Vanvid. Fiskeskipperen er bekymret for sit helbred efter at have fisket  talende væsener op af havet.  Illustration fra bogen

Vanvid. Fiskeskipperen er bekymret for sit helbred efter at have fisket talende væsener op af havet. Illustration fra bogen

Billedskrøne lader kvinde dyrke sex med fallisk fyrtårn

Gråtoner i gråzoner mellem kunst og tegneserie udgør et lille nyt dansk vækstområde.

Skønlitteratur

De har samme fornavn. De foretrækker begge to blyanten og bruger den intimt og frit fra leveren.

Selv hvad angår den noget aparte brug af forskellige typer bogstaver i taleboblerne ligner de to gange Rikke – Villadsen og Bakman – hinanden.

Nok så vigtigt tegner og fortæller de begge to i et spændende dansk ingenmandsland mellem tegneserien og billedkunsten på en måde, som kunne beskrives som graphic novel forklædt som skitseblok.

Så jo, Rikke Bakman og Rikke Villadsen kan tilsammen godt kaldes en ny lille bølge i dansk tegneseriekunst, der til og med skvulper ud fra samme forlag, nemlig Aben Maler.

Hallunk? Men så hører lighederne til gengæld også op. Rikke Bakmans ’Glimt’ var en lille tyksak af en selvbiografisk fortælling om barndommen i sommerhus komplet med sand i øjnene og myrer i tissekonen.

Rikke Villadsen, som tidligere har udgivet to bøger om ’Skægmanden’ med forfatteren Jens Blendstrup, stævner ud på egen hånd med den mytiske og bogstavelig talt skæbnesvangre fortælling ’Ind fra Havet’.

En højst usædvanlig symbolladet skipperskrøne, der smutter ud mellem fingrene, hver gang man tror, man har et fast tag i fortællingens sømandskrave eller tonefald.

Hun hælder det i havet. Salt vand, salt sæd. Forynget klæder hun sig nøgen og knepper med et fallisk fyrtårn.



Den gamle skæggede fisker, som sejler ud i sin lille kutter, har en fortid som ægte søulk. En fortid så eksotisk som hans mange tatoveringer af nøgne damer fra nær og fjern.

I en mystisk tåge gør vesterhavsfiskeren en usædvanlig fangst. En nøgen baby og en rødspætte, der begge to kan snakke Fanden et øre af. På en måde er han altså nu blevet menneskefisker, men mener nu selv, han er rusefisker, og at det er en ganske anden sag.



Imens går sproget sin egen skæve gang gennem teksten. »Fuck!«, siger fiskeren, men babyen og fladfisken synes, »lurendrejer«, »jammerkommode« og »åndsamøbe« ville være mere passende udtryk. For slet ikke at snakke om det mere sømandspassende »hallunk«.

Sælsom historie om havsnød og kønsdrift

Klabautermanden spøger i kulissen. Havet duver og gynger i rollen som alt livs ophav. En kvinde i streng klædedragt anno 1890 koger sejd i en gryde på et komfur på stranden.

Hun hælder det i havet. Salt vand, salt sæd. Forynget klæder hun sig nøgen og knepper med et fallisk fyrtårn.

Bag et andet hjørne i fortællingen spreder en rejekælling den unægtelige blandingslugt af skaldyr og kønsorganer imellem stregerne. Ja, Tintin på eventyr er det altså ikke på trods af det gode Kaptajn Haddock-udtryk »hallunk!«. Det er sælsom historie om havsnød og kønsdrift. Som om tatoveringen med den nøgne havneluder og teksten ’mandens ruin’ er en profeti, der på uventet måde finder sin opfyldelse.

LÆS OGSÅ

En sælsom fabel om mandens trang til at befrugte havheksen uanset risikoen for at drukne i sit eget afkoms fremtid.

En blanding af vulgær skipperskrøne og øm sirenesang. En slagfærdig tegneserie med kunstværkets uudgrundelighed.

Selv om der både er tegninger, ord og talebobler, kan man nu knap nok kalde det en tegneserie.

Denne befrugtede billedskrøne om at drukne i køn og genopstå i svangerskab ligner – splitte mine bramsejl – ikke meget andet. Altså lige bortset fra Rikke Bakmans nærtbeslægtede streg.

FACEBOOK Bliv ven med Politiken

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce