LYSENDE. Don DeLillo er noget af det bedste, amerikansk samtidslitteratur kan fremvise. Selv om ikke alle noveller i den aktuelle samling  er lige geniale.
Foto: JENS DRESLING (arkiv)

LYSENDE. Don DeLillo er noget af det bedste, amerikansk samtidslitteratur kan fremvise. Selv om ikke alle noveller i den aktuelle samling er lige geniale.

Skønlitteratur

75-årig romanmester udgiver sin første novellesamling

I kort form bevarer Don DeLillo sit skarpe blik for den amerikanske kulturs konjunktursvingninger.

Skønlitteratur

En af Amerikas største romanforfattere udgiver som 75-årig sin første novellesamling.

Ikke at ’Englen Esmeralda’ kommer dalende ud af det blå.

DeLillo har med mellemrum publiceret noveller i tidsskrifter, og siden kraftanstrengelsen i 1997 med den vældige ’Underverden’ er hans romaner blevet så korte og komprimerede, at de næsten kan ligne lange noveller. Det gælder ’Kropskunstneren’, ’Omegapunktet’, ’Faldende mand’ og ’Kosmopolis’.

LÆS ANMELDELSE Viser de ni fortællinger i ’Englen Esmeralda’ så en helt anden og ukendt side af Don DeLillo? Det kan man ikke påstå.

Til gengæld fungerer samlingen, der spænder over 32 år, som en slags overblik over DeLillos temaer. Flere af historierne ligner skitser til senere romaner.

Således ligner den ellers også på egen hånd meget helstøbte novelle ’Englen Esmeralda’ om en gammel vindtør nonne på udkik efter et mirakel i det hårdeste Bronx mest af alt et outtake fra skriveprocessen, der tre år efter novellens offentliggørelse i 1994 førte til ’Underverden’.

Terror som varemærke
Don DeLillo er mere end nogen anden den nulevende amerikanske forfatter, som tyder tidens tegn i kulturens rørte vande.

Replikken »jeg prøvede stadig at fortolke tegnene og tilpasse mig mønstrene« er lagt i munden på en teenagedreng i ’Midnat hos Dostojevskij’, men kunne næsten have været et samlende motto for DeLillos noveller.

Og fordi han er så skrap til at genkende mønstre under begivenhedernes overflade, er han også blevet lidt af en profet. Især efter at han i 1991 i ’Mao II’ forudså den form for mediebevidste iscenesættelse af terrorisme, som nu er blevet en integreret del af den postmoderne verden.

Terror som brand.

Iagttager og kunstner
Flere af historierne ’skygger’ romanerne uden selv at blive blege skygger.

’Baader-Meinhof’ fra 2002 tager tilsyneladende udgangspunkt i DeLillos optagethed af terrorisme, som blandt andet er kommet til udtryk i ’Mao II’ og i den endnu ikke oversatte ’The Names’ fra 1982 om en gruppe sprogterrorister i Grækenland.

Men ’Baader-Meinhof’ handler ikke så meget om terrorisme, som det handler om den forbindelse, som indgås mellem iagttager og kunstværk. I dette tilfælde Gerhard Richters gråtågede ’pressemalerier’ af de døde Ulrike Meinhof og Andreas Baader.

Mødet mellem en mand og en kvinde foran det uudgrundelige kunstværk genopføres omkring en videoinstallation i ’Omegapunktet’ i 2010. Mødet mellem manden og kvinden som et firbenet kommunikationssammenbrud går igen i ’Den forsultne’ om den gamle filmnørd Leo og de to fjerne kvindeskikkelser i hans liv.

Nye genistreger

De to ældste historier er ikke de bedste.

’Skaberværk’ fra 1979 er den lidt teatralsk iscenesatte historie om tre strandede turister i Trinidad-Tobago, mens science fiction-historien ’Menneskelige øjeblikke i Tredje Verdenskrig’ fra 1983 som så meget anden science fiction efterhånden ender med at gøre mest indtryk som forældet. Til gengæld er DeLillo helt oppe på beatet i den kun to år gamle ’Hammer og segl’.

LÆS INTERVIEW Scenen er sat i et blødt fængsel for økonomiske forbrydere. Her sidder insiderhandlere fra Wall Street strandet i den langsomme tid uden smartphones og aktiehandel på tværs af tidszonerne, berøvet »den uudtalte bevidsthed om, at noget nyere, smartere, hurtigere, hele tiden hurtigere kun var et fuglesuk væk«. De indsatte ser børnefjernsyn. To piger på 10 og 12 år – fortælleren Jerolds døtre Laurie og Kate – udreder med kvikke replikker de nyeste indviklede børskomplikationer og slynger om sig med begreber som Nasdaq Composite, sovereign default, special purpose entity og Hang Seng, som var det mærkevarer fra Barbies garderobe. Hvilket det næsten lige så godt kunne have været i den fagre nye finansverdens absurde parodi på handel og vandel. ’Hammer og segl’ er genistregen, der sammen med ’Englen Esmeralda’ lyser stærkest op i denne samling interessante noveller fra den klarest lysende pære i amerikansk samtidslitteratur. FACEBOOK









Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce