele tiden været til stede i John Irvings bøger, hvor hovedpersonerne ofte er forfattere; men her får skruen lige en ekstra tand, idet de bøger, bogens forfatterperson Daniel skriver, bærer mindelser om Irvings egne, og desuden får Daniel også sin uddannelse der, hvor også Irving har været.

Udforskning af tilfældet
På grund af sin betydelige succes og nok også et par tvivlsomme filmatiseringer er John Irvings litterære omdømme en kende blakket.

Kun få vil sige, at han er en dårlig forfatter, men af mange opfattes han som lige lovlig kulørt og en letvægtsudgave af sine store forgængere. Hvilket er blodigt uretfærdigt.

For godt nok har hans forfatterskab ikke en glødende social indignation som Dickens, og man finder ikke samfundsmæssig analyse og indsigt som hos Balzac, men til gengæld er forfatterskabet en umanerlig konsekvent udforskning af tilfældets betydning.

Ikke som hos Auster, hvor det handler om at skrive sig frem til tilfældets ontologi, men ret konkret at skildre det enkelte tilfældes anatomi og konsekvenser for det enkelte menneske.

Ujævnt forfatterskab
I den forstand er tolv romaner plus det løse et korrektiv til den amerikanske selvforståelse, der altid lægger hele ansvaret hos den enkelte, ikke hos tilfældet eller skæbnen.

Det, der giver kritikerne noget at have deres ris i, er, at forfatterskabet er så pokkers ujævnt. Det svinger fra det regelret fantastiske – ’Verden ifølge Garp’ og ’Hotel New Hampshire’ – til det fortænkte og tvivlsomme – ’Den fjerde hånd’ og ’En bøn for Owen Meany’.

Og så er der den store mellemgruppe, hvor ’Sidste nat i Twisted River’ indskriver sig i den absolut øvre ende.

For længe om at lette
Den samler med held alle forfatterskabets temaer i en stor og flot bevægelse; den skaber nogle mindeværdige personer, og den undgår den sentimentalitet, der præger f.eks. ’Æblemostreglementet’.

Men den er desværre ikke helt fuldbåren rent teknisk. For det første er den alt, alt for længe om at lette, og for det andet er der en detaljeringsgrad omkring madlavning, der kun hører hjemme i kogebøger.

Men det er skønhedspletter på en roman, der måske nok er gammeldags, men ikke desto mindre rammer noget, de fleste godt kender til og derfor gerne vil læse om.

En stor, mindre John Irving roman. Og en forbandet fed og ødsel læseoplevelse, der helt uden rysten på hånden kan anbefales til sommerferiens afslappede stunder.