PARADOKS. Marguerite Duras gennemspiller kærlighedens  dobbelte tema.
Foto: AP

PARADOKS. Marguerite Duras gennemspiller kærlighedens dobbelte tema.

Duras' fremskrev kødets fortvivlede lykkefølelse

Fem år inden sin død skrev den franske forfatter Marguerite Duras igen historien om sin første kærlighed.

Skønlitteratur

At mødes og skilles. Det er måske eksistensens grundtema, og i hvert fald er det grundtemaet i Marguerite Duras' forfatterskab. Miraklet at mødes, smerten ved at skilles. Besværet ved at mødes, befrielsen ved at skilles. Kærligheden, der lige så meget er en lang række adskillelser som en lang række møder.

Duras skærer ind til benet: en mand, en kvinde, en dialog uden svinkeærinder:

»Han siger: Jeg vil gøre dig ondt. Hun siger, at hun ved det«. I historien om den purunge franske pige og hendes kinesiske elsker i 1920'ernes Indokina er det dog manden, der ender med at bære smerten.

Silkehud Mange vil kende historien fra Duras' 'Elskeren' (1984) og endnu flere fra Jean-Jacques Annauds filmatisering af denne. Men Duras brød sig ikke om filmen og skrev i 1991 en ny version, 'Elskeren fra Nordkina', der i kommentarer og noter giver anvisninger til sin egen eventuelle filmatisering: »Hvis denne bog skal laves til en film, skal barnet ikke besidde en skønhed, som blot er smuk«.

Den unge pige kaldes »barnet«, manden kaldes »kineseren« eller »elskeren«, ud over dem er der »moren« (»denne kvinde, der skammer sig«), »storebroren« (»et barn, der er ødelagt af sin kærlighed, Guds mislykkede barn«) og »lillebroren« (»alene i sin ensomheds palads, så alene, at det at leve for ham næsten er som at blive født igen hver dag«), veninden Hélène (»barnets anden kærlighed, som hun aldrig glemmer«).

Et kammerspil for få og nærmest arketypiske personer. En sort limousine med chauffør, der kører barnet og kineseren gennem det hede og fugtige landskab, hvor floden har samme silkehud som elskeren: »opium og silke, tussersilke, ambrasilke, ambrahud«.

Kineserens hånd, som barnet ved en indskydelse griber fat om »som en genstand«: »på en charmerende måde har den den samme ynde som en død fuglevinge«. Hede kroppe og kølende vand i ungkarlelejligheden, hvor støjen fra byen skraber mod persiennerne, »som om folk gik gennem værelset«. Som genkommende underlægningsmusik »den fortvivlede vals«: »denne triste, svundne sødme, denne fortvivlelse over kødets lykkefølelse«.

Smerteblandet nydelse
Sammenfaldet mellem fortvivlelse og lykke sætter grundstemningen for Duras' beskrivelse af kærligheden. »Forenet i kærlighedens smerte«, »deres begærs frygtelige smerte«, at skilles indtil døden. Det paradoksale eller sammensatte bliver en grundfigur i romanen.

Et barn, som allerede er voksen. Af blandet race og alligevel ikke. En stirren, som er blind. En tavs stemme, der præsenterer sig som bogens: »Uden ansigt. Meget ung. Tavs«. Kineserens dæmpede skrig »af lettelse og smerte«.

Fra starten hviler adskillelsen over barnets og kineserens forhold: Kineseren skal indtræde i et arrangeret ægteskab, barnet skal med familien tilbage til Frankrig.

Men det er, som om det er kineseren, der kommer til at bære adskillelsens smerte, mens kærligheden, også selv om den elskede skal forlades, har åbnet livet for barnet. Kineseren gør smerten til sin elskerinde og hensygner i opiumståger, mens barnets smerteblandede nydelse åbner hende for livet.

Kærlighedserklæring
Der er et incestuøst motiv på færde i Duras' kærlighedshistorie.

Barnet har længe modtaget lillebroren i sin seng og kærtegnet hans modnende køn. Hun er kineserens »blodsøster. Hans barn. Hans elskede« eller »hans barn, hans søster, hans elskede«.

Men der er noget ved Duras' måde at skrive om disse ting på, der ikke sender os hen i afdelingen for freudianske traumer, men snarere i retning af en Jakob Knudsen'sk kærlighedserklæring: »broder, søster, elskte, min kærlighed«.

En fryd

Og så er der en bemærkelsesværdig række møder i romanen, som ikke er møder mellem elskende, men mellem mennesker, der viser sig som medmennesker. Møder, der kunne være problematiske konfrontationer, men som forløses i fælles gråd eller latter. Kostskolens tilsynsførende skal irettesætte barnet, men de ender med at grine sammen »som to skolepiger«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Moren er kaldt til møde hos skolens forstanderinde, og de to kvinder græder sammen. Moren og kineseren mødes og ler og ler i fælles forståelse. I denne bog er det kærligheden, også i betydningen af næstekærlighed, der vinder. Som det at dele latteren, at dele gråden.

LÆS OGSÅ

Det gør ondt at læse Duras. Det gør ondt at læse noget, der skærer ind til benet af den nærhed og den adskillelse, som det er eksistensens udfordring at kunne håndtere. Men det er også en stor fryd.

Fryden ved en sanselig silkeprosa, der med enkel poetisk skønhed lægger sig om de ben, den skærer ind til, og favner det paradoksale. En prosa, der lader fortvivlelsen og lykken ved at være til, at kunne mødes og skilles, forplante sig til læserens kød.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce