Tegning: Udsnit fra Allan Haverholms 'Resistansen'

Tegning: Udsnit fra Allan Haverholms 'Resistansen'

Skønlitteratur

Tegnere udsender pixibøger for avantgarden

Fire fine penneprøver fra grænselandet mellem litteratur og billedkunst.

Skønlitteratur

En revolver ligger på bordet mellem hasardspillerne i baglokalet.

På dansegulvet slanger piger med kort hår sig ind og ud mellem hinanden i en inciterende charleston.

Og midt i det hele pisker et jazzorkester udsvævelserne frem til et forrygende amokløb.

Snapshots
Så er scenen sat i tegneren Allan Haverholms lille hæfte ’Resistansen’, en art synkoperet danse macabre fra den amerikanske forbudstid, hvor gangstervældet hersker, og jazzens mestre spiller op til dans i Harlems smugkroer.

Haverholm har tidligere udgivet den omfangsrige, gennemarbejdede graphic novel ’Sortmund’, men her er stregen holdt i lette og alligevel skarpt kontrollerede blyantsskraveringer, mens fortællingen er reduceret til en række snapshots, der mimer jazzmusikkens improviserede forløb og kropslige rytmik.

Som eksperiment hører ’Resistansen’ naturligt hjemme i serien 676 – en række små halvårligt udkommende hæfter fra forlaget aben maler – der er ment som en slags pixibøger for avantgarden.

Mellem litteratur og billedkunst
Formatet er ikke stort, men bidragyderne er blandt de bedste inden for deres felt, som har lyst til at arbejde i det område mellem litteratur og billedkunst, som tegneserien af i dag er.

Med mere end et århundrede bag sig er mediet endnu knap nok udforsket og formsproget kun nødtørftigt etableret, og 676 er tænkt som et væksthus i dette grafiske grænseland.

Den seneste kollektion af hæfter rummer ud over Allan Haverholm bidrag af billedkunstneren Ida Kvetny, bladtegneren Philip Ytournel og serieskaberen Christian Skovgaard.

Formbevidst blanding hos Kvetny
Hverken i formsprog eller intentioner er der meget, der forener dem.

Ida Kvetny foretager i ’Erkendelsens art’ en række leksikale opslag, der definerer ting og begreber som ’kæde’, ’tønde’, ’platonisme’ og ’død’.

Stilen minder om underground-tegneren Mike Diana og fremstår som en meget formbevidst blanding af graffitikunst og naivisme.

Regulær fortælling fra Skovgaard
Hos Christian Skovgaard finder man en mere regulær billedfortælling, der bringer mindelser om 1970’ernes socialrealistiske tegneserier lavet i sort-hvide træsnit.

Hans selvbiografiske short story ’Selvtægtsmanden’ skildrer en ung mand på arbejde i et kondemneret socialt boligbyggeri i Londons East End, der får ham til at associere til science fiction »udtænkt for lang tid siden om en fremtid der aldrig materialiserede sig«.

Daglig Ytournel?
Historien er endnu mindre i Philip Ytournels ’Date’ om en ung mand og hans mere eller mindre håbløse dates, der skildres i en række bevidst ensartede opslag.

Det er tæt på at være enkeltstående vittighedstegninger, og fortællingen er hverken voldsomt original eller ambitiøs.

Men Ytournels professionelt skæve streg passer perfekt til formen, og man ville ønske, han forsøgte sig med en daglig satirestribe i stil med Nikoline Werdelin.

Han burde være i stand til det.

Bedst fungerer kollektionens hæfter, når de forsøger sig med egentlig historiefortælling, men viljen til at afprøve nye veje præger dem alle positivt.

Samtidig kommer man efter endt læsning ikke uden om et skær af utilfredshed, nemlig frustrationen over, at det på grund af formatet og konceptet forbliver penneprøver og aldrig egentlige værker.

Eller måske er det bare et udtryk for grådighed – man vil have mere.

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce