Form. Kirsten Hammann ville elske at finde en form til sin næste roman, som både giver handlingen struktur og forfatteren mulighed  for at slå sig løs sprogligt undervejs.
Foto: Mathias Christensen

Form. Kirsten Hammann ville elske at finde en form til sin næste roman, som både giver handlingen struktur og forfatteren mulighed for at slå sig løs sprogligt undervejs.

Skønlitteratur

Kirsten Hammann: Bestseller? Jo, det  har jeg sgu da drømt om

Kirsten Hammann har droppet den smale litteratur og skrevet en romantisk komedie.

Skønlitteratur

Verden er ny.

Ja, måske ikke verden som sådan, men Kirsten Hammanns verden er ny. Når man ser på hendes verden udefra, kunne man faktisk godt tro, det hele har fået en total make-over.

Det gælder ikke for hende som person, for hun ligner i forbavsende grad sig selv, selv om hun har rundet de 45, og hendes debut ligger tilbage i 1992.

Men når det gælder hendes forfatterskab, synes forandringerne at springe frem fra alle revner og sprækker.

Tag nu hendes helt aktuelle bog, romanen ’Se på mig’. For første gang har hun ikke skrevet i hånden, men ’på taster’, som hun selv siger, og desuden er den nye udgivelse noget tykkere end vanligt. Bevares, hendes bøger er vokset i omfang, siden lille ’Vera Winkelvir’ kom til verden, og de seneste par romaner har da været på 2-300 sider, men denne gang er det en roman på over 450 sider.

Kærlighedskomedien
Det er samtidig en roman, som forlaget tror så meget på, at de før sommerferien fik fremstillet et specialoplag af bogen, som de rundsendte til samtlige boghandlere i landet.

»Jeg håber, de ved, hvad de gør. Jeg er bange for at skuffe forlaget, men jeg er da også sindssygt stolt over, at de tror så meget på bogen«, siger Kirsten Hammann.

LÆS OGSÅ

Forlagets tiltro hænger nok ikke kun sammen med, at forfatteren med romanen ’En dråbe i havet’ i 2008 løb med Danske Banks Litteraturpris, hvor vinderen findes ved en afstemning hos læserne. Tiltroen hænger nok lige også sammen med, at Kirsten Hammann indtager nyt terræn.

’Se på mig’ er ikke bare en tyk roman. Den tager også livtag med en så bred og populær genre som kærlighedskomedien, som filmmediet har været så dygtig til at servere i historier som ’Da Harry mødte Sally’.

På kanten af chick litHvorfor skulle det være en kærlighedskomedie?

»Jeg havde lige skrevet ’En dråbe i havet’, og det var godt nok tungt stof«, siger Kirsten Hammann. Hendes roman handlede om, hvordan et overfladisk og moderne menneske reagerer, når det får ulandenes problemer tæt ind på livet.

Det er ingen nøgleroman, men jeg tager med armeog ben fra noget, der findes. Det er alt sammen noget, jeg selv har tænkt, eller andre har tænkt. Ligesom i alle andre miljøer er der misundelse



»Det var et emne, jeg var nødt til at skrive om, og det lærte jeg rigtig meget af, men bagefter tænkte jeg, at nu skulle jeg skrive en skøjtende let komedie, hvor jeg ikke skulle gå i dybden med noget som helst. Jeg skulle bare have det sjovt, og når jeg skal det, sætter jeg mig tit med en romantisk filmkomedie, og nu ville jeg skrive sådan en«.

Den første måned i skriveprocessen med ’Se på mig’ havde hun en fest, men derefter begyndte besværlighederne, som de altid gør for hende.

»Personerne udvikler sig fra at være nogle overfladiske typer til at være personer, man er nødt til at gå ind i, føle noget for og forstå deres problemer. Mine seneste bøger har ligget på kanten af chick lit, og ’Fra smørhullet’ var en let bog, ligesom ’Se på mig’ er. Det har jeg overhovedet ikke noget imod, for jeg synes selvfølgelig, jeg gør det meget bedre end traditionel chick lit. Jeg kan godt lide emnerne og den lette tone, men jeg vil også gerne gøre det mere begavet og proppe nogle rigtige personer ind i historierne«, siger hun.

Trækker i nødbremsen
Kirsten Hammann gik til opgaven som en håndværker. Stablede en konstruktion på benene, hvad der blandt andet indebar to meget forskellige hovedpersoner, som hver især har nogle helt klare mål for, hvad de vil. Den ene vil have tryghed, familie og barn. Den anden vil have karriere, succes og sex. Gæt selv, hvem der er hvem.

Indgangen til historien lyder nogenlunde sådan her:

Julie er midt i 30’erne. Hun og kæresten Casper har fået en lejlighed. De skal giftes. Alt er godt, indtil Casper trækker i nødbremsen. Han må tænke sig om og forsvinder uden varsel til Indien i seks måneder. Tilbage står Julie med et job i rejsebranchen og en husleje på 12.000 kr. om måneden. Hun må flytte eller leje et par værelser ud.

Sune er midt i 30’erne. Har udgivet to små bøger. Drømmer om succes som forfatter, men sandheden er, at han arbejder som tankpasser, der sælger benzin og hapsdogs. En dag sælger han sin andelslejlighed. Pengene skal han leve for, mens han skriver gennembrudsromanen. Nu skal han bare lige finde et sted at bo, mens han skriver.

Det lyder som begyndelsen på en plan, ikke sandt? Et plot. Ja, nærmest en handling. Uden at fornærme Kirsten Hammann kan man godt sige, at stringente handlinger ikke lige er det, der har været hendes særkende hidtil.

En resignation
»For mig var det spændende at have en historie med et plot, og det var slet ikke snærende, som jeg troede, det ville være. Men det var ikke noget, jeg kunne have gjort for ti år siden«.

Hvorfor ikke?

»Det interesserede mig ikke en skid. Jeg bildte mig ind, at jeg ville kunne beskrive livet, som det nu er, og i det liv har vi ikke noget overblik og ingen dramaturgisk udvikling, vi kan sidde og følge, mens vi lever. For mig var konstruktionen med en alvidende fortæller og den slags noget snyd. Det var humbug«.

Jeg vil nødigt springe over, hvor gærdet er lavere, end det bør være

»Jeg kunne godt lide at læse bøger, der var skrevet sådan, men for mig var det en konstruktion. Det havde slet ingen forbindelse til virkeligheden, for der er ikke nogen plan for vores liv, og det var selvfølgelig det, jeg ville vise«, siger hun.

At planen ligger i sproget?

»Ja, det har jeg jo prøvet masser af gange, og nu havde jeg lyst til at prøve noget andet. Men for mig er det også en resignation – et alderstegn – at jeg nu gerne vil bruge en måde at skrive på, som andre også har brugt, og som faktisk fungerer. Det er ikke sådan, at jeg underkender mine tidligere bøger eller synes, at det ene er bedre end det andet, men lige nu har jeg bare lyst til det her«, siger Kirsten Hammann.

Jo længere jeg kom ind i din bog, jo mere kom jeg til at tænke på, at du engang var elev på Filmskolen. Dengang blev du optaget, men holdt op, fordi det ikke var noget for dig. Nu har du alligevel skrevet noget, der minder om en film?

»Der har nok ligget en gammel drøm og en gammel irritation over, at jeg ikke kunne fuldføre manuskriptuddannelsen dengang. Jeg kunne ikke, og jeg ville heller ikke. Jeg fik al undervisningen, som var sindssygt spændende, men hele filmmediet er alt for firkantet for mig. Der er alt for mange regler. Selvfølgelig kunne det være sjovt at se min historie som film, men så skulle der i givet fald skæres en del væk«, siger hun.

Vanlig ærlighed
Nogen vil måske sige det samme om bogmanuskriptet. Om ikke for andet, så fordi Kirsten Hammann på nogle punkter skriver på en anden måde, end hun plejer. Hun var også selv overrasket over, hvordan bogen bare voksede og voksede i omfang.

»Jeg var meget bekymret undervejs, for skulle der stå noget på siderne, som man i princippet kunne undvære? Det bør der jo ikke. Men det er jo en bog, hvor personerne taler meget sammen om, hvad de laver til hverdag, selv om der også er højdepunkter, som bringer historien videre«.

Under skrivningen kunne hun se, at det medførte en del trivialiteter i dialogerne, og hun kunne indimellem blive helt forundret. Normalt har hendes prosa et meget stærkt særkende, men ville man her overhovedet kunne se, at det var hende, der havde skrevet dialogerne?



»Det har været bekymrende for mig hele vejen. Var jeg ved at udvande mit sprog? Var jeg ved at blive en anden? Var jeg ikke stram nok? Sådan er det, når man skriver. Har man ikke den ene bekymring, så har man den anden«.

Har du også været bekymret for, om bogen vil blive opfattet som mindre litterær, fordi den er fortalt lige ud ad landevejen og oven i købet er en kærlighedskomedie?

»Det har også været med i mine overvejelser, men mindre litterær er for mig et spørgsmål om, hvorvidt jeg nu gør det, så godt jeg kan. Jeg vil nødigt springe over, hvor gærdet er lavere, end det bør være. Når noget glider for let og kan ligne noget, andre laver, så skal lamperne blinke, og det gjorde de også for mig, men samtidig følte jeg mig lige så ærlig, som jeg plejer at være«.

Men kritikerne kan stadig spørge, om det nu er litterært nok, og om det er rigtigt, at Kirsten Hammann skal skrive lige ud ad landevejen?

»Det er rigtigt. I mine første år som forfatter var det sådan, at mange syntes, jeg skrev noget, som var af fin, litterær kvalitet, mens andre rystede på hovedet, fordi de ikke kunne forstå det, eller fordi der ikke var nogen historie i det. Jeg har altid været spændt ud mellem de to ting, men man kan aldrig få anerkendelse fra begge sider. I hvert fald ikke på en gang«.

Gider ikke være smal
Kirsten Hammann stopper op et øjeblik og siger, at hun ikke har skrevet den nye roman for at nå nogen, men midt i sætningen ombestemmer hun sig.

»Men det har jeg måske alligevel. Måske ligger der dybt nede en træthed over at blive kaldt smal eller besværlig. Jeg har aldrig selv ment, jeg var svær at læse, selv om der var mange, der mente det. Nogle har ment, at jeg med vilje skulle have gjort bøgerne særligt svære eller akademiske eller snirklede, men det ligger slet ikke til mig at gøre noget snirklet. Jeg skriver bare. Det er meget enkelt«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Historien om Julie og Sune er heller ikke særlig snirklet. Helt fra begyndelsen vidste Kirsten Hammann, at forfatterspiren Sune i sin desperate jagt på en god romanhistorie skulle indynde sig hos Julie, aflure hende og til sidst udlevere hende og svigte hendes tillid. I bogen bliver det afgørende, at Julie efter et fald kommer hjem fra sygehuset med et ben i skinne. Herefter stiger Sunes overvågning i en grad, så læseren ved, at dramaet venter et sted forude.

»Jeg tænker mere og mere på mine læsere, for jeg har også lyst til at underholde. Læserne skal have lyst til bare at vende siderne i bogen, og de skal have en flig af den søde fornemmelse, jeg selv har, når jeg ser en romantisk film«, siger Kirsten Hammann.

Mange læsere
Historien om Sune og Julie er dog mere end ren romantik. Den er også fuld af særdeles eksplicit sex.

»Nogle har spurgt, hvorfor det skal være så direkte, men jeg er faktisk ret direkte i alt, hvad jeg beskriver. Hvis Julie og Sune er kede af det, er det også beskrevet tæt og fysisk, hvordan tårer og snot løber, så hvorfor ikke også, når det gælder sex, som bare er en anden kropslig udfoldelse, jeg vil beskrive«.

I bogen fortæller du om, hvordan Sune ser på forfattermiljøet. Han er blandt andet misundelig på en kollega, der sælger meget mere, end han selv gør?

»Det er ingen nøgleroman, men jeg tager med arme og ben fra noget, der findes. Det er alt sammen noget, jeg selv har tænkt, eller andre har tænkt. Ligesom i alle andre miljøer er der misundelse«.

Det har jeg sgu da drømt om i alle årene. Ikke bare at sælge for at tjene mange penge, men for at få mange læsere



At nogen sælger for meget af en dårlig bog eksempelvis?

»Ja, sådan snakker folk jo, og det har jeg hørt på i 20 år. Det sjove ved at blive ældre er, at man har efterhånden har en guldgrube af historier og citater, og selv om man ikke vil kunne pege nogen direkte ud i min roman, vil jeg sige, at skildringen af forfatterne er rimelig realistisk«.

Tænker man som forfatter på, at nogle får gode anmeldelser, mens andre måske har mange læsere?

»Det er den slags regnestykker, man selv eller andre foretager, men jeg har altid været ret afslappet over for det«.

Får man aldrig følelsen af, at nu må det snart være din tur til at være Jens Smærup Sørensen, der pludselig får en bestseller?

»Det har jeg sgu da drømt om i alle årene. Ikke bare at sælge for at tjene mange penge, men for at få mange læsere. På mange måder har jeg kunnet sige mig selv, at jeg aldrig ville kunne blive storsælgende med de bøger, jeg skrev, men derfor har jeg da godt kunnet drømme om det alligevel. Det er ikke noget, der gør en bitter eller ked af det, men det ville da være underligt, hvis man ikke tænkte over det, og man kan jo altid håbe på et mirakel«.

Som at komme i havn

Hvis ’Se på mig’ skulle blive en bestseller, ville det for Kirsten Hammann være det andet mirakel inden for kort tid. Det første kom, da hun for nylig blev udvalgt til at modtage Statens Kunstfonds livsvarige ydelse. »Det er det mest fantastiske, der er sket, og for mig er det en lettelse ud over alle grænser. Det er som at komme i havn. Før kunne jeg være bange for fremtiden med økonomisk usikkerhed, for jeg har jo ingen pensionsordning, og hvordan skulle det hele så gå?«

»Nu giver det mig tryghed, samtidig med at det er en hæder og et skulderklap. I dag forstår jeg slet ikke, at jeg turde vælge at blive forfatter, for jeg har ingen uddannelse. Som ung bilder man sig ind, at alt nok løser sig hen ad vejen, men hvad nu hvis det ikke var gået så godt, som det er? Hvad pokker skulle man så have gjort?«.

LÆS OGSÅ

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Så kunne du have fået Sunes job som tankpasser.

»Ja, det kunne jeg have fået. I stedet har jeg været heldig med bøgerne, og jeg har også været heldig at få kunststøtte næsten hvert år, men der har aldrig været nogen garantier, og nu er det hele pludselig anderledes, for med den livsvarige ydelse kan det aldrig gå helt galt«.

Hendes lettelse går imidlertid ikke kun på det økonomiske. Også kunstnerisk føler hun en lettelse efter at have skrevet ’Se på mig’. I romanen kan hun uden problemer leve sig ind i forfatterspiren Sunes skriveblokering, hvor han hele tiden er på jagt efter det, der skal sætte hans roman i gang.

»Jeg har tidligere haft mange skriveproblemer. Noget skulle hobe sig op i mig og eksplodere, før jeg kunne komme i gang. Nu føler jeg mig helt fri. Jeg har det, som om jeg er i en slikbutik, hvor jeg bare kan vælge det hele. Jeg ved, det er blændværk, men det føles skønt. Næste gang kommer jeg ikke til at sidde og vente på inspirationen«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce