Skønlitteratur

Personlighedsspaltning som dekonstruktion

Norske Karl Ove Knausgårds murstensromaner om Henrik Vankels kamp med skammen udfolder en suveræn fortælleteknik og store psykologiske ambitioner.

Skønlitteratur

En debutroman, der bliver belønnet med den norske Kritikerpris, og en efterfølger, der bliver indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris - dét kan man roligt kalde en flyvende start, selv om den også er vægtig:

1140 sider - og bebudelse af et tredje bind, der dog endnu ikke er færdigskrevet.

Barokteolog og engleobservatør
Så meget des mere flyvende, som engle fylder mest i roman nummer to, om end som en udryddelsestruet race, der degenererer til måger!

Disse måger observeres af en ung mand i sidste kapitel, hvor han sidder i den norske skærgård og skærer i sig selv.

Det er denne selvpiner, som med største alvor og med den fiktive barokteolog og engleobservatør Antinous Bellori som kilde har fortalt de store optrin af de himmelske budbringeres liv, historie og ... ja: evolution, lige siden skabelsen og kerubernes glorværdige dørvogterindsats ved paradisets havelåge.

Vadmelsnorsk bondeliv
'En tid for alt' hed denne digre roman nr. to, hvis norske udgave vi omtalte i foråret (Bøger 19.2.) i forbindelse med den nordiske prisuddeling. Men hvis sidste selvpinerkapitel jeg dengang ikke fattede en bjælde af, eftersom jeg ikke havde læst etteren. Nu får vi Knausgård, som kraftgeniet hedder, på dansk i rigtig rækkefølge: 1998-debuten først.

'Ude af verden' er en roman om skam. Dermed griber den bagom et par årtier til en tyk norsk romantradition: Faldbakken, Mykle, Sandemose, Hamsun, Lie ... Men fortællingens form og komposition er tappet af dekonstruktionens fad. Knausgård har et hovedfag i litteraturvidenskab fra Bergen, hvor han også gik på forfatterskole.

Parallelt med sammenblandingen af gammeltestamentlige sagn med vadmelsnorsk bondeliv i roman nr. to udfoldes især i den sidste af debutromanens tre store dele en hvad-nu-hvis-leg med historiens tilfældigheder:

Hvis Kant var læge
Hvad nu hvis Cæsar havde holdt sengen dén 15. marts 44 f.v.t., eller hvis studenten i Sarajevo i 1914 ikke havde ramt? Hvis Leonardo som ung var steget så højt til vejrs med ballonen, at han blev sprængt indefra af lufttomrummet?

Og hvad nu hvis Kant ikke havde skrevet 'Kritikken af den rene fornuft', men tværtimod var læge og romanforfatter i Königsberg, som han er det ifølge et alternativt leksikon, fortælleren her læser i, selv opspaltet i flere aldersudgaver, som møder sig selv/hinanden omkring skammens nøglesituationer - frem for alt over for faderen.

Postmodernisme som skizofreni
Som romanen er opbygget - fra den 26-årige Henrik Vankels nutidssynsvinkel fortalt 'bagud' gennem erindringer eller fortrængninger - fremstår virkeligheden lige så ubeslutsom som familiens købte efternavn: Den ene eller den anden detaljerigt konkrete virkelighed - det er hip som hap. Men formålet med forskydningerne er psykologisk: At fortrænge skammen.

Først den, som den 26-årige pådrager sig ved at give efter for sit begær over for den 13-årige Miriam fra den skoleklasse, han er lærervikar for. Romanens første del er en pinagtigt detaljeret rapport om det fald og flugten. Kun de 'homerisk' forvoksede sammenligninger og strøtanker, der udfolder deres eget liv over flere sider, bebuder virkelighedsforstyrrelsen.

Anden del er rejsen tilbage til (også Knausgårds egen) gymnasietid i Kristiansand i 1980'erne plus hele forhistorien om bedsteforældrene, forældrenes ungdom, første møde, barnefødsler og skilsmisse til slut.

Mens tredje del altså viser os resultatet: Den splittede personlighed, der skyr familien, mangedobler 'virkeligheden' og frit kan vælge en anden. Postmodernisme som skizofreni.

Smertens paradoksale egenskab
I dét perspektiv skal også selvpinselen ses - den, der afslutter roman nummer to, og som vi allerede ser et glimt af her i nummer ét.

I hvert fald ifølge psykiateren og forfatteren Finn Skårderud, der i et essay her i avisen (23.2.) om selv samme Henrik Vankel forklarede, hvordan skamfølelsen »er blevet selve meningen med hans liv ... Han dyrker skamfølelsen og opsøger negative oplevelser for at få bekræftet elendigheden. Henrik Vankel går helt konkret til værks. Han skamferer sig selv med glasskår«.

Snitsårene er imidlertid ikke selvmordstilløb, snarere det modsatte: »Smertens fordel er, at den kan skubbe noget andet til side. Selvskaden er paradoksal af væsen. Smertens paradoksale egenskab er, at den kan lindre vores smerter« - de psykiske.

Kritik af amoralsk epoke
Med afsæt hos en amerikansk kollega frygter Skårderud, at 'selvmutilering' kan blive den næste store 'ukendte lidelse', epidemisk på samme måde som misbrug og spiseforstyrrelser, og netop som svar på en almen kulturtilstand:

Den »flydende modernitet«, sociologen Zygmunt Bauman taler om, er for nogle mennesker »for udflydende ... Det udløser et savn efter det faste«, og dér bliver vores krop identitetens »sidste skanse«, skrev Skårderud.

Jeg er ikke psykolog, og Knausgårds 680 debutsider bliver mig stedvis meget lange. Men med sit ambitiøst umådeholdne omfang, sit suverænt dygtige fortælletekniske glid mellem planerne og med sine psykologiske indsigter er hans Vankel-saga altså ikke kun den sygejournal fra en seksualmoralsk forstyrret lærervikar, som man først kan frygte.

Den må læses som civilisationskritik, et hidsigt stormløb på en flydende, hæmningsløst umådeholden og i bund og grund amoralsk epoke.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

    Kampen for at overleve på Middelhavet

    Jacob Ehrbahn tog en beslutning, inden han gik om bord på redningsskibet 'Sea-Watch 2'. Hvis han skulle vælge mellem at fotografere eller redde liv, så ville han gøre det sidste.

    Se hans optagelser af minutterne, da en gummibåd med 120 mennesker punkterer, og Middelhavet fyldes med flygtninge, der slås for deres liv.

    Læs hele reportagen eller se hele videoen.

Annonce