vild. Selv om vi nu skriver 2010, er Arthur  Rimbauds tekster stadig ætsende gode, syleflabede og surreelt glitrende. Her ses han som 17-årig fire år før sin afsked med al lyrik.
Foto: Roger-Viollet

vild. Selv om vi nu skriver 2010, er Arthur Rimbauds tekster stadig ætsende gode, syleflabede og surreelt glitrende. Her ses han som 17-årig fire år før sin afsked med al lyrik.

Skønlitteratur

Rimbaud var moderne lyriks ultimative rockstjerne

Arthur Rimbaud var en brillant begavet og helt exceptionelt talentfuld poet. Også på dansk.

Skønlitteratur

Hvordan nu det? Botticellis banalt porcelænspæne skildring af Venus den skumfødte optræder pludselig sådan her: »På røven står to ord: – CLARA VENUS;/kroppen bølger, rumpen stikker op/grusomt smuk med et sår på anus«.

Korrekt gættet, kære læser, det er såmænd blot Venus, der har været en gang gennem Baudelaires sataniske mudderpøl, og dernæst, nu, her, dukker op i Rimbauds fedtede badekar.

Og så er tonen ligesom, som man siger, slået an.

Moderne lyriks ultimative rockstjerne Med en fad kliché, som det i øvrigt fremragende Det Poetiske Bureaus Forlag ikke undser sig for at skamride, var Arthur Rimbaud al moderne lyriks ultimative rockstjerne, urfader til Jimi Hendrix, Johnny Rotten og Sid Vicious, den evige Jim Morrison ... og tusind ungersvende, der stak sig lidt i armen og sang i falset. Den rigtige Arthur Rimbaud, derimod, var vitterlig en brillant begavet og helt exceptionelt talentfuld poet.

Historien er velkendt – den meteoriske produktion af heftige værker fra ’En sæson i Helvede’ til ’Illuminationer’, seer-brevene (hvor Rimbaud udnævner sig selv til »seer« og skriver: »jeg er en anden«), det voldsomme forhold til Verlaine, der skød ham gennem hånden – og dernæst den bratte afsked med al lyrik i en alder af 21, den hårdkogte vending mod Afrika, de mislykkede handelseventyr, den triste, relativt tidlige død som 37-årig i 1891.

Mystisk oversætter
Nu har Det Poetiske Bureaus Forlag gjort det igen.

Via den mystiske, pseudonyme oversætter ’Hippolyte de la Garde’ (hvem er det egentlig?) er det hidtil mest omfattende udvalg af Rimbauds værker blevet gjort tilgængelige på dansk.

Sidst var det Baudelaires tur, så Rimbaud står ganske logisk i tur og rækkefølge.

Råt og lige på
Uffe Harder, Rolf Gjedsted og sidst Erik Knudsen (med en virkeligt god oversættelse af ’Illuminationer’) har allerede været der, men det er første gang, vi får den vittige og onde pastiche ’Et hjerte under kutten – en teologistuderendes bekendelser’, de to vigtige prosafragmenter ’Kærlighedens ødemarker’ og ’Fragmenter af en parafrase over Johannes-Evangeliet’.

Samt ikke mindst et righoldigt udvalg af breve, fra de tidlige provinsielle begyndelser fra Charleville i 1870 til de mere og mere desperate og sørgelige postiller fra 1890-91.

Og så med det utroligt kloge og gode, at alle de franske tekster er optrykt parallelt; dels så man kan møde dem råt og lige på, men dels jo også kan se oversætteren i kortene og diskutere hans (hendes?) valg og fortolkninger.

Se at få lært fransk
For at tage et indlysende eksempel – i det berømte ’Le dormeur du val’, ’Den sovende i dalen’, har vi hos Rimbaud en bevægelse fra et enkelt, grønt ’hul’, som er den bedragerisk idylliske dal, i første linje, til den chokerende og hårde opkomst af to blodrøde huller i den døde soldats legeme i digtets sidste linje.

Men her har de la Garde valgt at lade der være et enkelt skudhul i stedet for Rimbauds to?



Men de la Garde har et sympatisk og rimeligt svar på rede hånd i sin ’Advarsel til læseren’, nemlig at hensyn til rim og rytme og den deraf følgende atmosfære i digtene er valgt frem for eksempelvis korrekt, ordret gengivelse; og samme sted har de la Garde en kongenial opfordring til den kritiske læser:

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Ellers kan jeg kun, hvis du både vil have rim, rytme, mening og substans, – og undskyld mit sprog – opfordre dig til at trække fingeren ud af røvhullet og se at få lært fransk ...«.

Syleflabede tekster

Selv nu, knap 120 år efter digterens død, er hans tekster ætsende gode og syleflabede og surreelt glitrende. At han litteraturhistorisk fik en kolossal betydning, og kulturhistorisk blev til et ikon, er i den sammenhæng underordnet. Alle de febrilske og svagt overspændte ynglinge og piger, der sidder derude og er ved at briste af raseri og utålmodighed over den fede hinde af dansk småborgerlighed, der er lagt hen over deres fladtrykte reality-liv, har nu igen fået mulighed for at få en virtuos megafon og brutal stemmeforstærker i hænde. Og alle vi satte spidsborgere? Vi kan vel som det mindste tage os et glas forbudt absint, mens vi skutter os i det skærende lys fra Rimbauds hallucinationer.





Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce