Dobbeltgænger. Både omslag og titel på Pablo Llambías' aktuelle bog er en kopi af Brøggers, se nederst på siden.
Foto: Per Morten Abrahamsen.

Dobbeltgænger. Både omslag og titel på Pablo Llambías' aktuelle bog er en kopi af Brøggers, se nederst på siden.

Mænd er ikke, hvad de har været

Pablo Llambías har begået en lille genistreg ved at vride en Brøgger-tekst fra 1975 med moderne mandehænder.

Skønlitteratur

Måske var det dumt, men jeg følte mig tvunget til at læse Suzanne Brøggers netop genudgivne ’Kærlighedens veje & vildveje’ fra 1975 samtidig med Pablo Llambías’ helt nye remake med samme titel.

Det føltes en smule skizofrent. Samtidig har jeg mistet min uskyld og ved ikke, hvordan det vil være at læse Llambías uden Brøgger i frisk erindring.

Til gengæld vandt jeg en del håndværksmæssige, til dels blærede, til dels tankevækkende pointer ved at se, nøjagtig hvor hos Brøgger Llambías tager afsæt, hvad han genbruger, hvad han omskriver, og hvad han springer over. (Llambías’ version er næsten 100 sider kortere end Brøggers.)

Bringer kønskampen op i nutid
Lad det først være sagt, at Brøggers bog i den grad holder; den kan læses i dag med stort udbytte. Kun chok- og eksotismeeffekten er aftaget; stringensen og indsigterne er stadig relevante, trods læserens stedvise bagklogskab.

LÆS (2006)

Det er (ind)lysende godt set af Llambías, at netop han er klædt på til at parafrasere og vride Brøggers tekst, give hende en nutidig replik og samtidig – hvilket er det vigtigste – bringe kønskampen, -identiteten og -billederne op i nutid og nye omdrejninger.

Hans erfaringer og måske turbulente, men superbevidste praksis som mand kan nogenlunde matche Brøggers som kvinde, hans skrift er fuldt på omgangshøjde, og hans bittersøde humor, om end betydelig mere sammenbidt end Brøggers, klæder også emnet.

Llambías’ gribende enkle greb består i, at han nogle steder udskifter ’kvinde’ med ’mand’ og omvendt, nogle steder blot skriver ’jeg’ og ikke ændrer (sex)partnerens køn, nogle gange gør det og andre gange lader det hele stå, som det stod.

Og atter andre gange skriver noget helt nyt selv. På den måde får han uden unødig snak rykket faste kønsforventninger op med rode og rusket dem blidt – lad os så se, om de kan slå rod igen.

I hvert fald er jegets kønskendetegn ikke statiske, og i de erotiske situationer er det decideret forvirrende og/eller pirrende.

Mere banalt: er det en (’rigtig’) mand, en lesbisk kvinde eller hvad, der taler? Og hvorfor er det så vigtigt?

Stimulerende læsning
Llambías følger slavisk opbygningen i 1975-versionen og indleder med den morsomme beretning om det akavede, måske suveræne, men potentielt sårende og dybest set selvforelskede i at aflevere en blomst til en, man har afvist som livsledsager.

»At komme anstigende med en blomst var det ikke nøjagtig det samme som at vise, hvor overlegen og upåvirkelig, jeg var?« (begge versioner).

Det er noget helt andet, når det er en mand, der gør det! Eller er det? Det er netop pointen: Er det det, var det det, behøver det være det? (Svaret kan såmænd godt være ja, hvis I spørger mig).

Efter nogle stimulerende timer er resultatet af læsningen af Pablo Llambías’ ’Kærlighedens veje & vildveje’, at det nu er feset ind hos denne læser, at mænd altså ikke er, hvad de var i 1975.

Det er opløftende, foruroligende og på tide. Ved nærmere eftertanke tror jeg, det var en rigtig god idé at parallellæse. Så er det heldigt, at 1975-udgaven er kommet som billigbog til 70 kroner.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce