Det første opslag, indersiden af omslaget, sætter spillereglerne. I midten en slange, en løve og en due, slynget i højskolejugend, syet med enkeltsting i stramaj.

Til venstre et fotografiaf det fjerde af de dyr, der hører hjemme i Den hellige Fortælling, en fisk, garneret med lidt fotografisk moderne uhygge: et vulkanudbrud og en dræbersnegl. Til højre, over en tegnet valmue, det ene ord »havefornemmelse«. Ordet er en ægte Andkjær.

Af det eksisterende ord ' mavefornemmelse' har hun lavet et ikkeeksisterende, som til gengæld peger lige ind i det, bogen drejer sig om. For haven i bogens titel ' Have og helvede' er paradisets, og historien, de to søstre har skrevet og syet sammen, er intet mindre end en moderne version af myten om Himmel og Helvede, og hvordan det hele begyndte.

I følgebrevet fra forlaget er bogen en »digtsamling«, men på titelbladet kaldes den et »digt«, og sådan lader den sig se og læse: som én lang sammenhæng.

LÆS ANMELDELSEAndkjær er et af de største digthoveder

Hvis sandheden bare »siger det der/er en gang til og intet andet«, så er den over-flødig. Sandhed og retfærdighed »kræver forestillingskraft, kræver pynt, overflod, digt«. Således rustet går man på havevandring med Ursula Andkjær Olsen ledsaget af lillesøster Julie med sytøjet.

Navnomspunden have
Det første, man møder inde i bogen, er ligesom i forlægget i Det Gamle Testamente navngivningen. Dyrene og planterne får hver sit navneskilt. Og dermed er alting på en måde gået i stå. Så kommer slangen, som bekendt og heldigvis, og nu kommer der gang i digtet.

Sandt at sige havde der jo ellers ikke været andet tilbage end det kedsommelige evige liv, så hatten af for krybdyret, der »havde større tilbøjelighed for udvikling og vækst end for det evige liv«.

På slangens initiativ kommer kundskaben ned af træets grene, og så kommer der krig om, hvad ordene egentlig betegner. Navneskiltene fyger rundt i den »navnomspundne« have, og nogle af dem kommer til at ligge døde på marken.

Slange med mange navne
Hvad Ursula Andkjær her gør ved slangen, minder om det, Villy Sørensen udsatte Loke for i sin gendigtning af den nordiske mytologi i ' Ragnarok'. Uden den onde var der aldrig kommet noget godt ud af historien.

Slangen får nye navne i løbet af digtet og historien. Den bliver til ' Leviathan', det gamle filosofiske navn for staten, og den bliver til ' Flexicuritas' og en hel stribe af den moderne verdens anonyme styrepinde:

»incitamentsstrukturer«, »livslang læring«, »projektansættelser«, underlige navne, vi bøjer os for, som om de var den uomgængelige virkelighed og ikke magtens konstruktioner, mens poeten selv må opfinde den have, hvor hun kan få tilfredsstillet sin »navntørst« og sin lyst til at tale om »ting som ikke hedder noget«.

Underfundig billedfortælling
Bogens billedside er ikke illustrationer. Den fortæller sin egen parallelle historie med sammenstød mellem forskellige måder at afbilde virkeligheden på, forrygende stilkollisioner, der ikke står tilbage for sammenstødene om navngivningen.

Der er tegnede menneskekroppe i sorthvid renæssancestil, der er planter i botanikbogsstreg, der er fotokollager. Og klemt ind mellem alt det ligger så teksten, kalligraferet og syet med barnlige sting.

Ikke kun teksten, også billederne er gode at gå på opdagelse i. 'Have og helvede' er på en gang en moderne mytologi, et sprudlende sprogspil og en underfundig billedfortælling.