Forklædt som kvinde. Leonora Christina Skov (f. 1976) er magister i litteraturvidenskab og anmelder ved Weekendavisen. 'Silhuet af en synder' (find anmeldelsen nedenfor) er hendes tredje roman.
Foto: PETER HOVE OLESEN

Forklædt som kvinde. Leonora Christina Skov (f. 1976) er magister i litteraturvidenskab og anmelder ved Weekendavisen. 'Silhuet af en synder' (find anmeldelsen nedenfor) er hendes tredje roman.

Skønlitteratur

Leonora Christina Skov: Nutiden er gotisk

Alt er gådefuldt dobbelt i Leonora Christina Skovs nye roman. Også kønnet.

Skønlitteratur

Leonora Christina Skov, født 1976, har ikke villet være andet end forfatter siden hun var seks.

Jo, måske anmelder som dem hun læste i sine forældres avis, Politiken, hjemme i Helsinge i firserne. Hun syntes, det måtte være næsten lige så sjovt som selv at skrive bøger.

»I mit barndomsmiljø var det at skrive noget, man gjorde i sin fritid, for det kunne man jo ikke leve af. Men op gennem teenageårene skrev jeg fem-seks manuskripter og sendte til forlagene. Og jeg har stadig alle de der små bøger i ét eksemplar, hvor jeg havde skrevet ’Gyllendal’ på forsiden. Helt nørdet«, siger hun.

LÆS ANMELDELSE (fire stjerner)

»Jeg var tidligt klar over, hvad jeg ville være. Og jeg tænkte, at jeg skulle vise dem, at man kan leve af det. Jeg har altid tjent mine egne penge. Jeg havde nogle år, hvor jeg var så ked af det, at jeg ikke kunne skrive. Jeg passede mit studium. Men dybest set gik jeg bare og ventede på at begynde at skrive mine egne bøger«.

»De syntes, jeg var et mærkeligt barn«
»Som barn følte jeg mig ret fejlplaceret. Et at de store temaer i ’Silhuet af en synder’ er at føle sig fremmed og være i tvivl om, hvem ens forældre er«, siger Leonora Christina Skov.

»Jeg tror altid, jeg har været i tvivl om, hvem mine forældre var, selv om jeg ligner dem meget. Min mor ville ikke have billeder af sig selv som gravid, og jeg er ca. tre måneder på de første billeder. Så jeg har tænkt på, hvor jeg mon egentlig kom fra. Mine forældre syntes også, jeg var et mærkeligt barn.« siger hun.

»Mine forældre sang og læste for mig. Men det kom bag på dem, at jeg i en alder af seks år ikke ville lave andet end at læse og selv begyndte at skrive bøger! Det, syntes de, var mærkeligt«.

»Jeg skriver, også i ’Rygsvømmeren’ (2003) og ’Champagnepigen’ (2007), om mor-datterforhold med nogle mødre, der prøver at elske deres børn og måske har svært ved det. Jeg er enebarn, og historien er, at fordi jeg havde kolik og skreg og var så besværlig, ville min mor ikke have flere børn. Men jeg ser da ret sød ud på billederne!«

I skolen i Helsinge gik det fint rent fagligt for Christina, som hun hed dengang, men hun følte sig meget anderledes og gjorde heller ikke noget for at passe ind.

Aldrig svært med mænd Mobbet blev hun ikke – så vidt hun ved. Der var en meget nær veninde, og hun døde pludselig af hjertestop.

»Jeg var 19, og det var der, det hele brød sammen for mig«.

Allerede i fjerde klasse begyndte de andre piger at gå op i drenge, men Christina/Leonora havde, som hun siger »ikke noget incitament til at gøre sig til for dem«.

Og pigerne var ikke interessante. Derimod var hun fascineret af sine lærerinder.

»Jeg havde det også udmærket med mine mandlige lærere. Jeg har aldrig haft det svært med mænd«.

Bruddet med familien
Da Christina var 20, boede i København og havde taget navnet Leonora (som hun længe havde ønsket), fortalte hun sine forældre, at hun var lesbisk.

»Og så gik der syv ret definerende år, fra jeg var 20 til jeg var 27, hvor jeg ikke så dem. De kunne ikke klare, jeg var lesbisk. Man skal regne med, at det er anderledes i provinsen; de havde vist aldrig mødt nogen, der var lesbiske«.

»De troede, de havde gjort noget forkert og var bange for, hvad naboerne ville sige. Jeg lærte rigtig meget af at være så meget alene: uden søskende, uden anden familie end min mormor i Jylland, som altid har været der. Det er hende, bogen er dedikeret til. Hun er 95, missionsk og totalt cool. Hun kommer over til bogreceptionen«, siger Leonora og stråler ved tanken.

»Jeg kendte ingen i København overhovedet, og min bedste veninde var lige død. Så jeg stod på bar bund. Jeg studerede psykologi, boede på kollegium og havde en mandlig kæreste i et forsøg på at blive ’normal’«, fortæller hun.

»Men det var en konsekvens af min venindes død at jeg besluttede at springe ud, for når man pludselig kunne dø så ung….. Hendes begravelse var, som om det var min egen; det var de samme mennesker vi kendte, lærerne og skolekammeraterne, og jeg følte at rollerne lige så godt kunne være byttet om, så det var mig der lå i kisten«.

»Det var ret forfærdeligt. Så skiftede jeg til litteraturvidenskab, flyttede i lejlighed og fandt en kvindekæreste, og det var meget udløsende for mig«.

Var du forbavset over dine forældres reaktion?

»Nej, jeg var rustet; jeg vidste godt jeg ville komme til at kæmpe. Jeg havde nok ikke troet jeg skulle kæmpe i så mange år. Vi begyndte først at ses igen, da min mor blev syg. Jeg tror ikke, de fortryder den linje de lagde. Men jeg har det svært med frygten for, hvad andre synes, fortrængningerne, og hvordan de alligevel kommer op i familierne. Og hvordan man ikke vil se på dem og ikke vil have noget med dem at gøre«, siger hun.

»Nu føles det som meget langt væk og det er dejligt, for i tyverne brugte jeg meget tid på at være ked af det og vred. Der skal meget til at vælte mig omkuld i dag. Jeg stod virkelig alene i rigtig mange år med følelsen af, at jeg kun havde mig selv. Og alt hvad jeg har skabt, har jeg virkelig skabt fra grunden«.



Nutiden er gotisk
Du har skrevet en såkaldt gotisk roman med mulige spøgelser – eller er det en indespærret kvinde i et tårnværelse? – uklare slægtsforhold, seksuelle afvigelser, hemmelige dagbøger og skjulte sandheder. Og en synder man først tror er pletfri. Hvad ellers er det gotiske i ’Silhuet af en synder’«?

»Alt!«

Sproget er da ikke?

»Nej… det ved jeg ikke. Jeg overvejede om jeg skulle skrive i gammeldags sprog, men det syntes jeg blev for pasticheagtigt. Gotik handler om fortrængninger, om at tage det tabuiserede frem i lyset. Romanen spejler godset Liljenholms opbygning; der er mærkelige skjulte rum, og man åbner og tænker, 'hvad foregår der'? Dobbeltgængeriet, sindssygen, den gale kvinde på loftet er jo ret gotisk. Jeg er meget inspireret af Daphne du Maurier, som også optræder i ’Silhuet af en synder’«.

Man kan se en Humphrey Bogart-figur for sig, den lidt lurvede privatdetektiv, ikke helt fin i kanten, men med visse principper?

»Det var vigtigt for mig, at fortælleren Agnes har en stærk stemme. Og det er en pointe, at hun på nogle punkter ligner en mandlig kliché – selv om hun er en kvinde. Hendes blik på kvinder er en kliché og ret mandet. Hun er jo en person med et dobbeltgængermotiv, en trans med skjulte drifter. Og en, der ikke kender sin fortid, med uafklarede familieforhold og uklare bevæggrunde, fordi hun heller ikke kender sig selv«.

Hvorfor ville du skrive en gotisk roman?

»Jeg synes, nutiden er gotisk. Hele det der finanskrisehalløj er enormt gotisk: alt det der foregik, hvor det gik helt vildt godt, man kørte på overfladen, og folk havde masser af penge; og så ser man nu, hvordan det hele er brudt sammen på grund af grådighed og perverst forbrug af penge, og mennesker, der har snydt og bedraget. Det trænger ligesom op gennem jorden og op af kloakdækslerne, og det hele bryder sammen. Det er enormt gotisk, synes jeg. Men eftersom gotik handler om det fortrængte, er alle tider jo gotiske«.

»Spørgsmålet er: 'Hvem er jeg'?«
’Silhuet af en synder’ er også en detektivhistorie.

»Det var også en pointe at skrive en bog der havde et krimiplot, men ikke var en traditionel krimi med et mord. Spørgsmålet er ikke: ’hvem har gjort det?’ men ’hvem er jeg?’«.

Er du påvirket af Karen Blixen?

»Ja, især af ’Gengældelsens veje’. Som nok er en af de mest gotiske romaner der findes og den første jeg læste på universitetet. Jeg skrev speciale om Mary Shelleys ’Frankenstein’. Alle de år var det gotisk litteratur jeg lystlæste. Jeg synes for eksempel også at ’Festen’ er en gotisk film, med godset og søsterens ånd. Jeg ser tingene gennem de problematikker der interesserer mig. Tvillinger og dobbeltgængere interesserer mig helt vildt meget«.

Hænger det sammen med din seksualitet og det at du følte dig fejlplaceret som barn?

»Jeg ved det ikke. Jeg har selv spekuleret over det, for jeg har tvillinger i alle mine bøger. Jeg synes egentlig, det er ret mærkeligt. Jeg var til astrolog for nylig – jeg er nemlig også tvilling i mit stjernetegn – og han grinede og sagde, at jeg havde et tvillingekompleks. Og jeg synes, det er ret sjovt at han kunne se det i stjernerne, for jeg tror det er rigtigt! Og han spurgte, om jeg mon havde en død tvilling ….Der er noget ved det, der helt vildt tiltaler mig, også når jeg læser andre bøger«.

Jeg har tvillinger i alle mine bøger. Jeg synes egentlig, det er ret mærkeligt. Jeg var til astrolog for nylig – jeg er nemlig også tvilling i mit stjernetegn – og han grinede og sagde, at jeg havde et tvillingekompleks. Og jeg synes, det er ret sjovt at han kunne se det i stjernerne, for jeg tror det er rigtigt!



Tænker du nogle gange at du kunne være blevet en anden person?

»Nej, det gør jeg ikke. Jeg visualiserer meget og har altid gjort det, og jeg er blevet det, jeg så for mig, jeg ville blive. Jeg har altid været sikker på den vej, jeg gik. Og alle mine valg har ført derhen, hvor jeg ville. Jeg skrev meget dagbog, da jeg var så alene, og for tolv år siden skrev jeg, hvor jeg ville være om ti år. Og der er jeg nu. Så mit hoved er lidt ensporet; det er ikke nogen stor transithal«.

Excel-ark i hovedet Hvad er det sværeste ved at skrive en gotisk roman?

»Det hele var svært. Jeg har jo skrevet om tematikkerne, men jeg har ikke prøvet at køre sådan et megaplot af. Det tog mig fire måneder bare at få historien til at hænge sammen. Dels en tidslinje fra 1820 til 1970, dels historiens tidslinje, for den springer frem og tilbage. Samt folks motiver for at gøre dette og hint. Og jeg skulle have det hele på plads i to kæmpe Word-dokumenter, som jeg så flettede«.

»Da jeg først begyndte at skrive, skrev jeg fra a til z, med start i november 1941, hvor hovedpersonerne vender tilbage til Liljenholm og finder dagbøgerne … Så springer de tilbage til der, hvor Nella kommer til sin mors dødsleje fem år tidligere. Og så springer vi til Agnes’ historie...«

Var der ikke en konflikt imellem at holde spændingen og samtidig få plads til de pointer, du ville aflevere undervejs?

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Jo, det var svært at få baghistorien flettet ind, uden at den blev tung. Der var for meget baghistorie ud over det hele i begyndelsen, så det har jeg skrevet om mange gange, og resten smed jeg væk. Og det var svært med de røgslør, jeg lægger ud. Det var en stor mundfuld. Jeg er typen, der har et Excel-ark oppe i hovedet, men selv jeg havde mit hyr med at holde det samlet i hovedet. Der var lang tid, hvor jeg nærmest ikke gik uden for en dør, for hvis jeg gjorde det, kom jeg ud af det. Og jeg sad ellers sådan nogle lækre steder og skrev: Berlin, Sankt Petersborg og Sydindien!«.

Leonora Christina tager en tænkepause, inden hun fortsætter:

»I Danmark regnes genrelitteratur for underlødigt, for eksempel krimier. Jeg tror ikke, folk ved, hvad en genreroman er, og jeg har været lidt bange for at blive slået i hartkorn med krimier krimiforfattere og derfor ikke blive taget alvorligt«.

LÆS ANMELDELSE

»Men jeg synes også, at forfatterskolelitteratur er en genre. Forfatterskolelitteratur skal for eksempel være meget kort, og der skal stå meget mellem linjerne. Men hvorfor må der ikke også stå noget på linjerne? Hvad er der galt med lange bøger? Det er, som om at jo længere de er, des mere underlødige er de. Og hvis man skriver noget med en ordentlig stor historie, bliver det regnet for mere kulørt, end hvis man skriver noget uden historie. Jeg kunne ikke forestille mig at skrive noget bare for sprogets eller tonens skyld. Jeg er storyteller«.

Transens blik

Din fortæller Agnes er cross-dresser, også kaldet trans. Hvorfor det?

»Jeg syntes, det var vigtigt, at man så verden gennem en trans’ øjne. For man ser noget andet. Der er ikke rigtig nogen transer i litteraturen, og det er ærgerligt, for jeg synes egentlig, det er et spændende sted at se tingene fra. Transen er en person, meget få kender.

»Jeg er selv nogle gange den eneste homo, folk har mødt ude i provinsen. Ved at lade fortælleren være trans vil jeg vise, at det, som virker fremmed, ikke nødvendigvis er det«.

»Jeg er ikke ude i samme ærinde som Helle Helle i ’Rødby-Puttgarden’, hvor folk skal genkende sig selv eller tænke: Det er sådan, det er at sidde på færgen eller stå i parfumeriet. Mit ærinde er at tale om det, der er fremmed og anderledes og få folk til at se det velkendte i det. Og den det, der er mest fremmed og udenfor, er en trans. Det er det jeg synes er det undergravende og sjove ved det«.

Mit ærinde er at tale om det, der er fremmed og anderledes og få folk til at se det velkendte i det. Og den det, der er mest fremmed og udenfor, er en trans.

Agnes har svært ved at få og holde på et job, og hun er ikke uden grund i politiets søgelys, men hun har et miljø af ligesindede?

»Jeg har tilladt mig at ændre på virkeligheden og har skrevet en lesbisk scene frem, der ikke var der i romanens tid midt i 1900-tallet. Der var kun barer for bøsser med de stamgæster, jeg omtaler. Det hele er tilgængeligt på nettet, der er jo skrevet bøssehistorie ud fra Kriminaltidende og politiets arkiver om den homoseksuelle scene, hvor politiet havde spioner«.

Cross-dresser
Leonora Christina Skov er også selv – hvad hun morer sig over interviewerens problemer med at forstå – en cross-dresser.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Trods sin meget praktiske naturligt kvindelige fysik:

»Jeg klæder mig ud som kvinde! I det her outfit er jeg jo drag-queen. Jeg render rundt med drag-makeup og kunstige vipper og helt groteske sko! Da jeg sprang ud, var de fleste lesbiske meget maskuline, og det miljø passede jeg ikke ind i. Og det var ikke tilladt for dem at begære en, der var så feminin. For lesbiske er det ikke okay at lege med den feminine rolle. Når man klæder sig ud som lesbisk, klæder man sig ud som mand«.

Dog ikke – som det fremgår af billedet – hvis man er Leonora Christina Skov.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce