Herta Müllers værk om Oskar Pastiors erfaringer fra arbejdslejren er et kunstværk i verdensklasse, mener Politikens anmelder.
Foto: UWE ANSPACH

Herta Müllers værk om Oskar Pastiors erfaringer fra arbejdslejren er et kunstværk i verdensklasse, mener Politikens anmelder.

Skønlitteratur

Nobelvinder har skrevet mesterværk

I Herta Müllers version af en ung mands overlevelse i russisk arbejdslejr sejrer kunsten.

Skønlitteratur

Herta Müller, der i dag modtager Nobelprisen i litteratur, har aldrig været i arbejdslejr.

Det kan hun alene takke sin relativt unge alder for.

Alle medlemmer af det tyske mindretal i Rumænien mellem 17 og 45 år blev i 1945 deporteret til arbejdslejre i Ukraine. Stalins Sovjetunion skulle bruge arbejdskraft til genopbygning.

Denne historiske indledning er nødvendig for at forstå Herta Müllers seneste bog, ’Atemschaukel’, som udkommer i 2010 på Gyldendal i Karsten Sand Iversens oversættelse.

LÆS

’Åndedrætsgyngen’ (som vi forsøgsvis kan kalde den) beskriver den 17-årige Leopold – lige nøjagtig på den forkerte side af aldersgrænsen – der en kold januarnat bliver afhentet i sine forældres hjem i Siebenbürgen/Transsylvanien i Rumænien, hvortil han først kommer tilbage fem år efter som en fremmed, der ikke kan falde ind i sin følelsesforskrækkede familie og de tilbageblevnes relativt trygge mæthed.

Han er homoseksuel i det skjulte – noget, det havde været livsfarligt at afsløre i den ukrainske arbejdslejr – men det spiller kun i bogens første og sidste kapitler nogen væsentlig rolle.

Sult, kulde og evig hjemve
I lejren gælder kun overlevelse.

Sammen med sin ven, digteren Oskar Pastior (1927-2006), der – ligesom Herta Müllers mor – var deporteret i fem år og er forlæg for Leopold i ’Atemschaukel’, skrev Herta Müller flere hefter med noter og udkast.

Efter Oskar Pastiors pludselige død i 2006 skrev hun ’Atemschaukel’ alene, og den gør både hende og Pastior ære.

I ’Atemschaukel’ fortæller den unge, stærke Leopold i mange korte kapitler om sit lejrliv, fra han pakker en kuffert, til han efter fem år som en del af den kollektive organisme, der hedder lejrens ’vi’ med både sadistiske og menneskelige kapoer, mere eller mindre fornedrede medfanger, hårdt arbejde, utøj, sult, kulde og evig hjemve – som han definerer som noget andet end ’længsel’ pludselig sendes hjem.

Denne gang med et tog, der ikke er forseglet. I 1947 fik han et enkelt postkort fra sin mor med blot et billede af en ny lillebror og dennes fødselsdato.

Dette opfatter han, som om forældrene har skaffet sig en erstatning for ham, og han straffer dem ved ikke at skrive i de resterende to år...

Kunst i verdensklasse
Selv om menneskene i lejren er reduceret til kroppe, er der hos de stærkeste, som Leopold, stadig kræfter til følelser – om end kun de stærkeste og dybeste og mest primitive.

Nogle begår selvmord, andre kopulerer, men alle spiser de alt, hvad der på nogen mulig eller umulig måde kan spises, og en af hans nærmeste, advokaten Paul Gast, stjæler sin kones mad, så hun, måske villigt, er en af dem, der dør af sult.

Men det er også Paul Gast, der gemmer det lille juletræ, Leopold fremstiller af pigtråd med grønne uldtotter og tager det frem året efter, pyntet med tre tyggede brødkugler.

Nogle læsere vil måske mene, at de har læst om dette før, hos Primo Levi, Imre Kertész og Varlam Sjalamov, og Herta Müller er blevet bebrejdet, at hendes skildring er ’på anden hånd’.

En farisæisk og forvrøvlet anklage.

Herta Müllers totalitære erfaringer kommer hende givetvis til nytte, men det er hendes intellektuelle suverænitet og litterære mesterskab, der gør Oskar Pastiors erfaringer fra arbejdslejren til et kunstværk, der også formelt er i verdensklasse.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce