Neosocialisme. Lone Aburas debuterede sidste år med 'Føtexsøen'. Selvom hun ikke fandt opfølgeren så svær, har hun givet sin nye roman titlen 'Den svære toer'.
Foto: POSSELT LÆRKE

Neosocialisme. Lone Aburas debuterede sidste år med 'Føtexsøen'. Selvom hun ikke fandt opfølgeren så svær, har hun givet sin nye roman titlen 'Den svære toer'.

Skønlitteratur

Aburas 'svære toer' er veloplagt og vittig

Lone Aburas kan noget, og det, hun kan, kan hun rigtig godt.

Skønlitteratur

Lone Aburas har begået en fiffig dekonstruktion af kollektivromanen.

Med ’dekonstruktion’ mener jeg, at hun i teksten blotlægger dansklærerfagets didaktik og en særlig romanrealismes konventioner – samtidig med at hun trækker på de selvsamme elementer, som hun udstiller.

F.eks. i form af en forudgående ’Læsevejledning’ og i skikkelse af en ’Varedeklaration’ på bagsiden og til slut et antal spørgsmål, som dansklærere kan benytte, når de skal give deres elever opgaver i romanen; og ikke mindst ved, at hun omhyggeligt bryder de regler, hun har sat for projektet.

F.eks. er den ’alvidende’ fortæller langtfra alvidende, og f.eks. er personerne langtfra lykkelige eller blot glade, som de ellers i indledningen hævdes at skulle være, ligesom ’Varedeklarationen’ siger:

»Obs. Denne bog indeholder ikke ironi«, hvilket – også – er ironisk, endog metaironisk.

’Den svære toer’ hedder romanen, med afvæbnende direkthed. Men den forekommer luftig og livlig, snarere end klumpet og anstrengt.
Den forgæves jagt på kærligheden

Aburas’ forehavende er anlagt som en skive, hun skærer af den store, tykke, danske samtidspølse: Vi får et horisontalt indblik, in medias res, i en lille gruppe gennemsnitsindividers liv, vi plumper hovedkulds ind og tjekker abrupt ud igen til slut.

Snittet er mildt sociologisk og sædeskildrende, en slags Bourdieu light, hvor vi møder repræsentanter for det, der nu ikke længere er ’klasser’, men i stedet ’segmenter’, som den tilnærmelsesvise hovedperson, den RUC-uddannede djøf’er Kristoffer, et sted selvbevidst udtrykker det.

Måske er den dybe akse i romanen ikke desto mindre den forgæves jagt på kærlighed; Kristoffer er en middelmådig og lidt veg djøf’er ansat i ’Styrelsen’ (vi får også en miniarbejdspladsroman), og han er blevet forladt af sin kæreste, Trine.

Kristoffers mor, Lisbeth, pukker konstant på ham for at finde en ny kæreste og skaffe hende børnebørn; han påduttes endvidere golden retrieveren Rigmor, og via den møder han i en hundegård frisøren Lilly, som han indleder en affære med.

Det medfører, at centervagten Lasse bliver stødt og jaloux, han havde sat næsen op efter Lilly.

Imens er Kristoffers frustrerede kollega Klaus ramt af en midtvejskrise, han forlader kone og to børn, og tingene udvikler sig heftigt derfra for arme Klaus.
Lukker forsigtigt lågen

Aburas lader os drevent og sikkert glide frem og tilbage mellem alle disse eminent banale og hverdagslige skæbner – og med en god evne til lakonisk at gengive det trivielle: »Hun lukker forsigtigt lågen efter dem. Mere sker der ikke«.

Men det gør der nu alligevel; for Lasse roder sig ind i våbenkøb og narkogæld, Kristoffer fjumrer rundt med to kvinder på samme tid og mister derved den ene af dem, Klaus’ forladte viv, Britt, finder lynhurtigt en herlig kollega fra tegnestuen, etc.
Aburas kan noget

Aburas kan noget. Hun kan noget med meget præcist at ramme dialogen, med at være lakonisk uden at blive kedelig, med at være morsom uden at være alt for kækt vittig på sine personers bekostning (selv om det her og der snerper derhenad).

LÆS INTERVIEW

Og det, hun kan, resulterer i et overraskende medrivende litterært snapshot af middeldanskerne her og nu.

Hun henviser selv eksplicit til Hemingway, Bang og Helle Helle; men jeg ville mene, at hendes umiddelbare samtidsfætter snarere var Kristian Bang Foss, med den sublime samtidsroman ’Stormen i 99’, og man kunne også pege på Leif Panduro som forfader.

Aburas er selvfølgelig ikke så virtuos som Bang Foss og ikke så gnistrende grotesk og satirisk, som Panduro kunne være det; men det er ingen skam, og det, hun kan, er godt, rigtig godt endda.

Et overraskende vitalt talent

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

En filmatisering, en serie måske, ville indlysende kunne stables på benene ud fra ’Den svære toer’ – Taastrup Teater er allerede på vej med en forestilling baseret på romanen. Undervejs fik jeg det sådan, at jeg gerne lige ville have haft ’Den endnu sværere treer’ ved hånden, så jeg kunne få at vide, hvordan det nu gik med Kristoffer og Lasse, Lilly og Klaus, Britt og Rigmor.

LÆS

Måske vi er så heldige?

Og NB glider Aburas med toeren elegant uden om den fælde, det ville kunne have været, igen, som i debutromanen ’Føtexsøen’, at skrive om andengenerationsindvandrere på Vestegnen.

Jeg er efterladt med fornemmelsen af, at Aburas er et overraskende vitalt talent og et talent, der vil formå igen at overraske.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce